Universet holder nøje øje med os.

Som bekendt er vi en familie med 2 små børn, et fuldtidsstudie, et deltidsstudie (ja undskyld kære mand, jeg kan altså ikke karakterisere det, du laver, som andet pt.), en masse freelanceopgaver (ja det er så også min kære mand), et hus, en have, en sød omgangskreds (både venner og familie under denne kategori), en sindsyg sy/strikke hobby, tonsvis af vasketøj og jeg kunne selvfølgelig blive ved, men tror I er kvikke og ¨get the picture¨.
Vi har travlt, og tingene er bare aldrig lige så nemme som vi havde forestillet os. Faktisk bør jeg her nok kun tale for mig selv, da det er mig der tit har et fuldkommen urealistisk billede af hvordan vores hverdag, bare lige, kan fungere.
F.eks. er jeg altså ikke typen, der bare lige stå op og smider morgenmad på bordet,  afleverer børn, handler ind, tager hjem og studerer intensivt, henter børn, cruiser forbi første maj arrangement, snupper en kold mens børnene leger, spiser en hurtig picnic, tager hjem, kaster børn i bad og putter glade små trætte børn i seng. Selvfølgelig foregår det hele med et stort smil på læben. Ovenstående lyder nemt, og er også sådan tingene tit ser ud oppe i mit hoved.

Jeg er dog en anden type. Min dag kunne se sådan ud (1.maj 2012): Står op, sluger brød og KAFFE ved køkkenbordet, skændes med min kæreste om hvis tur det er til at aflevere børn, afleverer børn sammen, handler sammen, tager hjem. Kan selvfølgelig ikke tage mig sammen til at læse, bliver enig med mig selv om, at jeg da har fået lidt struktur på min læsning. Bruger lang tid på spise frokost (mmm stegt torskerogn og makrel), læser lidt mere ( denne gang læser jeg faktisk). Tager afsted for at hente børn. Beslutter at droppe første maj, fordi jeg ikke kan overskue det. Istedet handler jeg mini is i LIDL, inden jeg henter unger. På vej hjem vinder jeg 1000 børnepoints på at hive is op af tasken. Vi stopper ved farmor, for at fordrive lidt ulvetime. Farmor cykler med os hjem for at ¨besøge os¨(vigtigt for en 3 årig og vi bor 5 min. fra hinanden). Vi holder 1 maj i vores egen have, børnene plasker med vand og griner og bliver mega trætte. Maden bliver færdig for sent, og der er mange grunde til gråd på dette tidspunkt. Et barn bliver vasket, dog uden hårvask, selvom det er mindst en uge siden, og puttes derefter halvgrædende-træt. Et andet barn leger overraskende godt, men da nattøj bliver nævnt, græder dette barn også, og puttes hulkende. Hulkelydende stopper dog to sekunder efter hovedet rammer puden, og afløses af snorken.
Ovenstående er beskrivelse af en god dag i kongefamilien. Vi nåede at hygge en del, og jeg er faktisk et sted, rent studiemæssigt, hvor jeg er begyndt at føle overblik, og jeg er ved at lære at hygge mig midt i kaos. På den sociale side har vi en del arrangementer planlagt for maj, men de er efterhånden vel planlagt, hvilket avler overskud hos moren. Kort sagt, jeg følte mig ovenpå.

Men, men, men jeg har åbenbart glemt, at universet fører et nøje regnskab over børnefamiliers gøren og laden. Et regnskab hvor overskud på bundlinien er fuldstændigt uacceptabelt. Det er bestemt fra højere magter, at man med to små børn partout skal hænge i en meget tynd tråd, og det nytter ikke, at hjælpe til, ved at hænge i med neglene, for de er allerede slidt af. Overskud= umuligt.
Det havde jeg glemt, heldigvis var universet så sød at huske mig på det, da Storebror vågnede op i morges med ryg og mave fyldt med små fine skoldkopper.
Dette sætter os selvfølgelig tilbage til i overlevelses-mode, og jeg forventer selvfølgelig at når vores dreng om en uges tid kan komme i børnehave igen, vil Ormen uden tvivl lægge sig med de små sataner spredt ud over hele kroppen.

Glædelig 2. maj.

Lorte jul.

Ej det passer ikke, jeg kan godt lide jul. Jeg kan bare ikke lide jul i november, eller oktober for den sags skyld.
Men jeg er sgu lidt sur over, at man åbenbart ikke er berettiget til at holde 1.december, medmindre man har overskud til at planlægge det 100 år i forvejen. Det har jeg ikke haft i år.
I dag har jeg været i skole fra kl.8.00 til 14.00, kl.15 hentede jeg børn, derefter hjem og hente mad og mand, og så afsted til fællesspisning i vuggeren kl.16.30 (som var hyggeligt) og så hjem igen, læse, putte, madpakker, træt, træt og træt.
Planen var at jeg mellem 14.00 og 15.00 skulle indkøbe kalenderlys, ulandskalender og mistelten, som jeg synes, at jeg i det mindste ville have i mit upyntede hus 1. december.
Efter at have været i brugsen, bog&ide, 3 banker og 2 blomsterbutikker var det eneste jeg havde opstøvet en vissen mistelten, god fucking jul. Nåede aldrig at købe kalenderlyset, fordi jeg rendte rundt efter ulandskalenderen(som åbenbart er udsolgt i O-town) og misteltenen, så jeg måtte lige i føtex på vej hjem fra fællesspisning, og der tilsmilede lykken en træt mor til to, som åbenbart ikke kan finde ud af at købe ind til jul i ordentlig tid.
I føtex, på falderebet til første december, købte jeg en færdiglavet kalenderlys dekoration til halv pris. Jeg har selv bundet et rødt bånd om, og nu ligner det næsten, at den er hjemmelavet. Haha in your face december, du skal ikke tro, at jeg er for fin til at sige ja tak til resterne fra de riges bord(eller planlægnings julebord er det vel).

Og sådan ser jul for 42,50kr. ud(med mos og kanelstang, ingen smalle steder her):

Glædelig første december folkens! lige om lidt altså.

Noget om drenge #15 De kan gøre dig rædselsslagne...

når de er væk.
I dag var min mand ude i haven med drengene. Jeg kiggede ud af vinduet og kunne pludselig kun se Ormen og Manden. Hmmm tænkte jeg og hørte en ringklokke i det fjerne. Jeg bankede på ruden og så spørgende på min mand, han mimede : Storebror kommer ind til dig. Hmmm tænkte jeg, og gik ud til døren og åbnede. Der var ingen søn og heller ingen søn i sigte da jeg gik ud ved vejen og kiggede, og heller ingen søn da jeg gik om i haven og kiggede.
Han var væk, min mand løb ned af vejen for at hente ham. Han ( min mand) var godt nok væk rigtig længe, synes jeg, men så så jeg et hoved komme løbende og tænkte pyha, han (drengen) er fundet og min mand løber, mens sønnikke kører på løbecykel. Som min mand kom tættere på, kunne jeg se, at han var alene, og at han havde et bange udtryk i ansigtet. Så brød jeg ud i tårer, fordi jeg blev meget bange. Drengen var væk. Min mand snuppede cyklen og tog afsted. Jeg smed Ormen i et tæppe og i ladcyklen og kom afsted. Hold kæft jeg var bange nu, og meget hysterisk.
Ringede til min mand, han havde fundet ham, på en stor vej der hedder Rugårdsvej, hvor bilerne kører stærkt.
Vi er stadig i chok. Men han er i god behold. Storebror havde sagt til min mand, at han bare ville ind til mor, i stedet havde han taget sin løbecykel og taget på eventyr. Ganske fredsommeligt i Storebrors verden, ikke særlig fredsommeligt i forældrenes.
Nu skal vi nok holde godt øje med ham fremover. Men kan ikke anbefale at lære det på denne måde, så hold godt øje med jeres unger derude (lyt til mig, jeg taler af erfaring), især de frygtløse og eventyrlystne hurtigtcyklende drenge, som er så højtelskede at bare tanken om, at han var væk, stadig kan få læben til at bævre.

Kender I det,

når man melder sig frivilligt til at tage med vuggestuen på tur, fordi der er sygdom blandt personalet, og institutionen ikke har råd til vikarer? Og kender I det, når pædagogen siger, at lige til turdag, har de faktisk vikar på? Og kender I det, når man alligevel får insisteret på, at det da slet ikke er et problem at bruge sin tirsdag på turdag, og alligevel ender med at tage på tur med vuggeren?
Nej vel, det kender I ikke? Det gjorde jeg heller ikke, før i går, hvor ovennævnte episode faktisk udspillede sig for mig. Og det var slet ikke min mening, jeg ville jo bare være lidt venlig, men venlighed, kombineret med massive trætheds tømmermænd, resulterer åbenbart i kongemor på tur med vugger.
Håber pædagogerne synes det var bare en lille hjælp, at have mig med, og ikke bare irriterende at have hende den insisterende mor på slæb.
Og forresten endte jeg trods trætheds tømmermænd med at have det vildt hyggeligt sammen med de der unger.
Vi var på Odense havn:

Ulykken er...

emmervæk at skulle til eksamen i morgen eftermiddag, og have planlagt flytning søndag. Vi må jo have været fuldstændigt skruptossede, da vi besluttede det.  Lige nu prøver jeg at koncentrere mig om eksamen, min mand knokler med at få huset parat til vi flytter. I korte træk skovlede han grus i 7 stive timer i går, legede med dykpumpe og skrald hele mandagen. I dag er det planen at han skal male. Det hele er en meget lang historie, som måske kommer på et andet tidspunkt. Men lyder det ikke som et dejligt sted vi flytter hen...? dykpumpe, skrald, grus og maling. Anyways nu eksamensforberedelse, senere børn, tonsvis af vasketøj, aftensmad, madpakker og sov og så forfra i morgen. Ses på den anden side!

Back in O-town.

"Vi er hjemme i vores eget hus. Her er mange ting", sagde Storebror da vi kom hjem. Vi bor i lejlighed, og ja ok jeg er samler, men prøver altså at begrænse mig. Jeg købte f.eks. kun lidt stof i genbrugsen på Læsø og slet ingen ting på kræmmermarkedet
Vi er hjemme efter knap 2 ugers ferie i sommerhuse hos diverse bedste-og oldeforældre. Vi har hygget os, men til sidst var vi alle, børnene inklusiv, meget trætte, fordi intet var som det plejer. Man kan godt lide at tingene er som de plejer, når man er 10 måneder eller 2 år gammel. Man kan selvfølgelig også godt lide græs, is, bedsteforældre, sol, regn, pandekager, vandpistoler, gravkøer, eventyrer på egen hånd, sporvogne, cykler, stranden, katten Nala, samt Olde's brune sovs og kartofler. Når alle de faktorer er gjort op, kan vi vist godt blive enige om at det var en god ferie. Også selvom Storebror tissede i mit sengetøj, så jeg var nød til at håndvaske det, der er jo ingen der har et ekstra set sengetøj med, når de kun skal være en uge i sommerhus vel? 

Lærestreger.

Den står stadig på toptunet travlhed herhjemme. I dag er det meste af travlheden fuldstændig selvforskyldt. I aften skal vi til havefest med vores dejlige fødevarerfællesskab. Man skal have en ret med, og eventuelt en dessert,  til en fælles buffet og så ellers en masse godt humør.  Humøret er i hus, for jeg synes virkelig, at det fødevarerfællesskab er en total god idé, og indtil videre har jeg kun mødt nogle ovenud imødekommende mennesker i forbindelse med den forening.

Så var der det med retterne. Jeg sad i morges og pløjede kogebøger, for jeg ville gerne lave noget lækkert, let og vegetarisk ikke mindst. Jeg har indtryk af, at rigtig mange af medlemmerne er vegetarer, og jeg er åbenbart sådan en "pleaser", at jeg så ligepludselig selv vil lave vegetarmad, for ligesom at passe ind. JA, magen til "crap" skal man lede længe efter. Jeg er nemlig overhovedet ikke vegetar. Heldigvis gik det op for mig i morges, at det er dumt at prøve at være noget man ikke er. Jeg besluttede mig for nogle sunde deller, salat og brød, faktisk det her. Til dessertbordet laver jeg en æblekage fra en af Sif´s bøger.
Den menu er nogenlunde overskuelig, eller det vil sige, at det havde den været, hvis det ikke er fordi, at jeg var alene hjemme med Ormen og Storebror. Sandheden er jo, at jeg netop i dag skulle være smuttet forbi Netto på vej derud og kastet en pakke pølser, en pakke brød, en cola og en sixpack i kurven, så ville vi være mere en parat til havefest i kolonihaven.
Så selvom jeg var klog nok til at springe over ved vegetarmaden, var jeg åbenbart ikke klog nok til at springe over at agere overskudsmor-der-laver-mad-hele-dagen-mens-jeg-passer-mine-to-DRENGE. Fanden tage mig, at jeg ikke kan lære, at jeg nogen gange bare er rødepølser-og-ketchup-mor. Kort sagt har det ikke været nogen fornøjelse at lave mad i dag.
Nu er min mand kommet hjem og børnene sover. Når de vågner tager vi til havefest, som jeg stadig glæder mig til, tror jeg tager både øl og vin med, jeg trænger.