Er det normalt, lort og sutter.

Vi har taget Storebrors sut.
Det er ikke sket uden kamp, faktisk måtte jeg vride sutterne ud af en grædende drengs hånd, og hængte dem op på træet. Efterfølgende talte han med hulke stemme i flere dage og sagde ting som "mor giv mig min sut nu","du er meget dum", " men jeg bruger jo faktisk sut", " jeg vil gerne blive hjemme hos dig", " jeg vil bare have havregryn", " vil du lege nu?" kort sagt alt blev sagt hulkende.
Alt dette er, hvad man kunne forvente. Derudover gjorde han en masse ting for at gøre opmærksom på, at han stadig var en lille dreng, der faktisk slet ikke var stor. Han hang på mig, og vi var helt indstillet på at dette ville kræve mange ekstra kram ( muligvis et langt kram der skulle vare indtil krisen var ovre).
Af mærkelig 'hey jeg er stadig lille opførsel' kan nævnes, hælde juice op i leverpostejen, tisse ekstra meget i bukserne ( han har været uden ble i over et år), skulle have hagesmæk på under måltid, bede om hjælp til ALT og gøre mange ting, han godt ved er forbudt.
Og nu til det jeg fandt yderst bizart, fordi det er en opførsel, jeg forbinder med et barn, der har været udsat for noget forkert.
Han gik på toilettet selv. Efter et ( lidt for langt) stykke tid, ville min mand lige tjekke op på situationen. På toilettet mødte ham et højst usædvanligt syn. Vores lille dreng havde lavet stort i den kop vi normalt opbevarer tandbørster i, og nu var han igang med at skylle det ud i vasken. Ømmm og hvordan tackler man lige sådan en. Vi hævede ikke stemmen, havde ikke skæld ud stemmen på, men fortalte ham grav alvorligt at sådan noget foregår på toilettet, og INGEN andre steder. Drengen var selv meget alvorlig, og man kunne læse i hans små treårige øjne, at han ikke selv rigtig vidste, hvad der var sket de sidste fem minutter. Jeg hjalp ham i bad, og min mand gjorde toilettet rent. Vi har ikke talt om det siden, vi mente ikke det ville gøre hverken fra eller til.
Men helt ærligt, er ovenstående normal opførsel for en treårig? Kunne virkelig godt bruge noget respons.

Siden sidst.

Har jeg fået en dreng der går i børnehave, og siger ting som: "nej jeg er Batman", " hmm nej det kunne jeg ikke forestille mig (det svarede han da jeg spurgte om han ville med mig på tur)", "kan du ikke forstå det?", "POPCORN ned til sofaen", "SOFAPANDEKAGER" og så siger han stadig: "Mor, jeg vil gerne ae dig".
Jeg er også dumpet en eksamen, det er bittert og træls, men sikkert fortjent, da mit hoved ikke kunne finde studiero på pågældende modul, men øv altså. Set fra den lyse side, bliver jeg sikkert rigtig god til alt det der om immunforsvaret, nu nå jeg er så heldig at skulle igennem pensum igen.
Nu skal jeg ned og vække min mand, han gik først i seng kl.02.30 i nat, fordi han var til inde på en bar og se en live computerspil finale der trak ud....don't ask.... for jeg fatter det ikke.

Lorte jul.

Ej det passer ikke, jeg kan godt lide jul. Jeg kan bare ikke lide jul i november, eller oktober for den sags skyld.
Men jeg er sgu lidt sur over, at man åbenbart ikke er berettiget til at holde 1.december, medmindre man har overskud til at planlægge det 100 år i forvejen. Det har jeg ikke haft i år.
I dag har jeg været i skole fra kl.8.00 til 14.00, kl.15 hentede jeg børn, derefter hjem og hente mad og mand, og så afsted til fællesspisning i vuggeren kl.16.30 (som var hyggeligt) og så hjem igen, læse, putte, madpakker, træt, træt og træt.
Planen var at jeg mellem 14.00 og 15.00 skulle indkøbe kalenderlys, ulandskalender og mistelten, som jeg synes, at jeg i det mindste ville have i mit upyntede hus 1. december.
Efter at have været i brugsen, bog&ide, 3 banker og 2 blomsterbutikker var det eneste jeg havde opstøvet en vissen mistelten, god fucking jul. Nåede aldrig at købe kalenderlyset, fordi jeg rendte rundt efter ulandskalenderen(som åbenbart er udsolgt i O-town) og misteltenen, så jeg måtte lige i føtex på vej hjem fra fællesspisning, og der tilsmilede lykken en træt mor til to, som åbenbart ikke kan finde ud af at købe ind til jul i ordentlig tid.
I føtex, på falderebet til første december, købte jeg en færdiglavet kalenderlys dekoration til halv pris. Jeg har selv bundet et rødt bånd om, og nu ligner det næsten, at den er hjemmelavet. Haha in your face december, du skal ikke tro, at jeg er for fin til at sige ja tak til resterne fra de riges bord(eller planlægnings julebord er det vel).

Og sådan ser jul for 42,50kr. ud(med mos og kanelstang, ingen smalle steder her):

Glædelig første december folkens! lige om lidt altså.

Noget om drenge #15 De kan gøre dig rædselsslagne...

når de er væk.
I dag var min mand ude i haven med drengene. Jeg kiggede ud af vinduet og kunne pludselig kun se Ormen og Manden. Hmmm tænkte jeg og hørte en ringklokke i det fjerne. Jeg bankede på ruden og så spørgende på min mand, han mimede : Storebror kommer ind til dig. Hmmm tænkte jeg, og gik ud til døren og åbnede. Der var ingen søn og heller ingen søn i sigte da jeg gik ud ved vejen og kiggede, og heller ingen søn da jeg gik om i haven og kiggede.
Han var væk, min mand løb ned af vejen for at hente ham. Han ( min mand) var godt nok væk rigtig længe, synes jeg, men så så jeg et hoved komme løbende og tænkte pyha, han (drengen) er fundet og min mand løber, mens sønnikke kører på løbecykel. Som min mand kom tættere på, kunne jeg se, at han var alene, og at han havde et bange udtryk i ansigtet. Så brød jeg ud i tårer, fordi jeg blev meget bange. Drengen var væk. Min mand snuppede cyklen og tog afsted. Jeg smed Ormen i et tæppe og i ladcyklen og kom afsted. Hold kæft jeg var bange nu, og meget hysterisk.
Ringede til min mand, han havde fundet ham, på en stor vej der hedder Rugårdsvej, hvor bilerne kører stærkt.
Vi er stadig i chok. Men han er i god behold. Storebror havde sagt til min mand, at han bare ville ind til mor, i stedet havde han taget sin løbecykel og taget på eventyr. Ganske fredsommeligt i Storebrors verden, ikke særlig fredsommeligt i forældrenes.
Nu skal vi nok holde godt øje med ham fremover. Men kan ikke anbefale at lære det på denne måde, så hold godt øje med jeres unger derude (lyt til mig, jeg taler af erfaring), især de frygtløse og eventyrlystne hurtigtcyklende drenge, som er så højtelskede at bare tanken om, at han var væk, stadig kan få læben til at bævre.

Skrald.

Bare fordi vi er flyttet til et hus med dobbelt så meget plads, betyder det ikke, at vi skal lade være med at smide sådan ca. 10 tons crap på lossepladsen. Jeg ved ærlig talt ikke, hvor vi har haft alle disse ting, men svaret må være, at en rigtig samler ( mig) finder altid, altid pladsen til en ny skat. Men jeg har besluttet at nu må de skatte, som er på deres fjerde flytning, uden at blive brugt nogen af de steder de har boet, lade livet og finde ro på lossepladsen ( selvom det inderst inde gør ondt).
Og sådan ser det ud når man kører på lossepladsen uden at eje en bil.



Og nej vi smed selvfølgelig ikke scooteren ud, Storebror ville bare ikke tage afsted uden den.

Nu i hus!!!

Jeps vi er flyttet. Forholdsvis dårlig planlægning, eftersom jeg havde stor eksamen fredag. Vi pakkede alt lørdag og flyttede alt søndag, selvfølgelig ikke uden hjælp fra vores skønne venner og familie. Jeg er vist nogle for ivrig, kort sagt skal jeg lære at tage den med ro. Var sammen med min veninde på barselsbesøg hos vores fælles veninde i går. Veninde nummer 1 konkluderede hudløst ærligt, helt uden at ligge fingrer imellem, at jeg så MEGet mere træt ud end den nybagte mor. Eksamen + flytning i samme weekend= dårlig kombi.
MEN nu sidder vi i et hus med plads og masser af ro og skov lige rundt om hjørnet.
Med lidt vemod har jeg sagt farvel til lejlighed, gågade, larm og tagterasse. Det er mærkeligt.
P.S. Har jeg egentlig nogensinde sagt, at vi boede ved siden af et værtshus og havde røvballebas dunkende gennem soveværelsetsvæggen hver torsdag, fredag og lørdag. Lige den del af vores lejlighed kommer jeg nok ikke til at savne.

Ulykken er...

emmervæk at skulle til eksamen i morgen eftermiddag, og have planlagt flytning søndag. Vi må jo have været fuldstændigt skruptossede, da vi besluttede det.  Lige nu prøver jeg at koncentrere mig om eksamen, min mand knokler med at få huset parat til vi flytter. I korte træk skovlede han grus i 7 stive timer i går, legede med dykpumpe og skrald hele mandagen. I dag er det planen at han skal male. Det hele er en meget lang historie, som måske kommer på et andet tidspunkt. Men lyder det ikke som et dejligt sted vi flytter hen...? dykpumpe, skrald, grus og maling. Anyways nu eksamensforberedelse, senere børn, tonsvis af vasketøj, aftensmad, madpakker og sov og så forfra i morgen. Ses på den anden side!

Krise.

Sandheden er den, at jeg burde læse til eksamen. Sandhed nr. 2 er den, at jeg er presset, og ikke kan overskue det.
Jeg går rundt i en krise, hvor jeg mest af alt har lyst til at blive hjemme, drikke kaffe, sy børnetøj og nusse rollinger. Jeg føler mig ekstremt presset i skolen, og kan slet ikke finde ind i en læserytme. Den anden dag overvejede jeg for første gang, siden jeg startede på studiet, om det er det her, som skal gøre mig glad resten af livet, ville jeg blive gladere af at f.eks. være hjemmegående, eller måske bare tage en mindre krævende uddannelse. Jeg har talt med min mand om det, talt sådan ordenligt. Jeg har fundet frem til at jeg skal blive ved med at læse, fordi dette er min vej.
Jeg har prøvet alle mulige forskellige jobs, og de er alle blevet lidt for ensformige. Det er ikke fordi, at jeg synes, at det er ligegyldige job eller dårlige job, og jeg ønsker bestemt ikke at træde nogen over tæerne, det er bare ikke for mig.
Jeg har aldrig kedet mig på mit studie. Min mand sagde, at Johannes Møllehave har sagt, at man skal lære at elske gentagelsen, ellers bliver man aldrig lykkelig. Det vil jeg øve mig i at gøre, fordi i det job jeg ender ud i, kommer der helt sikkert også til at være gentagelser.
I bund og grund er det skrup forkælet, at jeg får lov at læse lige præcis det studie jeg ønsker mig højest, og så brokker mig, når jeg møder modstand. Jeg mener, det er jo langt fra alle steder i verdenen man får frit valg på uddannelses hylderne. Jeg bider tænderne sammen og holder ved, fordi jeg tror på, at det er det rigtige for mig. Også selvom det trykker for brystet i disse dage.

Kronisk snotknæ.

Jeg kan ikke huske, om jeg før har berettet om begrebet snotknæ. Det er noget der, her i huset, er groet fast på os, og ikke mindst vores bukser. Lad mig forklarer. Jeg står op. Jeg tager rene bukser på. Jeg møder et barn ( Storebror eller Ormen). Mine ben får en meget kærlig omfavnelse, med indbygget næseaftørring, og voila jeg har så en fin snot/savlplamage lige ved knæet, et snotknæ.
Hvis man er så heldig, at komme ud af døren uden snotknæ en morgen, skal man skynde sig at juble hele vejen ned til vuggeren. I vuggeren kan man nemlig være sikker på, at et andet barn ( Mateo højst sandsynligt) vil afhjælpe fejlen, så man ikke behøver gå gennem dagen uden snotknæ.

Høj søgang kan ikke anbefales.

Læsø er fantastisk. Vi har været oppe og hente Storebror og besøge mine forældre. Vi har spist kantareller og friskefrikadeller i lange baner. Desværre skulle vi hjemad lige i det øjeblik, hvor mine forældres Læsø-ven kom forbi med et stort fad jomfruhummere, Læsøs national spise, sammen med røget hest og glade grisebasser selvfølgelig. Han havde dem bare i overskud, og tænkte vores familie kunne fortærer dem, han tænkte rigtigt.

Hvad der er mindre fantastisk er stiv kuling med regn, når man står og venter på færgen med en dreng i regntøj, en dreng i klapvogn og en helvedes masse habengut. Vi voksne havde selvfølgelig kun sandaler, kortebukser og solbriller på, kort sagt blev vi drivvåde.
Men lidt regn skal ikke slå mig af pinden. Vi havde købt fiskedeller, remo og lækkert rugbrød til turen, en komplet der skulle gøre det ud for aftensmad. Vel ombord smuttede Manden i cafeteriet efter varm kaffe, med drivvådt hår og tøj var det hårdt tiltrængt. Da han kom tilbage, kunne han oplyse, at frituregryden var slukket og ikke blev tændt mmmmm....tænkte jeg (ville han mon have købt fritter????), og dvælede ikke mere ved den tanke(senere skulle finde ud af hvorfor).

Efter vi havde fået fodret ungerne blev søen høj, næsten så høj at min mand blev bange for, at færgen ville lave en grønlændervending. Jeg er ikke sådan en pivskid, og var fast besluttet på at få skiftet Ormen og puttet ham i nattøjet, inden vi ramte fastlandet. Jeg sejlede ud til puslerummet og sejlede tilbage igen, uden at falde, ret godt klaret af en kvinde med min motorik.
Sikkert tilbage på min plads hilste og smilte jeg med en jokeende mine på Storebror og Manden. Manden smilede tilbage med et glimt i øjet. Storebror kvitterede med at brække sig ud over min mand. Derfra gik det kun længere ned i sølet. Storebror skulle over til sin moar. Her sad han så og pjevsede over ondt i maven, imens jeg selv blev mere og mere søsyg. Efter en rolig stund tog hans brækkerier for alvor fat. Det gik ud over mig, gulvet, sædet, Mick Jagger(-sovekanin), ham selv(og ALT hans tøj) og sutten, som jeg måtte fiske op af en halvfyldt brækpose. Det endte med, at jeg sad med en af de der brækposer mast op i hans ansigt, mens jeg (med lukkede øjne og tilbagelænet hoved, jeg var jo også dårlig) messede samtlige sange fra "Bamsesbilledbog"-albummet for at trøste ham.
Da vi kom til Frederikshavn kunne vi skrabe bræk, vådt tøj, skrald og resten af vores egendele op fra gulvet og luske i land. Ud i regnen for at finde bilen, så blege familien bræk kunne komme hjem.

Jeg føler mig ramt og så...

alligevel ikke.
I går fortalte jeg om noget, der ligger mig meget på sinde, noget der trykker mig.
Jeg fik nogle meget søde og brugbare kommentarer, som jeg sætter stor pris på.
Den kære Hulebo gav mig dette link til et blogindlæg, som handler om kommunikation og magtforholdet i forældresamtaler. Det var lærerigt at læse, og meget relevant i forhold til den situation jeg står i lige nu.
Jeg følte mig virkelig uforberedt på, hvad der kom til mig/os i onsdags, og som harning indlægget beskriver, var jeg i chok.
Jeg tror at grunden til, at jeg skriver dette indlæg er, at jeg gerne vil fortælle, at jeg føler mig utrolig ramt af Harning indlægget, men at jeg ikke føler mig ramt af sidste del, hvor en kvinde føler sig talt ned til af en pædagog. Gårsdagens indlæg var min opfattelse af en samtale, hvor (næsten) kun de tunge ord brændte sig fast på min nethinde. Jeg var i chok, men jeg følte mig ikke truffet over pædagogen, hendes fremgangmåde eller hendes omsorgsfuldhed tilslut i samtalen. Jeg vil helst ikke have det misforstås, da jeg synes, at hun og hendes kollegaer er dygtige og omsorgsfulde, og jeg har respekt for dem. Dermed ikke sagt at jeg uden at blinke godtager en diagnose på vores dreng, mange har husket mig på, at vi ikke skal glemme hvordan vi opfatter vores dreng, og det gør jeg ikke.

Jeg synes, at det er rigtig svært at være mor lige nu. Jeg synes, at det er svært at finde den gyldne vej hvor ro, regelmæssighed og renlighed efter sigende skulle give glade og veltilpasse børn. For lige nu ved jeg ikke hvad den rigtige ro er og hvor regelmæssig at regelmæssigheden skal være.

Tristhed og tårer.

Jeg er ked af det, og jeg græder. Jeg har lyst til at kramme min store lille dreng hele tiden.

Vores Storebror er en voldsom gut, han er stor og stærk af sin alder, og han er tit voldsom over for andre børn. Jeg har tænkt en del over det på det sidste. Vi har talt om det herhjemme på det sidste. Tænkt på og talt om hvordan man kan lære ham, at man ikke må slå. Jeg kan ikke lide at råbe og jeg kan ikke lide at skælde meget ud, og jeg øver mig i ikke at hidse mig op over for ham. Vores strategi har indtil videre været at sige bestemt "nej det må man ikke", og så henlede opmærksomheden på noget han godt må, så han ikke føler sig skældt ud hele tiden. Jeg syntes, at det har været meget svært at håndtere ham nogen gange.

Onsdag da jeg hentede Storebror i vuggestuen, ville pædagogen godt lige tale med mig og aftale et møde om Storebror. Det skulle handle om, at han er meget voldsom, at han tit slår og skubber de andre børn, at han ikke kan finde ud af at lege selv, at han ikke kan finde ud af at lege/omgås de andre børn, at når han leger med sig selv er det destruktive lege, som at gå og slå til ting med en pind, at han har dårlige sociale kompetencer og at de mistænker, at han har et sart taktilt sansesystem.
Det var som at få en mavepuster, jeg fik tårer i øjnene og lidt kvalme, og jeg har grædt mange gange siden.

Selv om at jeg godt vidste, at han er voldsom og kan være skrap, gik jeg ud fra at det var en fase, som så meget andet. I virkeligheden er det langt mere alvorligt end som så, fordi min søn måske mistrives. Jeg er ked af det på hans vegne, og jeg er ked af, hvis vi har håndteret ham forkert.

Der er ikke nogen der har fortalt mig, at det kan forvolde så meget smerte at være forældre. Jeg har en sten siddende i mit hjerte, en klump i min hals og det føles som om at nogen maser mig så hårdt, at jeg ikke kan være i mig selv. Alt dette vil jeg med glæde bære rundt på, hvis bare min lille dreng var glad og ubekymret.

Namme nam

Ja lækre cup-agtige kager. Hjemmelavede kanel-gulerod muffins med frosting.
Det var så til min mors fødselsdag d.17, at jeg havde overskud til det.

I dag er jeg alene hjemme med drengene igen. Jeg er dødtræt og udkørt. Jeg har ondt i ryggen og bumser. Mens børnene sov til middag så jeg en fransk film uden undertekster, noget med en blond skønhed (Brigitte Bardot agtig) og en dværg, og jeg synes den var ganske udemærket, og jeg kan ikke fransk.
Det eneste guf, vi har i huset, er nogle gamle kammerjunker, men dem er jeg heldigvis ikke for fin til at spise.

Vi mangler grænsekontrol.

Altså herhjemme, ikke i Danmark generelt som de der DF'ere åbenbart mener. Nej nej.
Manden og jeg er kommet dertil i vores forhold, hvor vi simpelthen glemmer at lukke døren nå vi går på toilettet. Eller det passer faktisk ikke, der har vi været længe. Det er ikke fordi, at jeg synes det er rart, frækt eller hyggeligt at gå på toilettet "sammen", men jeg glemmer simpelthen bare at lukke døren.
Og det er altså heller ikke fordi, at vi er ligeglade med det. Manden kommer f.eks. spænende for at lukke døren, hvis han hører at jeg er gået på toilettet, med et" Ej helt er ærligt tag lige at luk døren, jeg gider virkelig ikke høre på dit tisseri, lalala(fingrene i ørene)". Jeg er lidt mere magelig anlagt åbenbart, jeg råber bare "LUK DØREN". Det er jo ikke fordi, at jeg vil have, at han gør noget ved det præcis i tisseøjeblikket, det ville blive noget være grisseri, det er mere en slags skældud og reminder fremover.

Den anden dag nåede toiletscenen nye højder. Manden var igang med at vaske gulv på badeværelset, ja han kender sin plads. Jeg kommer ind, trækker bukserne ned og begynder at tisse. I det øjeblik mødes vores øjne, ord var egentlig ikke nødvendige, men manden sagde alligevel: " ej det her må altså se mærkeligt ud set udefra". Jeg kunne ikke være mere enig, så nu overvejer jeg at indfører grænsekontrol.

(billedet er lånt her)

Gæt en maler!

Jeg har længe ment, at jeg er en ganske habil maler. Jeg er sådan en, der har haft billedkunst på højniveau i gymnasiet. Jeg følte mig skrøbelig, kunsterrisk, vigtig og uopdaget, når jeg bar mine lærreder hjem efter skole. Jeg var sådan en, der fortalte folk, at jeg faktisk vidste en del om den der afsindigt svære malerkunst, og høstede efterfølgende beundrende blikke.
Jeg har brugt mange penge på udstyr, aldrig gå ned på udstyr. Jeg har brugt for mange penge på udstyr, ser jeg nu.
Jeg fordybede mig også i den mørke malekælder på højskolen, hvor der blev drukket kaffe og vin, ja altså ikke alene, der var faktisk andre, der også mente, at de var morgendagens stjerner. Jeg lyttede til Nirvana og Radiohead, alt imens jeg lagde sidste hånd på mine croquis værker, lyder det ømt? så er det fordi, at det var ømt!

Nå men nu til essensen af dette indlæg.
I dag har Storebror malet et billede til sin Farmor, da hun har fødselsdag snart.
Da jeg her til aften stod og pakkede mit malergrej væk igen, fandt jeg i malerkassen et billede, som jeg selv har malet i mine teenage år. Dengang syntes jeg, at det var et mindre mesterværk, og jeg brugte faktisk rigtig lang tid og megen tankevirksomhed på at overveje farvevalg og komposition(jaja lidt prof-ord kan jeg da). Kort sagt, jeg var tilfreds med billedet, og med mig selv.

Denne tilfredshed er nu smuldret, for som jeg stod der med mit billede i den ene hånd og Storebrors i den anden, opdagede jeg, at der faktisk ikke er den store forskel. Dette leder mig frem til den konklusion, at enten er jeg ikke så dygtig, som jeg gik og troede, eller også er Storebror et 2 årigt naturtalent.

Kan du gætte en maler?

Dumme mor

I morges kom jeg til at sove lidt på det tidspunkt, hvor jeg egentlig burde stå op. Ormen lå ved siden af mig og moslede. Jeg blev hevet ud af drømmeland ved et dunk og et højt vræl. Han havde moslet sig ud over kanten. Nu har han en hudafskrabning på kinden og et blåt øje. Vi kan vel godt blive enige om, at det giver utallige minus point på mor-kontoen. Jeg skal højst sansynligt bage uanede mængder pandekager for at komme i nul igen og servere saftevand i sutteflasken og give ham turpas til tittebøh leg og og og

Lidt mere om den mandag der næsten ikke ville tage en ende

Efter dramatisk frokost i går, satte jeg mig med en ordentlig spand kaffe for lige at slappe lidt af og selv spise noget ikke muggent rugbrød, mens den lille Orm sov middagslur. Jeg kunne jo have sagt mig selv, at jeg ville vælte den kop, de kalder mig jo ikke motorikspasser for ingeting, flot ik?

Og dagen fortsatte med, at Manden ikke nåede sit tog hjem fra skole, så jeg måtte halv løbe i silende regn, med en forsovet baby i klapvognen, og iført joggingtøj (havde jo lige spildt kaffe på mit "rigtige"tøj) , ned for at hente Storebror 5 min i vuggestuens lukketid, ikke lige et drømme scenarie.

Og lige som man tænkte, at nu kan det ikke blive værre, så klarede det op i mit rige. Storebror har øvet sig i at gå uden ble, det går egentlig godt, han tisser på potte fordi vi husker ham på det og sætter ham derud, og laver desværre stort i bukserne. Men i går aftes kom han selv hen og sagde, at han skulle tisse, og da han så sad derude, sagde han, at han også skulle lave "pølser" (ja undskyld, jeg ved det er mega ucharmerende at kalde det pølser, men er lort bedre??) og det gjorde han så, nøj hvor blev jeg stolt af ham, der blev både kastet highfives og råbt hurra.
Og dermed endte dagen rigtig godt.

Hold nu op....

....mandagen fortsætter!
Så sidder vi og spiser rugbrødshapsere med smøreost. Pludselig bliver Ormen helt rød i krydreren. Jeg klapper ham i ryggen, det hjælper ikke. Jeg dunker ham i ryggen, det hjælper ikke. Jeg flår ham op af stolen og hænger ham med hoved ned af, det hjælper ikke. Mit hjerte galopere, jeg overvejer at ringe 112. Jeg prøver at holde hovedet koldt.  Jeg overvejer hvordan man laver Heimlich- manøvren på en baby. Jeg husker alle de teknikker, som jeg har lært i førstehjælp og starter fra en ende af. Efter adskillelige forsøg, hvor Ormen ligger på maven på min underarm med hovedet ned af, mens jeg dunker ham i ryggen, kommer der endelig to stykker rugbrød og en masse slim op. Fuck hvor blev jeg nervøs.




Men det slutter ikke her. Kender I det der med, at man står og spiser en rundtom rugbrød, og netop som man tygger på den sidste bid opdager man, at der er grønne mugspore på resten af brødet i posen. Jamen det skete da også i dag, bare ikke for mig men for Ormen. Så kan jeg godt forstå, at han var ved at blive kvalt, jeg håber godt nok ikke han bliver syg af det.
Her er resten af hans skorper:

Mandag for fuld udblæsning

For det første, hvornår pokker lærer jeg at jeg IKKE skal klippe mit eget pandehår. Det er jo så dumt, og nu skal jeg går rundt de næste 2 ugers tid og ligne en nervøs puddel der har været til dårlig hundefrisør. Flot og klap klap af mig.

For det andet så har jeg, i forsøget på at glatte mit pandehår inden jeg skulle klippe det ( det plejer frisøren altid at gøre), brændt mig ikke 1 men 2 gange i panden med glattehjernet, igen klapsalve taktak.

For det tredje, møg, møg, møg pladsanvisning, så er det sagt. I øjeblikket går vi og venter på en plads til Ormen, og den plads skal selvfølgelig helst være i Storebrors vuggestue, fordi det er nemt og fordi vi er meget glade for den. Desværre er der åbenbart stopfyldt, pis. Vi har af flere omgange talt med damerne på pladsanvisningen og rykket vores pasningsgaranti dato først en måned frem, så to måneder frem og senest ringede min mand og sagde at han gerne ville vente hjemme med Ormen helt til 2012, hvis det var det, som det krævede.
Ret fleksibelt, og det skal lige siges at al kontakt med pladsanvisningen har min mand taget sig af, for at undgå hysteriske anfald fra min side, så vi har absolut ikke været uforskammede men nærmere meget samarbejdsvillige og forstående. Nu er der så kommet et brev: "Vi vil tilbyde jer en plads i "BLABLA"vuggestue 1/8, hvis i siger nej går der to måneder før I får et nyt tilbud", BLABLA er ikke Storebrors vuggestue og vi vil ikke stå standby i 2 måneder hvis der skulle komme en plads i Storebrors vuggestue i mellemtiden, fatter de ikke en brik.
Jeg blev så sur, først råbte jeg af manden, så græd jeg, så græd jeg ned i min tallerken, så rev jeg brevet i tusind stykker (mindst) og smed det i skralderen, og så græd jeg lidt mere. Jeg er ved godt jeg ter mig barnligt og hystademor agtigt, men jeg er frustreret fordi de åbenbart ikke har lyttet på os, og så er jeg frustreret fordi jeg synes vuggestuen BLABLA er et ikke særlig rart sted, og jeg har besøgt dem, det er stort og upersonligt og klinisk. Min Orm er "fragile" og jeg vil gerne have ham et rart og trygt sted hen. Hvis det var udadvendte opdagelsessøgende Storebror det handlede om var det en anden sag, for han tæller til 1 og så tonser han ud over stepperne, men Ormen er anderledes, tryghedsnarkoman og fragile.Øv.

Det skal ikke undre mig hvis jeg idag både slår min lilletå mod bordbenet, taber babymosen på gulvet og træder i det, smider mine nøgler væk og Ormen sikkert også skal have en ny tand.

Men mandag- bring it on, vi kan lige så godt have en lortedag med maner!

Og kom da lige til at tænke på denne her:

Mine problemer er nok i en lidt andet genre men anyways,  jeg har lyst til at høre tråd.

MØG antenne!

Ihh jeg er bare så irriteret. Jeg ville jo gerne have set de kjoler og alt hurlumhejet, så er det bare ærgerligt man har en møg irriterende stueantenne der kun virker fra klokken ca. 18.07. Ja spørg mig ikke hvorfor, det er jo så mærkeligt, men kan godt afsløre at min barsel ikke er gået med at glo ligegyldigt tv dagen lang, det har den flinke antenne ligesom sat en stopper for-tak så!

Nu er det jo ikke fordi jeg er royalist vel, men har det lidt med sådan nogle royale bryllupper, som nogen har det med skihop 1 januar. Det er jo så afslappende: " her har vi hertuginde blabla, som følges med hofjægermesteren blabla, hun bærer en kjole designet af blabla i midnatsblå taft......." ja sådan er jeg altså.
Møg antenne!

I stedet har jeg kigget mine egne bryllupsbilleder igennem.
Odense Rådhus-Westminster Abbey
Forsamlingshus i Odense-Buckingham Palace
Potato-Potarto