WARDROBE CHALLENGE- Dag 4.

I dag er det min mors 50 års fødselsdag, og vi skulle noget ret tys tys.
Jeg måtte finde festtøjet frem, og det gik ret nemt. Det er gået
op for mig, at de ting der overlevede udsmidningen for nogle måneder
siden enten har været dyre, købt i genbrug eller arvet, alt in between
 har åbenbart fået sparket.

Midnatsblå silkekjole fra Rützoe ( min brudekjole). Sort uldblazer fra Mads Nørgaard. Halskæde fra Georg Jensen, min 18 års fødselsdags gave fra mine forældre. Strømper uspecificeret. Grå pumps, ja ja med høj hæl. Grå metallic læder taske fra DKNY. Tyndt flet læderbælte. Neglelak fra Tromborg i mørk lilla. Mit udtryk på billedet, synes jeg, er for godt til, at det ikke skulle med i dette indlæg, selvom der var fine billeder, hvor jeg ikke er fanget i et hidsigheds udbrud. Det er, åbenbart dette blik, jeg kan sende min mand, når han prøver at få mig til at se flot ud på billeder ( han er også fotograf), og jeg bare er stresset og irriteret på ham.
Hvad fanden mener du???? Grrr!

Hurra, hurra/ kongemor

Åhhh hvad gør man?

Når man sidder på sin pind, med bøgerne (ej faktisk Ipad'en, jaja man er vel hoppet med ind i den elektroniske verden) åbne, og prøver, prøver, prøver og få noget fornuftigt for hånden, og der er en million andre ting der fylder hovedet. Lige nu burde jeg læse om forskellige typer af kræftsygdomme og hvordan de navngives, men det der fylder i mit hoved er helt andre sager, så som:

1.
 Pyyhhhh hvor er det hårdt at have en lille dreng der stadig er hjemme med skoldkopper. På den ene side har jeg lyst til at kysse og nusse ham, på den anden siden, er jeg ved at få pip i låget af, at han hele tiden skal hænge i mine imaginære skørter (sådan nogle går husmødre vel med). Jeg skal nok blive ved med at nusse, selvom det er svært. Jeg er ked af, at jeg ikke kan overskue ham, når det eneste han har brug for er sin mor. Hver gang jeg er skrap (som i 'nu skal du slippe mig' eller ' jeg vil være i fred et øjeblik' eller 'jeg
vil ikke lege med dig nu'), fortryder jeg det, jeg vil jo for pokker ikke ødelægge drengens selvværd.

2.
Jeg skal i klinik i næste uge (klinik=praktik i min verden), jeg glæder mig helt vildt, og er hunderæd på samme tid. Jeg er bange for, at jeg ikke er dygtig nok, det er en ¨frygt¨der har fulgt mig lige siden studiestart. Den er latent i løbet af semestret men blusser op ved tanken om forestående eksamen eller klinik. Hvis der er nogen, der ved, hvordan den fordrives for altid, må de endelig melde sig på banen.
Jeg har det som om, at jeg lidt har snydt alle ved at nå så langt med studiet, uden nogen har opdaget, at jeg ikke kan finde ud af det.

3.
Jeg skal huske at nusse min kære mand lidt, sådan en sygdomsuge pynter ikke just på parforholdet, skulle jeg hilse og sige.

4. Blah blah blah

5. Jeg vil også gerne sy.

2 dage inden skoldkopperne brød ud i fuldt flor.

Skrig, jammer, jammer!

Nå men så fødte min veninde da lige en lille dreng. Det var en god fødsel, har jeg hørt. Han er mega dejlig, lækker og nuttet, har jeg hørt. Hun (moren) har ro, træthed og lykke i stemmen(i ved det man har når man lige er blevet mor), har jeg hørt. Om jeg har set dem endnu? nej da, men fuck hvor jeg glæder mig. Om jeg lige er blevet ramt af en skrukhedbombe? Hell ya, mine æggestokke piver og jamrer, hvilket de faktisk slet ikke har ret til, for jeg har jo faktisk trykket to små, ej faktisk kæmpestore (ca. 4500g begge to), drenge ud. Se selv:

Og ja de er tykke og trykkede, men de er mine ynglings.

Tyvetøsen i Berlin.

Det er mig. Vi er på vej hjem fra byernes by, staden hvor der er plads til alle, mangfoldighedens samlingspunkt, kærlighedens højborg, kulturlivets bankende hjerte, skønhedens flammende bål og hverdagens betonblå fængsel. Jeg er ret vild med den sild, der kaldes Berlin, kan dunok forstå. Vi har nydt livet i tre dage, og jeg har brugt alle de penge mine børn fik i julegave på sushi og weissbier. Nope, jeg har ikke dårlig samvittighed over at have drukket alle børnenes skopenge op, det er jo faktisk en ustyrlig glad mor de får hjem, og jeg lover de ikke skal gå barfodede. Og, og, og ret skal være ret, jeg har faktisk også købt noget lækkert stof, som det er planen, der skal sys børnetøj(-sko??) af.

Tjys tjys eller hva er det man siger.

T+J= 4 år

Så længe har jeg kendt min mand. Ja det er lidt vildt. Tænk engang FIRE ÅR, det er altså lang tid. Jeg synes det føles som et par måneder.
Nå ja det er da også lidt vildt, at jeg på fire år har skudt to unger ud og fået en indgraveret ring på fingeren. Men lad os ikke dvæle ved detaljerne.
Jeg synes det skulle fejres, så jeg har bestilt en meget spontan kærlighedstur til Berlin (inkl. børnepasning), lige om nogle dage kører toget, og så står den på håndholdning, kysning og andet i den dur.
Jamen...så spørger du måske om vi har tid? om vi har råd? om vi tager afsted alligevel ?
Svaret er: nej egentlig ikke da jeg er midt i at skrive bachelor. Nej vi er rimelig meget på skideren rent økonomisk, denne uge har budt på skattesmæk, en smadret Ipad og TV der er gået i stykker. JA.

Noget om drenge #15 De kan gøre dig rædselsslagne...

når de er væk.
I dag var min mand ude i haven med drengene. Jeg kiggede ud af vinduet og kunne pludselig kun se Ormen og Manden. Hmmm tænkte jeg og hørte en ringklokke i det fjerne. Jeg bankede på ruden og så spørgende på min mand, han mimede : Storebror kommer ind til dig. Hmmm tænkte jeg, og gik ud til døren og åbnede. Der var ingen søn og heller ingen søn i sigte da jeg gik ud ved vejen og kiggede, og heller ingen søn da jeg gik om i haven og kiggede.
Han var væk, min mand løb ned af vejen for at hente ham. Han ( min mand) var godt nok væk rigtig længe, synes jeg, men så så jeg et hoved komme løbende og tænkte pyha, han (drengen) er fundet og min mand løber, mens sønnikke kører på løbecykel. Som min mand kom tættere på, kunne jeg se, at han var alene, og at han havde et bange udtryk i ansigtet. Så brød jeg ud i tårer, fordi jeg blev meget bange. Drengen var væk. Min mand snuppede cyklen og tog afsted. Jeg smed Ormen i et tæppe og i ladcyklen og kom afsted. Hold kæft jeg var bange nu, og meget hysterisk.
Ringede til min mand, han havde fundet ham, på en stor vej der hedder Rugårdsvej, hvor bilerne kører stærkt.
Vi er stadig i chok. Men han er i god behold. Storebror havde sagt til min mand, at han bare ville ind til mor, i stedet havde han taget sin løbecykel og taget på eventyr. Ganske fredsommeligt i Storebrors verden, ikke særlig fredsommeligt i forældrenes.
Nu skal vi nok holde godt øje med ham fremover. Men kan ikke anbefale at lære det på denne måde, så hold godt øje med jeres unger derude (lyt til mig, jeg taler af erfaring), især de frygtløse og eventyrlystne hurtigtcyklende drenge, som er så højtelskede at bare tanken om, at han var væk, stadig kan få læben til at bævre.

Hverdag 3.

Jeg er glad selvom alting hænger i en tråd.
Jeg syer, kysser børn, får mad, spinner, går i skole, knokler i skolen, lære nye ting, drømmer om fremtidige faglige projekter, tager en spontan bytur med store drinks (sjældent men ahhh), ser på Ormen mens han lærer at gå, lytter på Storebror når han siger: "mor, du skal spise din kage, så du ikke får hul i maven ( hvem har fortalt ham det?), drikker rødvin og husker at kysse min mand.
Sidst men ikke mindst øver jeg mig i at være glad, for det jeg har, og ikke stresse over det jeg skal. Det er mærkeligt at noget så ligetil kan være svært.

Hverdag 2.

Jeg sover, spiser, smører madpakker, er træt, vasker tøj, vader rundt i krummer og gammel pizza (hint: jeg støvsuger ikke), skifter bleer, rydder op, laver mad, læser: totte bygger, har kronisk snotknæ, afleverer børn med 7000 pakkenellikker på slæb ( så jeg er svedig når jeg kommer i skole, SELVOM jeg nåede et morgendusch), skælder ud, barberer stortset aldrig ben, er stoppet med at gå med neglelak og, sidst men ikke mindst, er jeg glad.

I lørdags så jeg nogle bekendtes lille nye familiemedlem, nuurh han var kær, og jeg blev lidt skruk igen, hvordan er det muligt?

Henter Storebror og p.s. jeg kan bakke med trailer (når jeg ikke er fuld)!!!

I lørdags vinkede jeg farvel til ham. Det var meget hårdt, ufff. Jeg savnede ham med det samme. Jeg har været spændt på hvordan det skulle gå. Ferie alene med mormor og morfar. Jeg har selvfølgelig ringet til dem, blev jo nød til at høre hvordan den lille mand klarede det. Han har været glad, der har været en ked-af-det situation, han var kommet til at lave stort i sin natble, og det er jo ikke så rart, når man ellers har været blefri siden april. Han blev skiftet og kom tilbage i seng, og så var der lidt mor-kalden. Min mor sagde, at hun holdt om ham til han sov igen. Jeg vil også gerne holde om ham.
Noget andet svært for moren at accepterer, har været, at alle vores regler og rytmer er blevet brudt. Der har gældt bedsteforældrelove, og de harmonere ikke altid med mine egne love. Jeg har gjort mig umage for ikke at kommentere på sengetid og isindtag, når jeg har talt med dem. For helt ærligt, hvis man ikke kan få lov at være længe oppe og spise sig mæt i is, når man er på ferie med bedsterne, hvornår i hede hulen kan man så?

Tiden herhjemme er mod forventning gået hurtigt. Vi har fået ryddet godt og grundigt op i vores kolonihave, at slæbe rester af havehus på losseren, luge have og klippe hæk er ikke for småbørn, næh nej det er skam benhårdt arbejde, men vi blev enige om, at det var rart, at det var lidt fysisk, så havde man ligesom bedre fortjent sin middagslur...eller noget (som om, jeg fortjener ALTID en middagslur).
Jeg tror det bliver rigtig godt derude i haven. Sol, æbletræer og tidslomme må unægteligt give forhøjet livskvalitet, hvis du spørger mig.

Lørdag aften fik vi passet Ormen også, og så kan I ellers lige tro, at de voksne slog sig løs. Først ude at spise og blive halvsnaldret over en flaske rød. Så på bar og drikke, hvad der ifølge manden var en meget stor, mindst 1 liters, øl.  Efter øl og smøger- wuhu! Gik turen til en anden bar, hvor man kunne få dobbelte gin og tonics til 35kr. følte at det var den rene gavebod, namme nam. Det var ganske enkelt fantastisk at være unge, og få lov til at opfører sig som andre unge, om ikke andet bare for en aften. Det var tiltrængt, at få lov at kigge min dejlige mand dybt i øjnene i nogle timer, faktisk blev jeg lige lidt mere forelsket. Efter drinks, øl og vin gik turen hjem. Kl.00.00 lå vi i sengen, kan man så lige tale om at være ung og vild, eller hva?!?

Om lidt kører vi op for at hente Storebror, og nyde lidt tid i sommerhus.

Noget om mødre.

There he goes.




På ferie med mormor og morfar. Og så stod jeg tilbage med en stor klump i halsen og vinkede. Jeg var faktisk ikke forberedt på at min mave ville vende sig og tårerne ville presse sig på.
Nu skal vi nyde kun at have et barn. I aften har vi endda fået farmor til at passe Ormen. Kort sagt satser vi på frihed, fjollethed og kærlighed, for voksne. I virkeligheden er det måske slet ikke så tosset at undvære sin øjesten nogle dage.

Fredag og kæresterier.

Ja, det var planen, at vi skulle have lidt af det her til aften. Noget med børnene i seng, voksentid, god mad, vin, chips (uden tvivl), musik, starinlys og brætspil. Jeg elsker, at banke min mand i brætspil, heldigvis er jeg så vidende, at jeg vinder hver gang. Så jeg har kun latter til overs, når han siger, at jeg burde læse flere nyheder tsk tsk, blogs er vel også nyheder?!?

Desuden er jeg på barsel, så han kan bare gemme de gode råd, til jeg vender tilbage til det virkelige liv (det var vist et sidespring).

Ben Harper har en lidt speciel plads herhjemme. Manden og jeg så en fantastisk koncert med ham i Amsterdam, på samme ferie hvor Storebror blev lavet.

Handleplan.

Ja, det tror jeg det hedder, det vi nu har lagt for Storebror. Vi var til samtale i vuggestuen i onsdags. I store træk skal vi hjælpe Storebror til at lege selv, komme ham i forkøbet når vi kan se, at han er ved at blive voldsom, give ham meget opmærksomhed og en masse kys, kram og nus. Både herhjemme og i vuggestuen.

Så kan det være du spørger: "jamen, lader I ham da bare blive voldsom og sejle i sin egen sø normalt?", "nussede I ham ikke før?", "får han ikke opmærksomhed?"
Svaret er selvfølgelig: "nej, jo og jo, hvad tror du selv?"
Selvfølgelig gør vi alle de ting. Storebror er 2 år og det virker som om, at han har svært ved at kapere det hele nogen gange, så vi skal kridte banen lidt tydeligere op, og hjælpe ham med at bevare roen når overblikket ryger fløjten.

Med hensyn til gisningen om at han har et sart taktilt sansesystem, ser vi tiden lidt an, og imødekommer det med en masse fysisk kontakt (jeg ved ikke hvordan, at jeg kan formulere det ordenligt).

Det var en svær samtale. Svært at høre alt det hårde, svært ikke at gå i forsvarsposition og svært at huske hvad jeg selv mente. Vi talte længe og om mange ting, mange flere end dem jeg har nævnt her. Vi gik derfra med godt mod. Jeg fik fortalt hende, at jeg blev meget ked af det i sidste uge og været det siden, at vi stadig ser vores skønne dreng, når vi kigger på Storebror, at vi gerne vil lytte til deres faglighed, at vi synes det er mærkeligt at give ham mærkat på og vi fik spurgt, hvad de gør for ham. Vi valgte, at tale helt åbent med hende, det føles dog mærkeligt at lægge sit følelsesliv ud på personalestuebordet ved siden af lunken kaffe, en vissen plante og en halvtom pose lakridser, men mon ikke det er til det bedste.

Nu knokler vi herhjemme. Det "gode mod" vi forlod samtalen med bliver hele tiden gjort usikker til bens, vi vakler og finder fæste, men vi klarer det sgu, ikke mindst Storebror. Sjove, seje, kloge, omsorgsfulde, lille Storebror.

I dag har Storebror og jeg bl.a. leget med duplo. Vi fik hjælp til at bygge et meget højt tårn af elefantbamsen, babyelefantbamsen og sovekaninen Mick Jagger, det gik godt.

Mere om min sommerforelskelse.

Nu er jeg parat til at introducere jer for min sommerforelskelse.
Vi skal ud på en lille tur, så spænd hjelmen og husk solcreme.

Vi hopper på cyklen og træder i pedalerne i ca. 15 minutter. På et tidspunkt møder vi en høj bakke. Den kan vi desværre ikke komme uden om, men jeg lover, at det er det hele værd.

Du er kommet til det rigtige sted, hvis denne udsigt møder dig på toppen:

Nu fortsætter vi ned af denne gang,

og planter vores fødder i den have, som ser mest tilgroet ud.

Her kan vi finde blomster.

Vi kan finde lidt bær.

Hvis vi leder godt, kan vi også finde rabarber.

Der er ikke mindre end 3 fine æbletræer.

Nede i hjørnet står en lille faldefærdig rønne, som vil blive revet ned. Vi har nemlig besluttet at lave et, for os, stort indhug på den ikke eksisterende opsparing. Da ingen af os er handy, forærer vi os selv en "bjælkehytte samlepakke" fra Bauhaus og en tømrer. Tømreren skal vi aflevere tilbage, men den lille bjælkehytte forbliver vores i al evighed.

På denne herlige plet er der plads til glade bybørn,

som kan lære hvad det-der-græs er for noget.

Nu kan du måske forstå, hvorfor jeg er forelsket. Ville du ikke også blive forelsket i en kolonihave, der giver dig blomster?

Jeg føler mig ramt og så...

alligevel ikke.
I går fortalte jeg om noget, der ligger mig meget på sinde, noget der trykker mig.
Jeg fik nogle meget søde og brugbare kommentarer, som jeg sætter stor pris på.
Den kære Hulebo gav mig dette link til et blogindlæg, som handler om kommunikation og magtforholdet i forældresamtaler. Det var lærerigt at læse, og meget relevant i forhold til den situation jeg står i lige nu.
Jeg følte mig virkelig uforberedt på, hvad der kom til mig/os i onsdags, og som harning indlægget beskriver, var jeg i chok.
Jeg tror at grunden til, at jeg skriver dette indlæg er, at jeg gerne vil fortælle, at jeg føler mig utrolig ramt af Harning indlægget, men at jeg ikke føler mig ramt af sidste del, hvor en kvinde føler sig talt ned til af en pædagog. Gårsdagens indlæg var min opfattelse af en samtale, hvor (næsten) kun de tunge ord brændte sig fast på min nethinde. Jeg var i chok, men jeg følte mig ikke truffet over pædagogen, hendes fremgangmåde eller hendes omsorgsfuldhed tilslut i samtalen. Jeg vil helst ikke have det misforstås, da jeg synes, at hun og hendes kollegaer er dygtige og omsorgsfulde, og jeg har respekt for dem. Dermed ikke sagt at jeg uden at blinke godtager en diagnose på vores dreng, mange har husket mig på, at vi ikke skal glemme hvordan vi opfatter vores dreng, og det gør jeg ikke.

Jeg synes, at det er rigtig svært at være mor lige nu. Jeg synes, at det er svært at finde den gyldne vej hvor ro, regelmæssighed og renlighed efter sigende skulle give glade og veltilpasse børn. For lige nu ved jeg ikke hvad den rigtige ro er og hvor regelmæssig at regelmæssigheden skal være.

Tristhed og tårer.

Jeg er ked af det, og jeg græder. Jeg har lyst til at kramme min store lille dreng hele tiden.

Vores Storebror er en voldsom gut, han er stor og stærk af sin alder, og han er tit voldsom over for andre børn. Jeg har tænkt en del over det på det sidste. Vi har talt om det herhjemme på det sidste. Tænkt på og talt om hvordan man kan lære ham, at man ikke må slå. Jeg kan ikke lide at råbe og jeg kan ikke lide at skælde meget ud, og jeg øver mig i ikke at hidse mig op over for ham. Vores strategi har indtil videre været at sige bestemt "nej det må man ikke", og så henlede opmærksomheden på noget han godt må, så han ikke føler sig skældt ud hele tiden. Jeg syntes, at det har været meget svært at håndtere ham nogen gange.

Onsdag da jeg hentede Storebror i vuggestuen, ville pædagogen godt lige tale med mig og aftale et møde om Storebror. Det skulle handle om, at han er meget voldsom, at han tit slår og skubber de andre børn, at han ikke kan finde ud af at lege selv, at han ikke kan finde ud af at lege/omgås de andre børn, at når han leger med sig selv er det destruktive lege, som at gå og slå til ting med en pind, at han har dårlige sociale kompetencer og at de mistænker, at han har et sart taktilt sansesystem.
Det var som at få en mavepuster, jeg fik tårer i øjnene og lidt kvalme, og jeg har grædt mange gange siden.

Selv om at jeg godt vidste, at han er voldsom og kan være skrap, gik jeg ud fra at det var en fase, som så meget andet. I virkeligheden er det langt mere alvorligt end som så, fordi min søn måske mistrives. Jeg er ked af det på hans vegne, og jeg er ked af, hvis vi har håndteret ham forkert.

Der er ikke nogen der har fortalt mig, at det kan forvolde så meget smerte at være forældre. Jeg har en sten siddende i mit hjerte, en klump i min hals og det føles som om at nogen maser mig så hårdt, at jeg ikke kan være i mig selv. Alt dette vil jeg med glæde bære rundt på, hvis bare min lille dreng var glad og ubekymret.

Og prisen går til....

kongemor-hurra for mig.
I fredags var vi til havefest sammen med vores fantastiske fødevarerfællesskab. Der var dømt sol, sommer, græs, bål, øl, kongespil, musik, børn, hvidvin, store smil, fyldte maver,  voksne, popcorn, solcreme, sorte negle, saftevand, vattæpper, tippi, tæer og, sent på aftenen, trætte smil. Alle medbragte en ret til buffeten og nogle havde også dessert med. Her kan du se, hvad vi havde med. Den bedste ret og bedste dessert blev kåret, og gæt hvad.... nej du gætter det aaaaaldrig, nu siger jeg det! MIN (eller det vil sige Sif's) dessert vandt prisen som aftenens bedste dessert, ret vildt var. Og der fulgte endda en præmie med i form af total lækker-smovse-øko-fairtrade chokolade, virkelig fornemt.
Vi havde allesammen den bedste aften, både Storebror, mor og far, og også Ormen selvfølgelig. Faktisk hyggede vi os så meget, at vi første pakkede en total overtræt, men stadig glad Storebror i klapvognen kl.23.30, hvilket er langt over hans normale sengetid 19.30. På vejen hjem konstaterede Manden, at det var en af de bedste aftener han længe havde haft, og at han synes det havde været skønt, at være sammen med nogle mennesker der var så glade og positive, og at det havde været befriende ikke at skulle tale job og karriere og projekter, som han meget ofte gør for tiden.


Velkommen sommer!

Og psst så er jeg blevet sommerforelsket, mere om det på et andet tidspunkt.

"Ferie" i billeder.

Udlængsel:




Syning:


Snobrødsspisning:


Pligter:


Lurer:


Læsning:


Mad:


Guf:

Mærkelige Mor.

Vores drenge sover på deres eget værelse. Hver aften inden jeg går i seng, skal jeg lige ind til dem, putte dynen om dem og kigge lidt på dem. Det sidste jeg gør, inden jeg går ud igen, er at tjekke, om de trækker vejret, det kan godt være svært at se nogle gange, børn kan sove ret så stille. Men altså, jeg står der og kigger og kigger, og hvis jeg ikke er helt sikker på at de trækker vejret, begynder jeg at ae dem, indtil jeg lige får dem vækket lidt, og de trækker vejret dybt. Det er noget jeg altid har gjort, så det falder mig helt naturligt, en rutine kan man vel kalde det, banket ind i rygraden med syvtommersøm.
Men her på det sidste er jeg begyndt at tænke, at det er lidt fjollet. Altså det er ikke fjollet at jeg putter dynen om dem, men det er fjollet, at jeg skal se dem trække vejret. For det første: hvorfor søren skulle de ikke trække vejret? For det andet: hvis de (mod al sandsynlighed) skulle holde op med at trække vejret, hvad er så oddsene for at det lige er i de 2 min jeg er der, at det sker,  jeg mener, de sover jo 12 timer hver nat. Men nogle gange er det bare det der er fjollet, som føles rigtigt.

Foredrag om parforhold i Odense d.8/6.

Vil bare lige sige, at Kvindeklubben har arrangeret endnu et foredrag i Odense onsdag d.8 juni 2011.
Det er parterapeut Katrine Axholm der kommer og fortæller om parforholdets "svære" kunst. Og jaja den er god nok, det var også hende, der blev udloddet i Fuhrmann's gaveuge, så hvis du ikke vandt hende der, så har du chancen nu. Kom, kom og bliv klogere, og fortæl endelig vidt og bredt om foredraget. Jeg har lagt et link til foredraget ude i højreside på bloggen, klik på Kvindeklubben og reserver billetter.


Klik og reserver billet ved at sende en mail til kvindekultur@gmail.com.

Weekend og voldtræt.

Ja det er weekend,  og ja jeg er voldtræt. Det bliver man (jeg), nå man er alene hjemme det meste af en weekend med to små børn. 

Hvad har Storebror spist???

Fredag aften: pandekager

Lørdag morgen: boller med syltetøj

Lørdag middag: pandekager

Lørdag eftermiddag: chips

Lørdag aften: chips og en kvart rundtom med leverpostej

Søndag morgen: boller med syltetøj

Usundt? Ja!

Det mærkelige er, at jeg faktisk ikke er træt af mine børn. Jeg synes de er alt for skønne, og i går takkede jeg faktisk nej til svigermors tilbud om at passe dem, så jeg kunne komme til koncert. Jeg ville meget hellere blive hjemme i casa del kaos og sørge for snotunger. 

Normalvis ville jeg ikke have tænkt to gange over sådan et tilbud, især fordi jeg på sådan en weekend nemt kan få lyst til at låse dem ude på altanen, tage høreværn på og gå i seng, bare for at undgå at blive sindsyg. 

Jeg ved ikke om mit overskud over for børnene skyldes, at jeg på mystisk vis er blevet total Mor med mega M, eller det er fordi min søde veninde kom forbi i går aftes og delte en kage og en flaske vin med mig. Jeg hælder helt klart mest til det sidste.

Hvorfor bliver jeg træt af en weekends intenst samvær med mine børn?

Fordi når den ene er færdig med at blive madet vælter den anden en kop mælk. Når jeg er ude at skifte Ormen risikere jeg at vende tilbage til en fin tegning på sofabordet (klart min egen fejl, hvem lader en kuglepen ligge fremme med en toårig i huset). Når den ene sover tungt har den anden feber og pjevser. Nå der er ro på settet er det fordi vi ser Robin Hood for syttende gang. Fordi jeg ikke kan forstå, at det er MEGET fedt at hamre, over ALT også på vinduer. Fordi jeg synes, at det er irriterende med syltetøj på tøjet og på gulvtæppet. Fordi der bliver tisset igennem, netop som jeg har skiftet sengetøj. Fordi klokken er 12.45 og jeg har stadig hverken været i bad eller vasket mig eller børstet tænder.

Hvorfor elsker jeg dem stadig?

Fordi de er så søde:

Også Storebror selvom han godt kan finde på at drille og sprøjte med vand, har jeg sagt Ormen er meget tolerant: