Åhh hvor er det skønt at være studerende.

Det der 8-16 er godt nok en hård negl, med sådan to små baryler derhjemme. Det er vildt spændende at være ude i den virkelige verden, men det gør også bare, at jeg, her lidt før kl.20, er ved at gå omkuld af træthed.
Jeg følges med en super sød ung læge, hun er virkelig flink til at lære fra sig, og har endda overskud til at smalltalke lidt hyggesnak om børn f.eks. Hun har så 3 børn på 2, 4 og 6 år!!! Ja, og jeg troede, at jeg havde meget at se til, men hun beroligede mig ved at følge op med denne kommentar: det var egentlig ikke særlig hårdt at få nummer tre, fordi på det tidspunkt lavede vi (forældrene) allerede noget 100% af tiden, og man kan jo ikke lave mere end det. WORD siger jeg bare.
Any ways helt kort kan mit liv lige nu opsummeres således:
1. Spændende arbejde.
2. Overvældende træthed.
3. Ormen har fået skoldkopper ( ja hvad kunne man forvente, for helvede univers).

Universet holder nøje øje med os.

Som bekendt er vi en familie med 2 små børn, et fuldtidsstudie, et deltidsstudie (ja undskyld kære mand, jeg kan altså ikke karakterisere det, du laver, som andet pt.), en masse freelanceopgaver (ja det er så også min kære mand), et hus, en have, en sød omgangskreds (både venner og familie under denne kategori), en sindsyg sy/strikke hobby, tonsvis af vasketøj og jeg kunne selvfølgelig blive ved, men tror I er kvikke og ¨get the picture¨.
Vi har travlt, og tingene er bare aldrig lige så nemme som vi havde forestillet os. Faktisk bør jeg her nok kun tale for mig selv, da det er mig der tit har et fuldkommen urealistisk billede af hvordan vores hverdag, bare lige, kan fungere.
F.eks. er jeg altså ikke typen, der bare lige stå op og smider morgenmad på bordet,  afleverer børn, handler ind, tager hjem og studerer intensivt, henter børn, cruiser forbi første maj arrangement, snupper en kold mens børnene leger, spiser en hurtig picnic, tager hjem, kaster børn i bad og putter glade små trætte børn i seng. Selvfølgelig foregår det hele med et stort smil på læben. Ovenstående lyder nemt, og er også sådan tingene tit ser ud oppe i mit hoved.

Jeg er dog en anden type. Min dag kunne se sådan ud (1.maj 2012): Står op, sluger brød og KAFFE ved køkkenbordet, skændes med min kæreste om hvis tur det er til at aflevere børn, afleverer børn sammen, handler sammen, tager hjem. Kan selvfølgelig ikke tage mig sammen til at læse, bliver enig med mig selv om, at jeg da har fået lidt struktur på min læsning. Bruger lang tid på spise frokost (mmm stegt torskerogn og makrel), læser lidt mere ( denne gang læser jeg faktisk). Tager afsted for at hente børn. Beslutter at droppe første maj, fordi jeg ikke kan overskue det. Istedet handler jeg mini is i LIDL, inden jeg henter unger. På vej hjem vinder jeg 1000 børnepoints på at hive is op af tasken. Vi stopper ved farmor, for at fordrive lidt ulvetime. Farmor cykler med os hjem for at ¨besøge os¨(vigtigt for en 3 årig og vi bor 5 min. fra hinanden). Vi holder 1 maj i vores egen have, børnene plasker med vand og griner og bliver mega trætte. Maden bliver færdig for sent, og der er mange grunde til gråd på dette tidspunkt. Et barn bliver vasket, dog uden hårvask, selvom det er mindst en uge siden, og puttes derefter halvgrædende-træt. Et andet barn leger overraskende godt, men da nattøj bliver nævnt, græder dette barn også, og puttes hulkende. Hulkelydende stopper dog to sekunder efter hovedet rammer puden, og afløses af snorken.
Ovenstående er beskrivelse af en god dag i kongefamilien. Vi nåede at hygge en del, og jeg er faktisk et sted, rent studiemæssigt, hvor jeg er begyndt at føle overblik, og jeg er ved at lære at hygge mig midt i kaos. På den sociale side har vi en del arrangementer planlagt for maj, men de er efterhånden vel planlagt, hvilket avler overskud hos moren. Kort sagt, jeg følte mig ovenpå.

Men, men, men jeg har åbenbart glemt, at universet fører et nøje regnskab over børnefamiliers gøren og laden. Et regnskab hvor overskud på bundlinien er fuldstændigt uacceptabelt. Det er bestemt fra højere magter, at man med to små børn partout skal hænge i en meget tynd tråd, og det nytter ikke, at hjælpe til, ved at hænge i med neglene, for de er allerede slidt af. Overskud= umuligt.
Det havde jeg glemt, heldigvis var universet så sød at huske mig på det, da Storebror vågnede op i morges med ryg og mave fyldt med små fine skoldkopper.
Dette sætter os selvfølgelig tilbage til i overlevelses-mode, og jeg forventer selvfølgelig at når vores dreng om en uges tid kan komme i børnehave igen, vil Ormen uden tvivl lægge sig med de små sataner spredt ud over hele kroppen.

Glædelig 2. maj.

Mamah!

Den ene unge er stadigvæk Batman. Den anden render rundt og spiser flamingo påskeæg ( I ved dem børn pynter i børnehaven), imens han råber mamah, hvilket til dato er det tætteste, han er kommet på at sige noget på dansk. Jeg har lige ryddet op i køkkenet efter aftensmad, imens jeg gjorde det fløj denne tankestrøm gennem min knold: 1-når så er det 10 dages ferie, 2- men det er da altid noget vi ikke skal smørre madpakker, 3- ej HOV det er da først og fremmest noget, at vi får lov at få hele 10 dages ferie med vores skønne drenge børn.

Børneblues

Se hvad jeg kan:


Jeg har så travlt. Kan en blog så leve? Lige nu sidder jeg i toget på vej til fødselsdag, og så har jeg masser af tid til at skrive på min blog, og til at strikke og til at drikke kaffe ( ej det har jeg altid tid til) og til høre podcast. Det er et mærkeligt frikvarter fra mit liv. Jeg kan godt lide det.

Lorte jul.

Ej det passer ikke, jeg kan godt lide jul. Jeg kan bare ikke lide jul i november, eller oktober for den sags skyld.
Men jeg er sgu lidt sur over, at man åbenbart ikke er berettiget til at holde 1.december, medmindre man har overskud til at planlægge det 100 år i forvejen. Det har jeg ikke haft i år.
I dag har jeg været i skole fra kl.8.00 til 14.00, kl.15 hentede jeg børn, derefter hjem og hente mad og mand, og så afsted til fællesspisning i vuggeren kl.16.30 (som var hyggeligt) og så hjem igen, læse, putte, madpakker, træt, træt og træt.
Planen var at jeg mellem 14.00 og 15.00 skulle indkøbe kalenderlys, ulandskalender og mistelten, som jeg synes, at jeg i det mindste ville have i mit upyntede hus 1. december.
Efter at have været i brugsen, bog&ide, 3 banker og 2 blomsterbutikker var det eneste jeg havde opstøvet en vissen mistelten, god fucking jul. Nåede aldrig at købe kalenderlyset, fordi jeg rendte rundt efter ulandskalenderen(som åbenbart er udsolgt i O-town) og misteltenen, så jeg måtte lige i føtex på vej hjem fra fællesspisning, og der tilsmilede lykken en træt mor til to, som åbenbart ikke kan finde ud af at købe ind til jul i ordentlig tid.
I føtex, på falderebet til første december, købte jeg en færdiglavet kalenderlys dekoration til halv pris. Jeg har selv bundet et rødt bånd om, og nu ligner det næsten, at den er hjemmelavet. Haha in your face december, du skal ikke tro, at jeg er for fin til at sige ja tak til resterne fra de riges bord(eller planlægnings julebord er det vel).

Og sådan ser jul for 42,50kr. ud(med mos og kanelstang, ingen smalle steder her):

Glædelig første december folkens! lige om lidt altså.

Krise hjælp.

Bestående af kaffe og chokoladekiks. Og Spinning. Og Storebror der fortalte mig en meget lang godmorgen historie om skildpadestuen, og prinsessen i gymnastikrummet, som ikke var en rigtig prinsesse, mens han aede mig på kinden.
Lørdag og søndag har jeg været meget flittig, mange timer på læsesal begge dage, plus lidt ekstra om aftenen herhjemme. Det giver altid et lille boost at se flueben på læselisten.
Min mentale status er dog stadig den samme, pres, pres, pres, og så alligevel ikke helt. Da jeg er fuldt ud besluttet på at holde ved, så må det briste eller bære ved denne eksamen, og de næste ca. mange eksaminer jeg skal igennem, og hvis det ikke kan bære første gang, har jeg heldigvis flere forsøg.
Hvordan skal man forblive glad, når man er så presset??
Jo, det er noget jeg konstant arbejder på (og det er ret svært, hvis du spørger mig). En dag af gangen. I dag har jeg f. eks. startet dagen med havregrød med ungerne og efterfølgende en gang spinning, mens Manden afleverede dem. Spinningtiden kunne helt sikkert være brugt på at tegne tabeller og memorere huskeregler, men spinning gør mig nu engang glad, hvor åndsvagt det end må lyde.

Havregrødstiden og historietiden kunne på ingen måde være brugt bedre på at memorere noget som helst, andet end kys.

Krise.

Sandheden er den, at jeg burde læse til eksamen. Sandhed nr. 2 er den, at jeg er presset, og ikke kan overskue det.
Jeg går rundt i en krise, hvor jeg mest af alt har lyst til at blive hjemme, drikke kaffe, sy børnetøj og nusse rollinger. Jeg føler mig ekstremt presset i skolen, og kan slet ikke finde ind i en læserytme. Den anden dag overvejede jeg for første gang, siden jeg startede på studiet, om det er det her, som skal gøre mig glad resten af livet, ville jeg blive gladere af at f.eks. være hjemmegående, eller måske bare tage en mindre krævende uddannelse. Jeg har talt med min mand om det, talt sådan ordenligt. Jeg har fundet frem til at jeg skal blive ved med at læse, fordi dette er min vej.
Jeg har prøvet alle mulige forskellige jobs, og de er alle blevet lidt for ensformige. Det er ikke fordi, at jeg synes, at det er ligegyldige job eller dårlige job, og jeg ønsker bestemt ikke at træde nogen over tæerne, det er bare ikke for mig.
Jeg har aldrig kedet mig på mit studie. Min mand sagde, at Johannes Møllehave har sagt, at man skal lære at elske gentagelsen, ellers bliver man aldrig lykkelig. Det vil jeg øve mig i at gøre, fordi i det job jeg ender ud i, kommer der helt sikkert også til at være gentagelser.
I bund og grund er det skrup forkælet, at jeg får lov at læse lige præcis det studie jeg ønsker mig højest, og så brokker mig, når jeg møder modstand. Jeg mener, det er jo langt fra alle steder i verdenen man får frit valg på uddannelses hylderne. Jeg bider tænderne sammen og holder ved, fordi jeg tror på, at det er det rigtige for mig. Også selvom det trykker for brystet i disse dage.

Byens vandværk...

eller som en af pædagogerne i vuggeren siger, han kan levere vand til en hel landsby i Afrika. Det er Ormen vi taler om, uden at spøge så savler han sig igennem en til to hagesmækker i timen. Vi er jo som bekendt en familie på SU, og derfor nægter jeg at give f.eks. 15 kr. for en savlesmæk (eller 50kr. hvis det er mærkevarer), i stedet har min symaskine arbejdet på højtryk, og jeg har vel efterhånden kørt en 30-40 savlesmæks under nålen.
Her ses de seneste:

For de syinteresserede: det har krævet et par forsøg at finde frem til den mest optimale stofkombination, som ikke bliver gennemsavlet på under 5 minutter. Dommen er faldet på en opskrift der lyder: forsidestof i trykt bomuld, fleece (det billigste jeg kunne finde) som mellemlægsstof og groft bagsidestof (på billedet er det noget brunt møbelstof, men jeg har også brugt babyfløjel på nogle andre), den bliver lidt tyk i det men holder godt på savlet. Jeg har også gjort mine modeller lidt længere end den gængse babysam model, så de kan indeholde lidt ekstra savl.

I skolen har jeg lige lært noget om at spytkirtlen bliver aktiveret af lysten til mad eller sex for den sags skyld, egentlig bare af lysten til noget. Det har fået mig til at tænke på, om Ormen mon hele tiden går rundt og craver noget, og i så fald hvad er det... det må helt sikkert være noget man kan putte i munden. Ud fra de seneste dages observationer, er jeg kommet frem til, at det han craver kan være mange forskellige ting, så som: en sutsko, min hårbøste, en legetøjsgulerod, en klemme, min kind, fjernbetjeningen, gammelt indtørret brød han finder under Storebrors seng, ledninger, duploklodser, biler, grydeskeer, osv. osv. Men hey godt ord igen, det kunne også bare være tænder, han har kun 4 1/2, der må vel være nogen flere på vej. (Jeg ønsker på ingen måde at blive hængt op på det faglige indhold af ovenstående, da jeg ikke har været til eksamen endnu, og derfor stadig er total utilregnelig studerende med flyvske ideer. Bare så du ved det).

Hverdag 3.

Jeg er glad selvom alting hænger i en tråd.
Jeg syer, kysser børn, får mad, spinner, går i skole, knokler i skolen, lære nye ting, drømmer om fremtidige faglige projekter, tager en spontan bytur med store drinks (sjældent men ahhh), ser på Ormen mens han lærer at gå, lytter på Storebror når han siger: "mor, du skal spise din kage, så du ikke får hul i maven ( hvem har fortalt ham det?), drikker rødvin og husker at kysse min mand.
Sidst men ikke mindst øver jeg mig i at være glad, for det jeg har, og ikke stresse over det jeg skal. Det er mærkeligt at noget så ligetil kan være svært.

Kronisk snotknæ.

Jeg kan ikke huske, om jeg før har berettet om begrebet snotknæ. Det er noget der, her i huset, er groet fast på os, og ikke mindst vores bukser. Lad mig forklarer. Jeg står op. Jeg tager rene bukser på. Jeg møder et barn ( Storebror eller Ormen). Mine ben får en meget kærlig omfavnelse, med indbygget næseaftørring, og voila jeg har så en fin snot/savlplamage lige ved knæet, et snotknæ.
Hvis man er så heldig, at komme ud af døren uden snotknæ en morgen, skal man skynde sig at juble hele vejen ned til vuggeren. I vuggeren kan man nemlig være sikker på, at et andet barn ( Mateo højst sandsynligt) vil afhjælpe fejlen, så man ikke behøver gå gennem dagen uden snotknæ.

Hverdag 2.

Jeg sover, spiser, smører madpakker, er træt, vasker tøj, vader rundt i krummer og gammel pizza (hint: jeg støvsuger ikke), skifter bleer, rydder op, laver mad, læser: totte bygger, har kronisk snotknæ, afleverer børn med 7000 pakkenellikker på slæb ( så jeg er svedig når jeg kommer i skole, SELVOM jeg nåede et morgendusch), skælder ud, barberer stortset aldrig ben, er stoppet med at gå med neglelak og, sidst men ikke mindst, er jeg glad.

I lørdags så jeg nogle bekendtes lille nye familiemedlem, nuurh han var kær, og jeg blev lidt skruk igen, hvordan er det muligt?

Hverdag.

Vi er i gang med morgenens opgaver, og jeg tager mig selv i at sige: "jeg bliver gal.....og jeg slukker fjernsynet".
(mit liv i en nøddeskal i øjeblikket, men nu smutter jeg igen, har et skrigende snotbarn hængende om mit ben)
(et øjebliks uopmærksomhed, og nu har jeg mælk på bukserne, ihhhhh ORM)

Jeg er på level 3 1/2 med lidt syre i benene, og det er ok.

Dengang jeg var gravid med Ormen (jaja ved godt det kun er 9-10 måneder siden men alligevel), trænede jeg flittigt 3 gange om ugen. Ned i Fitnessworld og op på crosstraineren. Jeg var meget overskudsagtig og havde en ret god graviditet, og så faktisk også ret fin ud, nu jeg selv skal sige det, jaja, jeg strålede som en lille sol, blink blink. Jeg stoppede først træningen 1 uge inden fødslen, og fødslen var selvfølgelig en lynhurtig drømmefødsel, på trods af Ormens enorme korpus på 4,5kg.
Blah blah blah og blær blær blær.

Nok om fantastiske mig og nu til dovne, uoplagte mig.
Siden Ormen blev født har jeg ligget på sofaen og spist M&M's med peanuts, nå ja jeg har selvfølgelig også passet børn, men alle med småbørn ved jo at den slags ikke kræver så meget....FOR SJOV!

Tilbage til træningen. De sidste 9 måneder er den eneste træning jeg har fået, været de tre gange min mor har trukket mig med til Zumba. Og det var godt, jeg kan godt lide Zumba egentlig, behøver jeg sige jeg ikke kunne gå en uge efter...
Jeg har gået og pevet og mugget over, at jeg gerne vil i form, at jeg ingen muskler har, at jeg gerne vil træne, men som så mange andre, orkede jeg det bare ikke lige, når det kom til stykket og slumretæppet konstant flirtede med mig.

I søndags sparkede Manden så gevaldigt til mig, at jeg meldte mig ind i Fitnessworld (igen). Mandag morgen startede jeg med Stram op. Og bagefter føltes det lidt som om jeg havde fået bank med en trækølle. Det skal trænes væk tænkte jeg. Tirsdag stod den på spinning. Nu kunne jeg seriøst ikke strække min venstre arm helt ud, fordi musklerne var så mega kodyl ømme, resten af kroppen havde det nogenlunde på samme måde. Onsdag stod den på yoga. Virkelig ikke my kind of workout, men jeg tænkte at kroppen skulle holdes varm. Torsdag var det latinmix. Kan egentlig godt forstå at instruktøren smiler konstant, det ville jeg gøre, hvis jeg en time var tvangsindlagt til at se på en flok blege kvindfolk uden rytmesans, der prøvede at ryste hofterne i en afrikansk Bambaya. I dag har jeg været til spinning, igen. Og ud over at jeg er stiv som et bræt har jeg faktisk ikke ondt mere.
Har jeg brudt sofacirklen?
Følg med i næste uge, hvor kongemors (mig selvfølgelig, mig, mig, mig) kropstilstand igen vil være sat på vægten.

Manden komplimenterede mig, da jeg kom hjem fra verdens hårdeste spinningtime i tirsdags. Da jeg kom ind af døren, tomatrød i hovedet, sagde han: "Ej du ser godt ud, du er slet ikke så bleg mere". 
Skal jeg være glad nu?

Sommerjazz !

Ved brandts i Odense. Storebror og jeg er begge solgt. Hvor heldig kan man være at støde på sådan et arrangement på vej hjem fra Føtex?



Og det kører indtil 3 juli, en slags minifestival kan man vel kalde det.

Må Mor smage?

Ja, sådan noget siger jeg. Siden Storebror begyndte at tale, har jeg forvandlet mig til en lallende tosse, som går rundt i offentligheden og omtaler mig selv i tredje person. Det driver mig til vanvid, og hver gang jeg gør det ( og det er tit) er jeg ved at krybe ud af mit gode skind. Førhen gik jeg altså ikke rundt og sagde ting som " har du lyst til at drikke en øl med kongemor i aften?" eller " nej, kongemor har ikke tid til en kaffetår i dag", jeg mener helt ærligt, hvor ånssvagt lyder det ikke lige?

Nu har jeg besluttet at stoppe det. Jeg og mig skal igen bruges i mit rige, så kommende generationer ikke skal gå og få fine fornemmelser, selvom de jo faktisk ER kongelige mine kære sønner.
Med den beslutning taget skulle man tro, at den potte var ude af verdenen, men det er den ikke. Hver evig eneste gang jeg åbner munden for sige noget til min søn, viser Mor-pesten sit grimme ansigt, og jeg siger ting som "Vil du lige give koppen til Mor?" og "av det gør ondt på Mor, Mor kan ikke lide at få gok i hovedet".

"For fuck sake, blame it on the kids!" siger kongemor.

Morgenens succesoplevelse.

Storebror og jeg legede lidt med lego, jeg sagde jeg ville gå efter kaffe, og at han bare kunne lege videre. OG ved I hvad??? Det gjorde han faktisk et minut eller to, han kørte endda en lille tur med legotoget rundt i stuen og sagde tuttut, inden koncentrationen røg fløjten.
Og hvordan går det ellers??
Tjooo jeg er sådan virkelig træt. At min mand er hjemme det meste af tiden giver ikke så meget mere overskud, han er også træt. Det er hårdt at være på HELE tiden, og jeg ved ikke hvorfor, men "en dårlig dag" fylder enormt meget i bevidstheden i forhold til en god dag. Og vi er så fucking bevidste om alt, at det er til at blive syg af.
Når jeg er træt, bliver jeg let distræt og gnaven. Jeg har f.eks. lige siddet og rå gnedet mig i højre øje, som jeg ellers har lagt makeup på for 10 min. siden. Møg. Jeg må hellere gå ind og rette op på makeup-massakren, inden jeg bliver gnaven.

En af kongemors laster...

er åbenbart mayonnaise.
Som nogen måske har regnet ud, efter at have kigget lidt på bloggen, er jeg sådan en der godt kan lide systemer og orden og planer, åhh ikke mindst PLANER. Noget helt andet er, at ting langtfra altid går efter min plan.
Et af mine issues er, at jeg stort set altid sørger for at alt i køleskabet bliver spist inden udløbsdatoen er overskredet, og så er det bare ærgerligt hvis man ikke gider have coleslaw for sjette dag i træk. Har vi hvidkål, bruger vi hvidkål. Og nej nu vil jeg ikke skrive, at jeg har spist for gammel mayo HA det kunne du li hva? Det vil jeg i hvert fald aldrig indrømme på skrift.
Vi har for tiden et meget stort glas mayo stående i køleren, det er købt i Lidl og det smager ikke specielt godt, men jeg havde indstillet mig på at spise det op, jeg smider jo ikke mad ud.
Fordi jeg er sådan en planlægger-type, er jeg også sådan en tilbudsjager, der stash'er f.eks. syltetøj, shampoo, tandpasta, mel og mayo ikke mindst.
I dag sad jeg så med min kartoffelmad og lidlmayo foran mig, og så tog fanden sgu ved mig. Væk røg dårlig møgmayo fra lidl og frem røg den skønneste skønne af alle mayoer:

Som jeg selvfølgelig havde to af i køkkenskabet.
Lidt fandenivoldskhed har vi vel alle?!?

Travlhed i mit rige.

Som nogen måske har fanget, er der travlhed i mit rige. Det påvirker mig i sådan en grad, at når jeg om morgenen skal huske på og planlægge, hvad det nu er, denne dag byder på, ikke kan få  nerveenderne i hjernen til at frigive de rette signalstoffer, og logistikken på min provinsvej til at gå op. Jeg kan knap nok huske hvor kaffen står, og kaffe ville ellers gøre det hele lidt nemmere.
Det er de små ting, som at hente noget mælk eller vaske hår, der kommer til at virke enorme og de hyggelige aftaler, som at tage på cafetur eller besøge en ven,  der kan virke uoverskuelige.
Ofte ender det med, at jeg ringer til min mand, som siger noget i stil med: " bare tag tingene en efter en, start med morgenmaden(det er vigtigt), så i tøjet, når Ormen vågner fra sin lur giver du ham mad, bagefter går du ned og møder veninde x til frokost og så kan du hente Storebror på vej hjem, hvis du kan overskue det, det skal nok gå lille kongemor"(og han kalder mig selvfølgelig ikke kongemor, men mit andet SUPERHEMMELIGE kælenavn). Og det hele går rigtig godt endda, for jeg har travlt med gode ting, og travlheden gør mig heldigvis ikke ked af det, bare rigtig, rigtig forvirret.

Så er det venskab slut.

Jeg har haft den samme sundhedsplejerske til begge mine unger. Hun er rigtig sej, og jeg kan lide hende fordi, at hun var god at tale med, både om børn og om mig. Hun er sådan en sundhedplejerske der lytter, støtter og absolut ikke dømmer når man siger, at man synes, at modermælkserstatning lugter klamt og ikke har lyst til at give det til barnet(Storebror), selvom retningslinjerne siger, at barnet bør få 400ml om dagen. I stedet hjælper hun med at finde andre alternativer.
Og da man så kom med barn nummer to, og rent faktisk ikke havde mælk nok, så man var tvunget til at give modermælkserstatning, støtter hun også i det. Uden først at presse på for  at få amningen til at vare lidt længere selvom der hænger et skrigende og sultent barn ved et tomt bryst, og det er tydeligt for enhver at det ikke fungerer. Kort sagt er hun rigtig god, fordi hun støtter i den situation man står i, og ikke kører alle mødre over en kam.

I dag mødte jeg hende på gaden, jeg smilede og sagde hej, hun smilede og sagde hej, og fortsatte sin færd.
Det føltes mærkeligt, fordi jeg havde lyst til at stoppe op og sludre, jeg har jo talt om tunge emner med hende, om den store omvæltning det er at blive mor, om glæderne ved det, men absolut også "sorgerne" ved det. Derfor ser jeg hende nærmest som en veninde(åbenbart). Efter vi havde passeret hinanden på gaden, gik det op for mig, at jeg jo bare er en "borger" for hende, en arbejdsopgave. Jeg kan egentlig godt forstå, at hun ikke stoppede op. Da jeg var hjemmeplejer, ville jeg jo nok heller ikke have stoppet op og slået en laaang sludder af med de gamle "borgere" jeg mødte på gaden, men bare sagt høfligt goddag.

Jeg ville bare sige, at jeg synes det er mærkeligt, at vi ikke er venner i virkeligheden.

Undtagelsestilstand og savn.

Ikke nødvendigvis i den rækkefølge, jeg tror faktisk savnet kommer først. For tiden er min mand ved at gøre sit bachelorprojekt færdigt, det betyder, at han bruger rigtig meget tid på skolen, og ikke så meget tid herhjemme. Jeg savner ham, ikke fordi vi skal lave noget specielt sammen eller fordi jeg føler mig tilsidesat, og ikke engang fordi jeg synes, at det er træls at være husmor alene, nej. Jeg savner faktisk bare hans nærhed, og jeg synes at mit savn er begyndt at fylde lidt for meget, jeg har lyst til at ringe til ham hele tiden, maile til ham og give ham kage med på madpakke, bare fordi han er sød.
En anden ting der sker, nå en af os befinder sig i en eksamensperiode er, at vores hjem lige så stille kommer i undtagelsestilstand. Det er ikke noget der huer mig, som jeg vist har nævnt før på bloggen, kan jeg godt lide at vores hjem er nogenlunde rydeligt. Tegnene på at undtagelsestilstanden har fået sit tag i vores lille hjem er mange, men her kommer nogle få af dem:

1.
Jeg kan finde på at tørre badeværelsesgulvet pletvis af med en klud (okay med toiletpapir), for lige at tage det værste, og så behøver jeg jo ikke vaske det.
2.
Der sidder en klat havregrød på væggen ved spisebordet, som Storebror kastede derover for i hvert fald 2 ugers tid siden. Mon ikke den bliver fjernet på et eller andet tidspunkt?
3.
Når jeg træder i noget på gulvet, som ikke ligefrem er en tør brødkrumme, er min løsning ikke at støvsuge det op, men bare at skifte sokker.
4.
Havregrød, rugbrødsmadder og pandekager er også aftensmad.
5.
Vasketøjet hænger til tørre læææænge, mindst 5-7 dage, så er det som regel rigtig tørt og vi mangler det.
6.
Børnene får færre bade, men til gengæld flere klatvaske.
7.
Der bliver oprettet en hotline til farmor.
8.
Jeg er blevet så glad for at se Disneys "OP" at jeg også sætter den på som baggrundsstøj når Storebror ikke er hjemme.
9.
Bad og makeup bliver ikke så vigtigt for mig mere, hvis håret er snavset kan man sætte et tørklæde om det (jeg ønsker mig altså sådan noget tørshampoo).
10.
Mine negle ser sådan her ud:

Hvis det er svært at se, kan jeg fortælle, at lakken blev lagt på sidste fredag og er svært afskallet, ikke noget kønt syn.

Jeg synes, at min mand er dygtig, også selvom han siger, at jeg er hans hårdeste kritiker. Se hvad han kan her.