Krise.

Sandheden er den, at jeg burde læse til eksamen. Sandhed nr. 2 er den, at jeg er presset, og ikke kan overskue det.
Jeg går rundt i en krise, hvor jeg mest af alt har lyst til at blive hjemme, drikke kaffe, sy børnetøj og nusse rollinger. Jeg føler mig ekstremt presset i skolen, og kan slet ikke finde ind i en læserytme. Den anden dag overvejede jeg for første gang, siden jeg startede på studiet, om det er det her, som skal gøre mig glad resten af livet, ville jeg blive gladere af at f.eks. være hjemmegående, eller måske bare tage en mindre krævende uddannelse. Jeg har talt med min mand om det, talt sådan ordenligt. Jeg har fundet frem til at jeg skal blive ved med at læse, fordi dette er min vej.
Jeg har prøvet alle mulige forskellige jobs, og de er alle blevet lidt for ensformige. Det er ikke fordi, at jeg synes, at det er ligegyldige job eller dårlige job, og jeg ønsker bestemt ikke at træde nogen over tæerne, det er bare ikke for mig.
Jeg har aldrig kedet mig på mit studie. Min mand sagde, at Johannes Møllehave har sagt, at man skal lære at elske gentagelsen, ellers bliver man aldrig lykkelig. Det vil jeg øve mig i at gøre, fordi i det job jeg ender ud i, kommer der helt sikkert også til at være gentagelser.
I bund og grund er det skrup forkælet, at jeg får lov at læse lige præcis det studie jeg ønsker mig højest, og så brokker mig, når jeg møder modstand. Jeg mener, det er jo langt fra alle steder i verdenen man får frit valg på uddannelses hylderne. Jeg bider tænderne sammen og holder ved, fordi jeg tror på, at det er det rigtige for mig. Også selvom det trykker for brystet i disse dage.