Jeg tror ikke der går en dag, eller en time, eller måske endda en halv time uden at jeg tænker "hold nu op, I går mig på nerverne" eller " jeg bliver sindsyg, gå nu væk", om mine børn. Ikke særlig sympatisk moder træk, det ved jeg skam godt. Hver dag tænker jeg, mmm idag tager jeg det bare stille og roligt, ingen stress, jeg kan rumme dem. Og hver dag når jeg skræmmende hurtigt min tolerance grænse for, hvor mange gange jeg stille og roligt kan forklare, at man ikke må slå sin lillebror i nødden med sit sværd, at man skal lade være med at hælde mælk på gulvet, at man ikke skal tage ting fra skraldespanden og putte dem i munden eller at man ikke selv bestemmer, om man skal have sandaler på i børnehave ( den diskussion har jeg faktisk droppet, sandaler, gummistøvler, kondisko, sol, isvinter, regn, jeg er ligeglad nu). Min pointe er, at jeg på daglig basis har lyst til at smide dem ud af vinduet og skænke mig et stort glas rødvin, måske endda en hel flaske og få lidt ro fra al den skrig og skrål der præger lydbilledet i vores lille odenseanske forstadshytte.
Og hvorfor smider jeg dem så ikke bare ad h til og nyder livet? Jo men det er jo fordi, jeg åbenbart ikke kan leve uden de to små borehoveder, de har bidt sig fast, som små blodsugende igler, der gør mig bleg i bæret.
Jeg sidder i flyet på vej til min allerkæreste veninde. Jeg skal være der en weekend. Den står på minus ansvar, maks hygge og ingen børn der tørrer snot af i mine bukser, men helt sikkert et glas vin eller to, og DRINKS. Wuhu frihed til mig, og nu er problemet bare, at jeg ikke var kommet en time væk fra min larmende hjemmebane før savnet meldte sig. Ja, man tror det er løgn- can't live with them, can't live without them.
Men ahhhh min tid en hel weekend, jeg pakker savnet væk.
Men se nu hvor kær den mindste er når han sover.
