Ny dimension i mit lille rige.

Mandag, altså i morgen starter en lille udfordring, jeg har sagt ja til at deltage i.
Udfordringen består i, at jeg i en uge kun må gå i tøj, som ikke har været i brug inden for det sidste år, nyt outfit hver dag.
Denne lille wardrobe challenge er en del af kære Idas afgangs projekt fra Design skolen i Kolding, hvor hun sætter fokus på bæredygtighed inden for mode.
Ida har sendt mig et par tilføjelser til ovenstående regel, de ses nedenfor:

1) Det er forbudt at fryse, så jakker og sweatre tages selvfølgelig i brug hvis nødvendigt. (Men ikke på billederne).

2) Som udgangspunkt skal skoene og tøjet bæres uden for hjemmet i minimum et par timer, men det er helt ok at have skiftesko til eventuelle høje hæle.

3) Man må ikke tage det samme på, før alt af den type tøj har været brugt mindst een gang.

4) Smykker og neglelakker er også en del af wardrobe challenge'en.

Sportstøj, nattøj og det tøj man er vokset fra, er undtaget udfordringen. 

Så sig goddag til kongemors modeblog. Det bliver en interessant uge, da jeg skal i klinik, og der derfor er en smule begrænsninger, da stilletter og alt for spraglet eller udfordrende tøj ikke går an, efter min mening.

Og udfordringen bliver ikke mindre af, at jeg rent faktisk i forbindelse med vores flytning (efter råd fra Ida), smed nærmest alt det tøj ud, som jeg ikke havde haft på i et år.

Men den med smykker og neglelak bliver heldigvis nem, da begge dele er forbudt på det hvide hospital.

Nå men ses på street'en/ kongemor

Dette er min hverdagsuniform, ALTID sorte jeans, sorte støvle converse (eller ind imellem mine indianer ankelstøvler), en løs t-shirt, cowboyskjorte eller en løs cardigan. Det er nemt. Jeg ungår som regel tøjkriser, da jeg altid ved, hvad jeg skal have på og alt passer sammen.

Pest eller kolera.

Jeg tror ikke der går en dag, eller en time, eller måske endda en halv time uden at jeg tænker "hold nu op, I går mig på nerverne" eller " jeg bliver sindsyg, gå nu væk", om mine børn. Ikke særlig sympatisk moder træk, det ved jeg skam godt. Hver dag tænker jeg, mmm idag tager jeg det bare stille og roligt, ingen stress, jeg kan rumme dem. Og hver dag når jeg skræmmende hurtigt min tolerance grænse for, hvor mange gange jeg stille og roligt kan forklare, at man ikke må slå sin lillebror i nødden med sit sværd, at man skal lade være med at hælde mælk på gulvet, at man ikke skal tage ting fra skraldespanden og putte dem i munden eller at man ikke selv bestemmer, om man skal have sandaler på i børnehave ( den diskussion har jeg faktisk droppet, sandaler, gummistøvler, kondisko, sol, isvinter, regn, jeg er ligeglad nu). Min pointe er, at jeg på daglig basis har lyst til at smide dem ud af vinduet og skænke mig et stort glas rødvin, måske endda en hel flaske og få lidt ro fra al den skrig og skrål der præger lydbilledet i vores lille odenseanske forstadshytte.
Og hvorfor smider jeg dem så ikke bare ad h til og nyder livet? Jo men det er jo fordi, jeg åbenbart ikke kan leve uden de to små borehoveder, de har bidt sig fast, som små blodsugende igler, der gør mig bleg i bæret.
Jeg sidder i flyet på vej til min allerkæreste veninde. Jeg skal være der en weekend. Den står på minus ansvar, maks hygge og ingen børn der tørrer snot af i mine bukser, men helt sikkert et glas vin eller to, og DRINKS. Wuhu frihed til mig, og nu er problemet bare, at jeg ikke var kommet en time væk fra min larmende hjemmebane før savnet meldte sig. Ja, man tror det er løgn- can't live with them, can't live without them.
Men ahhhh min tid en hel weekend, jeg pakker savnet væk.





Men se nu hvor kær den mindste er når han sover.

Skrig, jammer, jammer!

Nå men så fødte min veninde da lige en lille dreng. Det var en god fødsel, har jeg hørt. Han er mega dejlig, lækker og nuttet, har jeg hørt. Hun (moren) har ro, træthed og lykke i stemmen(i ved det man har når man lige er blevet mor), har jeg hørt. Om jeg har set dem endnu? nej da, men fuck hvor jeg glæder mig. Om jeg lige er blevet ramt af en skrukhedbombe? Hell ya, mine æggestokke piver og jamrer, hvilket de faktisk slet ikke har ret til, for jeg har jo faktisk trykket to små, ej faktisk kæmpestore (ca. 4500g begge to), drenge ud. Se selv:

Og ja de er tykke og trykkede, men de er mine ynglings.

Nu i hus!!!

Jeps vi er flyttet. Forholdsvis dårlig planlægning, eftersom jeg havde stor eksamen fredag. Vi pakkede alt lørdag og flyttede alt søndag, selvfølgelig ikke uden hjælp fra vores skønne venner og familie. Jeg er vist nogle for ivrig, kort sagt skal jeg lære at tage den med ro. Var sammen med min veninde på barselsbesøg hos vores fælles veninde i går. Veninde nummer 1 konkluderede hudløst ærligt, helt uden at ligge fingrer imellem, at jeg så MEGet mere træt ud end den nybagte mor. Eksamen + flytning i samme weekend= dårlig kombi.
MEN nu sidder vi i et hus med plads og masser af ro og skov lige rundt om hjørnet.
Med lidt vemod har jeg sagt farvel til lejlighed, gågade, larm og tagterasse. Det er mærkeligt.
P.S. Har jeg egentlig nogensinde sagt, at vi boede ved siden af et værtshus og havde røvballebas dunkende gennem soveværelsetsvæggen hver torsdag, fredag og lørdag. Lige den del af vores lejlighed kommer jeg nok ikke til at savne.

Single Ladies.

I går var jeg til fest. Det var min veninde der "hostede", og det var KUN for piger. Det gik i korte træk ud på at "give hendes eks fingeren" og puste nyt liv ind i hendes lejlighed. Det koncept var et hit, og vi grinede til den lyse morgen (eller mørke morgen, gab). Nu har jeg afsindigt ondt i knolden, og mit tømmermands ramte corpus skriger på cola. Men det er vel, hvad man kan forvente, når man har hældt en lind strøm af daiquiris, mojitos og øl indenbords, samtidigt med at man har danset sådan her hele natten:

Parmiddag.

Lige om lidt skal vi til parmiddag, med børn. Det er ikke noget vi gør særlig tit, så jeg er lidt spændt. Det er sammen med min super søde mødregruppe, deres mænd og unger. Vi har aftalt at børnene bliver puttet under bordet, og vi andre drikker rødvin til vi sejner (ej det passer ikke, men næsten). 

Det bliver spændende at se, om vores mænd kan finde ud af det sammen, det er nemlig lidt af et sats, da ingen af dem kender hinanden i forvejen. Hvis det går helt galt kan de jo bare snakke om børn, altid et nemt samtale emne, lidt ligesom vejret. Hvis det også glipper kan det være værtens kælderrum med dart OG bordfodbold, kan sætte gang i snakkeriet (kliche med mandens kælderrum? Ja, men en fed en af slagsen).

Anyways så glæder jeg mig rigtig meget til rødvin og grillbøffer. Håret har fået kur og neglene lak, og om lidt daffer vi afsted. Nå ja og jeg har da også barberet ben i dagens anledning, kommer jo ikke så tit ud.

Og prisen går til....

kongemor-hurra for mig.
I fredags var vi til havefest sammen med vores fantastiske fødevarerfællesskab. Der var dømt sol, sommer, græs, bål, øl, kongespil, musik, børn, hvidvin, store smil, fyldte maver,  voksne, popcorn, solcreme, sorte negle, saftevand, vattæpper, tippi, tæer og, sent på aftenen, trætte smil. Alle medbragte en ret til buffeten og nogle havde også dessert med. Her kan du se, hvad vi havde med. Den bedste ret og bedste dessert blev kåret, og gæt hvad.... nej du gætter det aaaaaldrig, nu siger jeg det! MIN (eller det vil sige Sif's) dessert vandt prisen som aftenens bedste dessert, ret vildt var. Og der fulgte endda en præmie med i form af total lækker-smovse-øko-fairtrade chokolade, virkelig fornemt.
Vi havde allesammen den bedste aften, både Storebror, mor og far, og også Ormen selvfølgelig. Faktisk hyggede vi os så meget, at vi første pakkede en total overtræt, men stadig glad Storebror i klapvognen kl.23.30, hvilket er langt over hans normale sengetid 19.30. På vejen hjem konstaterede Manden, at det var en af de bedste aftener han længe havde haft, og at han synes det havde været skønt, at være sammen med nogle mennesker der var så glade og positive, og at det havde været befriende ikke at skulle tale job og karriere og projekter, som han meget ofte gør for tiden.


Velkommen sommer!

Og psst så er jeg blevet sommerforelsket, mere om det på et andet tidspunkt.

Gave til mig, JA MIG!?!

JA GAVE. I fredags dumpede denne pakke ned i postkassen.



Pakken indeholdt tørshampoo til en trængende kvinde( mig ). Pakkens afsender er skønne karoline-med-k, som forbarmede sig over mig, da hun læste dette indlæg. Jeg synes ganske enkelt, at det er fantastisk at jeg har fået mig en blogveninde der er så omsorgsfuld. Søde Karoline du skal vide, at du gjorde mig virkelig glad-Tak!

Så er det venskab slut.

Jeg har haft den samme sundhedsplejerske til begge mine unger. Hun er rigtig sej, og jeg kan lide hende fordi, at hun var god at tale med, både om børn og om mig. Hun er sådan en sundhedplejerske der lytter, støtter og absolut ikke dømmer når man siger, at man synes, at modermælkserstatning lugter klamt og ikke har lyst til at give det til barnet(Storebror), selvom retningslinjerne siger, at barnet bør få 400ml om dagen. I stedet hjælper hun med at finde andre alternativer.
Og da man så kom med barn nummer to, og rent faktisk ikke havde mælk nok, så man var tvunget til at give modermælkserstatning, støtter hun også i det. Uden først at presse på for  at få amningen til at vare lidt længere selvom der hænger et skrigende og sultent barn ved et tomt bryst, og det er tydeligt for enhver at det ikke fungerer. Kort sagt er hun rigtig god, fordi hun støtter i den situation man står i, og ikke kører alle mødre over en kam.

I dag mødte jeg hende på gaden, jeg smilede og sagde hej, hun smilede og sagde hej, og fortsatte sin færd.
Det føltes mærkeligt, fordi jeg havde lyst til at stoppe op og sludre, jeg har jo talt om tunge emner med hende, om den store omvæltning det er at blive mor, om glæderne ved det, men absolut også "sorgerne" ved det. Derfor ser jeg hende nærmest som en veninde(åbenbart). Efter vi havde passeret hinanden på gaden, gik det op for mig, at jeg jo bare er en "borger" for hende, en arbejdsopgave. Jeg kan egentlig godt forstå, at hun ikke stoppede op. Da jeg var hjemmeplejer, ville jeg jo nok heller ikke have stoppet op og slået en laaang sludder af med de gamle "borgere" jeg mødte på gaden, men bare sagt høfligt goddag.

Jeg ville bare sige, at jeg synes det er mærkeligt, at vi ikke er venner i virkeligheden.

Et tegn!

Jeg sidder i toget på vej hjem fra vores kære hovedstad, Kongens København. Ormen og jeg har været til den skønneste fødselsdag. 1års fødselsdag vel at bemærke. Der er blevet guffet muffins med blå glasur og glimmerpynt, lagkage med hindbær, brownies med valnødder og boller med tandsmør. Det hele er blevet konsumeret i sådanne mængder, at jeg burde sprække hvert øjeblik det skulle være, og hvis ikke det sker, kunne jeg lige så godt have trillet til Odense og sparet togbilletten. Jeg har også slikket sol og slubret kaffe til den store guldmedalje. Og så tænker du måske, at det ikke bliver bedre en lørdag sidst i maj, men du tager fejl. Udover de gastronomiske godter ad libitum var det hele tilsat et godt gammelt slæng af gode gæve gutter og gudinder. Er du misundelig? Ahmen det ok, jeg forstår. Fik Ormen så osse kage? Næhhh nej, jeg er nazimor der nægter mine børn sukker til de er minst et år.
og nu til tegnet. Se hvad jeg fandt lige ved Stormbroen.


En vaskeægte konge. Gad vide hvad det er et tegn på?

Fødselsdag

Idag har jeg fødselsdag ( eller i går er det vel egentlig nu). Jeg elsker fødselsdag, og synes det er totalt ynglings dag. Den startede med at jeg kl. 6.07 ca. huskede manden på, at det vist var mig der skulle blive liggende, og ham der skulle stå op og hjælpe Storebror med at tænde Fragglerne. Kl.7.15 blev jeg vækket af tre drenge med flag og pandekager. Senere blev det til gåtur med Storebror, se det fine magnoliatræ.



Sofahygge med dameblad. Den opmærksomme læser kan se, at jeg har lak på samtlige negle, hvilket betyder, at der var ekstra tid til forkælelse.


Så stod den på bolledame aka. bollemonster (Manden har bagt) med familien.


Sidst men ikke mindst stod den på middag med mine gode veninder og Manden, som også vartede os alle op. Jeg glemte at tage et ordenligt billede af middagen. Herunder nærmer en skøn dag sig enden.

Sy-gaver-venner-vin-hjemmelavet lamme rullepølse.

Jeg er i fuld gang ved symaskinen, hvad der kommer ud af det viser jeg lidt af imorgen, ellers kommer jeg måske til at afsløre en overraskelse, og så har jeg ikke sagt for meget tror jeg.
I går fik vi besøg af vores søde venner, Ida og Matias. Det startede egentlig som min veninde, men vores mænder er vist også venner nu, ja faktisk er vi vist bare allesammen venner. Vi spiste og drak til den store guldmedalje. Der blev fortalt historier om ildelugtende prutter nogen i selskabet havde slået, og hvorledes modellers ben gøres tyndere og længere ved hjælp af fotoshop, alt sammen noget der fik mig til at føle mig herligt tilpas. Det hele var herligt, og lige nu sidder jeg og fordøjer det sammen med en rullepølsemad. Rullepølsen er af lam og med ramsløg hentet i skoven, det er kongeguf og Matias har sgu selv lavet den, hva si'r I så?

Fredag, mødregruppe og øl?!?

Jeps.
Bad.
Barbere ben.
Neglelak.
Tørre og ordne hår.
Rent tøj.
Ingen børn- WUHU.
Cafémad.
Øl.
Måske drinks,
SØDE damer.
Smokey eyes-ohhh yes.
Olieindsmørring af kroppen (ikke noget dirty, bare fordi min hud er knas tør).
Campari soda.
Sol. Sol. Sol.
FRIHED.
Sagde jeg INGEN børn.
Højst sandsynligt tidligt op i morgen- ingen WUHU her.

Har jeg forresten sagt jeg ikke ammer mere ? hehe

Kender I det....

når man møder en ven på gaden man ikke har set et stykke tid, så går samtalen som regel sådan her:

Mig:"Hej længe siden, hvordan går det?"

Ven: "Hej ja alt for længe siden, det går godt, hvad med dig?"

Mig: "blablabla"

Ven:"blablabla"

Mig:"blablabla"

Ven:"blablabla"

Mig:"Når men jeg må altså videre, men skal vi ikke snart tage en kop kaffe?"

Ven:" Jo helt sikkert lad os ringes ved!"

Kys, kram og farvel.

Det der så sker er, at ingen ringer, og så er vi lige vidt, desværre.

Idag ringede en "gammel" ven fra min første mødregruppe og spurgte, om jeg var hjemme, fordi hun stod lige nede ved baresso og så ville hun komme op med kaffe. "Fino" var midt svar.
Puha lidt stress over jeg stadig havde joggetøj på og ikke børstet tænder (klokken var jo kun 12, hvad kan man forvente af en mor på barsel;) og så rodede her selvfølgelig en del ( og ja her kan godt rode, selvom I måske ikke tror mig efter det her). Jeg børstede tænder og skiftede babyen (ja det bliver jo kun gjort når vi får gæster) og lod ellers næsten rod være rod.

Ven og latte kom på besøg, og det var bare smadder hyggeligt.
Det mindede mig på, hvor ærgerligt det er, at man (jeg) så sjældent får drukket den hurtige kop kaffe, jeg altid taler om. Og at bare en halv times sludder er nok til at sætte lidt krydderi på en helt kedelig hverdagsmandag. Så tak til impuls-kaffe-købende-og-udbringende ven-total JOY.