WARDROBE CHALLENGE- Dag 3.

Jeg må indrømme noget, jeg føler mig lidt fjollet ved at skulle iføre mig tøj, som jeg egentlig ikke føler mig tilpas eller specielt smart i. Jeg tror, at jeg er kommet til at leve i symbiose med mit hverdagsoutfit lidt for længe. Men jeg elsker mit hverdagsoutfit. Derfor er jeg ret tilfreds med, at jeg for noget tid siden ryddede ud i min garderobe. En anden ting jeg har opdaget er, at jeg åbenbart køber nærmest intet nyt tøj. Jeg er åbenbart blevet for fattig til at bruge penge på lækkert tøj til mig, det er klart børnenes skyld.
Jeg har ikke flere bukser tilbage, som jeg ikke går med til hverdag. Fra nu af, er det kjoler/nederdele, dem har jeg et par stykker af. Strømpebukser har jeg ikke særlig mange af, så jeg bliver lidt spraglet, for de smagfulde sorte er det tyndt med.

Idag har jeg en Lee cowboy kjole fra genbrugs butik i Sverige, købt i 1.g. Grønne ruskinds sko fra Marc Jacobs, selvfølgelig købt mega billigt på lagersalg, også da jeg gik i gymnasiet. Leopard strømper, som jeg egentlig synes er funky. Trenchcoat fra Burberry, købt second hand i London. Silketørklæde fra Givenchy, snuppet fra min mormors tørklæde skuffe engang i gymnasiet. I gymnasiet havde jeg en lang periode, hvor jeg sov hos min mormor fast en gang om ugen. Det var trygt og godt. I dag består skoletasken af en håndtaske i kernelæder, fra genner i Paris, og endnu et benetton net, til min madpakke, skiftesko og alt det andet, som jeg skal fylde i mine kittellommer.

Slut og tak (som vi siger på journal sprog)/ kongemor





Og jeg ser træt ud, fordi jeg er træt.

Åhh hvor er det skønt at være studerende.

Det der 8-16 er godt nok en hård negl, med sådan to små baryler derhjemme. Det er vildt spændende at være ude i den virkelige verden, men det gør også bare, at jeg, her lidt før kl.20, er ved at gå omkuld af træthed.
Jeg følges med en super sød ung læge, hun er virkelig flink til at lære fra sig, og har endda overskud til at smalltalke lidt hyggesnak om børn f.eks. Hun har så 3 børn på 2, 4 og 6 år!!! Ja, og jeg troede, at jeg havde meget at se til, men hun beroligede mig ved at følge op med denne kommentar: det var egentlig ikke særlig hårdt at få nummer tre, fordi på det tidspunkt lavede vi (forældrene) allerede noget 100% af tiden, og man kan jo ikke lave mere end det. WORD siger jeg bare.
Any ways helt kort kan mit liv lige nu opsummeres således:
1. Spændende arbejde.
2. Overvældende træthed.
3. Ormen har fået skoldkopper ( ja hvad kunne man forvente, for helvede univers).

Åhhh hvad gør man?

Når man sidder på sin pind, med bøgerne (ej faktisk Ipad'en, jaja man er vel hoppet med ind i den elektroniske verden) åbne, og prøver, prøver, prøver og få noget fornuftigt for hånden, og der er en million andre ting der fylder hovedet. Lige nu burde jeg læse om forskellige typer af kræftsygdomme og hvordan de navngives, men det der fylder i mit hoved er helt andre sager, så som:

1.
 Pyyhhhh hvor er det hårdt at have en lille dreng der stadig er hjemme med skoldkopper. På den ene side har jeg lyst til at kysse og nusse ham, på den anden siden, er jeg ved at få pip i låget af, at han hele tiden skal hænge i mine imaginære skørter (sådan nogle går husmødre vel med). Jeg skal nok blive ved med at nusse, selvom det er svært. Jeg er ked af, at jeg ikke kan overskue ham, når det eneste han har brug for er sin mor. Hver gang jeg er skrap (som i 'nu skal du slippe mig' eller ' jeg vil være i fred et øjeblik' eller 'jeg
vil ikke lege med dig nu'), fortryder jeg det, jeg vil jo for pokker ikke ødelægge drengens selvværd.

2.
Jeg skal i klinik i næste uge (klinik=praktik i min verden), jeg glæder mig helt vildt, og er hunderæd på samme tid. Jeg er bange for, at jeg ikke er dygtig nok, det er en ¨frygt¨der har fulgt mig lige siden studiestart. Den er latent i løbet af semestret men blusser op ved tanken om forestående eksamen eller klinik. Hvis der er nogen, der ved, hvordan den fordrives for altid, må de endelig melde sig på banen.
Jeg har det som om, at jeg lidt har snydt alle ved at nå så langt med studiet, uden nogen har opdaget, at jeg ikke kan finde ud af det.

3.
Jeg skal huske at nusse min kære mand lidt, sådan en sygdomsuge pynter ikke just på parforholdet, skulle jeg hilse og sige.

4. Blah blah blah

5. Jeg vil også gerne sy.

2 dage inden skoldkopperne brød ud i fuldt flor.

Er det normalt, lort og sutter.

Vi har taget Storebrors sut.
Det er ikke sket uden kamp, faktisk måtte jeg vride sutterne ud af en grædende drengs hånd, og hængte dem op på træet. Efterfølgende talte han med hulke stemme i flere dage og sagde ting som "mor giv mig min sut nu","du er meget dum", " men jeg bruger jo faktisk sut", " jeg vil gerne blive hjemme hos dig", " jeg vil bare have havregryn", " vil du lege nu?" kort sagt alt blev sagt hulkende.
Alt dette er, hvad man kunne forvente. Derudover gjorde han en masse ting for at gøre opmærksom på, at han stadig var en lille dreng, der faktisk slet ikke var stor. Han hang på mig, og vi var helt indstillet på at dette ville kræve mange ekstra kram ( muligvis et langt kram der skulle vare indtil krisen var ovre).
Af mærkelig 'hey jeg er stadig lille opførsel' kan nævnes, hælde juice op i leverpostejen, tisse ekstra meget i bukserne ( han har været uden ble i over et år), skulle have hagesmæk på under måltid, bede om hjælp til ALT og gøre mange ting, han godt ved er forbudt.
Og nu til det jeg fandt yderst bizart, fordi det er en opførsel, jeg forbinder med et barn, der har været udsat for noget forkert.
Han gik på toilettet selv. Efter et ( lidt for langt) stykke tid, ville min mand lige tjekke op på situationen. På toilettet mødte ham et højst usædvanligt syn. Vores lille dreng havde lavet stort i den kop vi normalt opbevarer tandbørster i, og nu var han igang med at skylle det ud i vasken. Ømmm og hvordan tackler man lige sådan en. Vi hævede ikke stemmen, havde ikke skæld ud stemmen på, men fortalte ham grav alvorligt at sådan noget foregår på toilettet, og INGEN andre steder. Drengen var selv meget alvorlig, og man kunne læse i hans små treårige øjne, at han ikke selv rigtig vidste, hvad der var sket de sidste fem minutter. Jeg hjalp ham i bad, og min mand gjorde toilettet rent. Vi har ikke talt om det siden, vi mente ikke det ville gøre hverken fra eller til.
Men helt ærligt, er ovenstående normal opførsel for en treårig? Kunne virkelig godt bruge noget respons.

Åndsvage ting sket i dag.

Jeg har knækket min nyindkøbte tvillingenål, jeg havde kun brugt den til en halv bluse. Fuck altså.
Jeg har prøvet at læse lektier, og taget mig selv i at sidde og studere et billede af et histologisk snit ( sådan noget mikroskopi noget) med en forklarende billedtekst, og ikke kunne se hvad de udpenslede i billedteksten. Det er altså ikke særlig fedt, når man ikke engang fatter det, der bliver skåret ud i pap.
Godnat

Ohh joy!

Påske er i sandhed en velsignet tid. Mad, chokolade og øller i rigelige mængder. Vi har nydt ferien meget. I starten var det svært at finde ud af, at vi bare havde fri, altså ingen skole, daginstitution eller andre faste aftaler. Jeg har nydt det, og efter opstarts skænderierne var overstået, med både mand og børn, har jeg haft det som en lykkelig kvinde. Ordnet have, bagt kage, set tegnefilm gange en million, syet jakke, kysset børn, spinnet-Hurray, fået en god snak med min mandsling (=nærhed) og øvet mig i at hvile i mig. Nu er jeg tilbage på skolebænken, jeg er drøn træt med yndige rande under øjnene, rosen-revne hænder, ondt i muskulaturen, glad og med masser af mod på at komme igang med bøgerne igen- så visdom kom til mig! Jeg er klar til alt lige nu.
Note: Der er lige en der har indtaget stolen bag ved mig, der kom nogle meget mærkelige lyde fra hendes mobil. Jeg nåede lige at tænke: ej sluk lige mobillos søsterlagkage, så opdagede jeg det var en baby alarm!!!!! Fuck hvad sker der for overskuddet??? Hold nu barsel og nyd det damer!!! (erindrer hun fødte for under to måneder siden).
P.s. Jeg blogger når jeg burde høre efter i skolen, same on me, men jeg er stadig helt parat til at suge viden til mig, NU Hej Hej !




Tip: bilhotter får børn til at være stille og glade under lange køreturer hjem fra sukkerhypet påskegilde, tjek.

Skrald.

Bare fordi vi er flyttet til et hus med dobbelt så meget plads, betyder det ikke, at vi skal lade være med at smide sådan ca. 10 tons crap på lossepladsen. Jeg ved ærlig talt ikke, hvor vi har haft alle disse ting, men svaret må være, at en rigtig samler ( mig) finder altid, altid pladsen til en ny skat. Men jeg har besluttet at nu må de skatte, som er på deres fjerde flytning, uden at blive brugt nogen af de steder de har boet, lade livet og finde ro på lossepladsen ( selvom det inderst inde gør ondt).
Og sådan ser det ud når man kører på lossepladsen uden at eje en bil.



Og nej vi smed selvfølgelig ikke scooteren ud, Storebror ville bare ikke tage afsted uden den.

Ulykken er...

emmervæk at skulle til eksamen i morgen eftermiddag, og have planlagt flytning søndag. Vi må jo have været fuldstændigt skruptossede, da vi besluttede det.  Lige nu prøver jeg at koncentrere mig om eksamen, min mand knokler med at få huset parat til vi flytter. I korte træk skovlede han grus i 7 stive timer i går, legede med dykpumpe og skrald hele mandagen. I dag er det planen at han skal male. Det hele er en meget lang historie, som måske kommer på et andet tidspunkt. Men lyder det ikke som et dejligt sted vi flytter hen...? dykpumpe, skrald, grus og maling. Anyways nu eksamensforberedelse, senere børn, tonsvis af vasketøj, aftensmad, madpakker og sov og så forfra i morgen. Ses på den anden side!

Med hilsen fra Klynkerup.

Jojo, det er der en by der hedder. Den ligger mellem Påvejmodhelvede og Mineøjnefaldersnarti. Det er altså ikke en særlig fed by skulle jeg hilse og sige. Man skal hele tiden læse, når man er her, også selvom man meget hellere vil være hjemme hos sine drenge.
Heldigvis nåede jeg da at morgenhygge lidt og spise boller inden jeg tog afsted.
Åhhh hvor jeg glæder mig til at få mine weekender tilbage for en stund, når denne eksamen er overstået.
Når man sidder her og glor i sine papirer, flyver der mange tanker rundt i hovedet, så som: mon Ormen stadig er pjevset over sin vaccination, er Storebror i ballade humør, gad vide om min mand kan overskue at lave aftensmad (eller den står på rugbrød når jeg kommer hjem), ihhh hvor jeg savner dem og ind imellem flyver der da også en faglig tanke rundt, så heldigvis kan jeg mærke, at jeg bliver en lille smule klogere af al dette terperi.
Peace out fra byen hvor folk sover over bøgerne og tyller cola i samme tempo, som de ville drikke øl på J-dag. Her er ingen der ser skævt til en diæt bestående af kaffe, vand og princerolle, gør du?

Krise.

Sandheden er den, at jeg burde læse til eksamen. Sandhed nr. 2 er den, at jeg er presset, og ikke kan overskue det.
Jeg går rundt i en krise, hvor jeg mest af alt har lyst til at blive hjemme, drikke kaffe, sy børnetøj og nusse rollinger. Jeg føler mig ekstremt presset i skolen, og kan slet ikke finde ind i en læserytme. Den anden dag overvejede jeg for første gang, siden jeg startede på studiet, om det er det her, som skal gøre mig glad resten af livet, ville jeg blive gladere af at f.eks. være hjemmegående, eller måske bare tage en mindre krævende uddannelse. Jeg har talt med min mand om det, talt sådan ordenligt. Jeg har fundet frem til at jeg skal blive ved med at læse, fordi dette er min vej.
Jeg har prøvet alle mulige forskellige jobs, og de er alle blevet lidt for ensformige. Det er ikke fordi, at jeg synes, at det er ligegyldige job eller dårlige job, og jeg ønsker bestemt ikke at træde nogen over tæerne, det er bare ikke for mig.
Jeg har aldrig kedet mig på mit studie. Min mand sagde, at Johannes Møllehave har sagt, at man skal lære at elske gentagelsen, ellers bliver man aldrig lykkelig. Det vil jeg øve mig i at gøre, fordi i det job jeg ender ud i, kommer der helt sikkert også til at være gentagelser.
I bund og grund er det skrup forkælet, at jeg får lov at læse lige præcis det studie jeg ønsker mig højest, og så brokker mig, når jeg møder modstand. Jeg mener, det er jo langt fra alle steder i verdenen man får frit valg på uddannelses hylderne. Jeg bider tænderne sammen og holder ved, fordi jeg tror på, at det er det rigtige for mig. Også selvom det trykker for brystet i disse dage.

Gaver på SU.

Her i huset er "de voksne" studerende på SU. Det vil sige, at vi ikke har bil, vi ikke rigtig kan tage på ferie, at vi hele tiden skal spare og at jeg ikke får nye vinterstøvler i år (heller).  Heldigvis får vi stadig god mad og søvn og kys og rene underbukser, og jeg vil egentlig ikke sige, at mine unger går for lud og koldt vand, endnu, selvom de begge ligner jeg ved ikke hvad for tiden, med plysset "lusesikret" hår og løbende snotnæser.
Nå tilbage til det med pengene. Vi har ikke rigtig nogen.
For lidt tid siden blev ormen 1 år, og vi ville gerne give ham et legekøkken, da vi ikke har et i huset, og fordi det er noget begge drengene kan få glæde af. Ved I hvad sådan et koster?... nej.. okay, det koster et sted mellem 500 og 1000kr. (selvfølgelig er det billigere gennem den blå avis). Så mange penge giver jeg ikke for en gave til en et årig, der ikke engang kan sige mor. Derfor blev jeg glad, da jeg så en DIY til et legekøkken, og jeg ville ønske jeg kunne finde tilbage til den blog, hvor jeg så ideen, så jeg kunne takke og bukke for den gode ide.

Efter inspiration fra en "glemt" blog, er vores legekøkken lavet af:
En hvid laminatreol jeg skraldede fra gaden og baksede hjem oven på vores cykelanhænger.
En klat rød maling, vi havde i skabet.
En rustfri stålskål fra en genbrugs til en femmer.
En gammel vandhane fundet i vores kolonihave.
Sort sandpapir købt i silvan for 13 kr., brugt til kogepladerne.
Hjul fra et legetog der var i stykker, brugt som komfur knapper.
Et stykke plexiglas taget ud af en crapy ikea billedramme, brugt til ovnrude.
Wire og gardin klemmer vi havde liggende i værktøjskassen.
En knage, igen en vi havde liggende.
Hængsler til ovnlågen, købt i silvan for 16kr.
Små stofstykker og lidt kantebånd syet til viskestykker, grydelapper og gardiner.
Håndtag til ovnlåge, købt i genner til 2 kr.
Magneter der holder ovnlågen lukket, taget ned fra vores køleskab.
En klat superlim.

Derudover har jeg brugt en stiksav, en boremaskine, en nedstryger, en hammer og en masse knofedt.
Her er resultatet:

Flot ik?
Og så kostede det under 50 kr. i matrialer og så selvfølgelig en masse arbejdstimer, da jeg absolut ikke er håndværker, men bare stædig.
Se det kan man kalde SU-venlig pris.

Hverdag 2.

Jeg sover, spiser, smører madpakker, er træt, vasker tøj, vader rundt i krummer og gammel pizza (hint: jeg støvsuger ikke), skifter bleer, rydder op, laver mad, læser: totte bygger, har kronisk snotknæ, afleverer børn med 7000 pakkenellikker på slæb ( så jeg er svedig når jeg kommer i skole, SELVOM jeg nåede et morgendusch), skælder ud, barberer stortset aldrig ben, er stoppet med at gå med neglelak og, sidst men ikke mindst, er jeg glad.

I lørdags så jeg nogle bekendtes lille nye familiemedlem, nuurh han var kær, og jeg blev lidt skruk igen, hvordan er det muligt?

Ferieudfordringer.

Vi holder ferie. Vi besøger folk i nær og fjern. Det er skønt at være i sommerhuse uden Tv og spille piratbridge til aftenrødvinen. Udfordringen går på Storebror. Jeg tror aldrig jeg fik fortalt, at vi inden ferien var til endnu et møde i hans vugger. De fortalte, at det gik godt, og de synes han klarede det hele så meget bedre end før. Det var dejligt at høre, især når man synes, at man kæmper en hård kamp. Nu hvor vi holder ferie er vi konstant i uvante rammer og rytmer, og hold da op det kan mærkes på min store dreng. Han kan slet ikke finde ud af hvor grænsen går. Jeg bebrejder ham ikke, for det kan jeg heller ikke. Jeg har lige læst denne bog om børns selvværd, den er skrevet af Dan Svarre, og den handler bl.a. om at dit eget selvværd afspejler sig i dit barn, så det gælder om at kigge ind ad. Den satte tanker i gang, og os lidt på arbejde. Jeg synes den er værd at bruge en aften eller to på at pløje igennem.






- Posted using BlogPress from my iPhone

Noget om mødre.

There he goes.




På ferie med mormor og morfar. Og så stod jeg tilbage med en stor klump i halsen og vinkede. Jeg var faktisk ikke forberedt på at min mave ville vende sig og tårerne ville presse sig på.
Nu skal vi nyde kun at have et barn. I aften har vi endda fået farmor til at passe Ormen. Kort sagt satser vi på frihed, fjollethed og kærlighed, for voksne. I virkeligheden er det måske slet ikke så tosset at undvære sin øjesten nogle dage.

Noget om drenge #8 Kan prøve at tale så voksent...

men er virkeligheden deres mors lille troldunge. Når man spørger Storebror, om han kan huske, at han skal på ferie i dag, svarer han, med rettet ryg og et seriøst blik i øjnene: "ja" og tilføjer " Mor ikke med" og "Far ikke med".  Puha, han skal på ferie med mine forældre, og selv det kun er 4 dages tid indtil vi ser ham igen, savner jeg ham allerede.

Morgenens succesoplevelse.

Storebror og jeg legede lidt med lego, jeg sagde jeg ville gå efter kaffe, og at han bare kunne lege videre. OG ved I hvad??? Det gjorde han faktisk et minut eller to, han kørte endda en lille tur med legotoget rundt i stuen og sagde tuttut, inden koncentrationen røg fløjten.
Og hvordan går det ellers??
Tjooo jeg er sådan virkelig træt. At min mand er hjemme det meste af tiden giver ikke så meget mere overskud, han er også træt. Det er hårdt at være på HELE tiden, og jeg ved ikke hvorfor, men "en dårlig dag" fylder enormt meget i bevidstheden i forhold til en god dag. Og vi er så fucking bevidste om alt, at det er til at blive syg af.
Når jeg er træt, bliver jeg let distræt og gnaven. Jeg har f.eks. lige siddet og rå gnedet mig i højre øje, som jeg ellers har lagt makeup på for 10 min. siden. Møg. Jeg må hellere gå ind og rette op på makeup-massakren, inden jeg bliver gnaven.

Handleplan.

Ja, det tror jeg det hedder, det vi nu har lagt for Storebror. Vi var til samtale i vuggestuen i onsdags. I store træk skal vi hjælpe Storebror til at lege selv, komme ham i forkøbet når vi kan se, at han er ved at blive voldsom, give ham meget opmærksomhed og en masse kys, kram og nus. Både herhjemme og i vuggestuen.

Så kan det være du spørger: "jamen, lader I ham da bare blive voldsom og sejle i sin egen sø normalt?", "nussede I ham ikke før?", "får han ikke opmærksomhed?"
Svaret er selvfølgelig: "nej, jo og jo, hvad tror du selv?"
Selvfølgelig gør vi alle de ting. Storebror er 2 år og det virker som om, at han har svært ved at kapere det hele nogen gange, så vi skal kridte banen lidt tydeligere op, og hjælpe ham med at bevare roen når overblikket ryger fløjten.

Med hensyn til gisningen om at han har et sart taktilt sansesystem, ser vi tiden lidt an, og imødekommer det med en masse fysisk kontakt (jeg ved ikke hvordan, at jeg kan formulere det ordenligt).

Det var en svær samtale. Svært at høre alt det hårde, svært ikke at gå i forsvarsposition og svært at huske hvad jeg selv mente. Vi talte længe og om mange ting, mange flere end dem jeg har nævnt her. Vi gik derfra med godt mod. Jeg fik fortalt hende, at jeg blev meget ked af det i sidste uge og været det siden, at vi stadig ser vores skønne dreng, når vi kigger på Storebror, at vi gerne vil lytte til deres faglighed, at vi synes det er mærkeligt at give ham mærkat på og vi fik spurgt, hvad de gør for ham. Vi valgte, at tale helt åbent med hende, det føles dog mærkeligt at lægge sit følelsesliv ud på personalestuebordet ved siden af lunken kaffe, en vissen plante og en halvtom pose lakridser, men mon ikke det er til det bedste.

Nu knokler vi herhjemme. Det "gode mod" vi forlod samtalen med bliver hele tiden gjort usikker til bens, vi vakler og finder fæste, men vi klarer det sgu, ikke mindst Storebror. Sjove, seje, kloge, omsorgsfulde, lille Storebror.

I dag har Storebror og jeg bl.a. leget med duplo. Vi fik hjælp til at bygge et meget højt tårn af elefantbamsen, babyelefantbamsen og sovekaninen Mick Jagger, det gik godt.