Så er det venskab slut.

Jeg har haft den samme sundhedsplejerske til begge mine unger. Hun er rigtig sej, og jeg kan lide hende fordi, at hun var god at tale med, både om børn og om mig. Hun er sådan en sundhedplejerske der lytter, støtter og absolut ikke dømmer når man siger, at man synes, at modermælkserstatning lugter klamt og ikke har lyst til at give det til barnet(Storebror), selvom retningslinjerne siger, at barnet bør få 400ml om dagen. I stedet hjælper hun med at finde andre alternativer.
Og da man så kom med barn nummer to, og rent faktisk ikke havde mælk nok, så man var tvunget til at give modermælkserstatning, støtter hun også i det. Uden først at presse på for  at få amningen til at vare lidt længere selvom der hænger et skrigende og sultent barn ved et tomt bryst, og det er tydeligt for enhver at det ikke fungerer. Kort sagt er hun rigtig god, fordi hun støtter i den situation man står i, og ikke kører alle mødre over en kam.

I dag mødte jeg hende på gaden, jeg smilede og sagde hej, hun smilede og sagde hej, og fortsatte sin færd.
Det føltes mærkeligt, fordi jeg havde lyst til at stoppe op og sludre, jeg har jo talt om tunge emner med hende, om den store omvæltning det er at blive mor, om glæderne ved det, men absolut også "sorgerne" ved det. Derfor ser jeg hende nærmest som en veninde(åbenbart). Efter vi havde passeret hinanden på gaden, gik det op for mig, at jeg jo bare er en "borger" for hende, en arbejdsopgave. Jeg kan egentlig godt forstå, at hun ikke stoppede op. Da jeg var hjemmeplejer, ville jeg jo nok heller ikke have stoppet op og slået en laaang sludder af med de gamle "borgere" jeg mødte på gaden, men bare sagt høfligt goddag.

Jeg ville bare sige, at jeg synes det er mærkeligt, at vi ikke er venner i virkeligheden.

Namme nam

Ja lækre cup-agtige kager. Hjemmelavede kanel-gulerod muffins med frosting.
Det var så til min mors fødselsdag d.17, at jeg havde overskud til det.

I dag er jeg alene hjemme med drengene igen. Jeg er dødtræt og udkørt. Jeg har ondt i ryggen og bumser. Mens børnene sov til middag så jeg en fransk film uden undertekster, noget med en blond skønhed (Brigitte Bardot agtig) og en dværg, og jeg synes den var ganske udemærket, og jeg kan ikke fransk.
Det eneste guf, vi har i huset, er nogle gamle kammerjunker, men dem er jeg heldigvis ikke for fin til at spise.

Noget om drenge #2 Når far han ringer hjem...

for at høre hvordan vi har det, taler han med Storebror. Han spørger Storebror hvad han laver, svaret falder altid promte: "Ballade". Og det er sådan set rigtig nok.

Undtagelsestilstand og savn.

Ikke nødvendigvis i den rækkefølge, jeg tror faktisk savnet kommer først. For tiden er min mand ved at gøre sit bachelorprojekt færdigt, det betyder, at han bruger rigtig meget tid på skolen, og ikke så meget tid herhjemme. Jeg savner ham, ikke fordi vi skal lave noget specielt sammen eller fordi jeg føler mig tilsidesat, og ikke engang fordi jeg synes, at det er træls at være husmor alene, nej. Jeg savner faktisk bare hans nærhed, og jeg synes at mit savn er begyndt at fylde lidt for meget, jeg har lyst til at ringe til ham hele tiden, maile til ham og give ham kage med på madpakke, bare fordi han er sød.
En anden ting der sker, nå en af os befinder sig i en eksamensperiode er, at vores hjem lige så stille kommer i undtagelsestilstand. Det er ikke noget der huer mig, som jeg vist har nævnt før på bloggen, kan jeg godt lide at vores hjem er nogenlunde rydeligt. Tegnene på at undtagelsestilstanden har fået sit tag i vores lille hjem er mange, men her kommer nogle få af dem:

1.
Jeg kan finde på at tørre badeværelsesgulvet pletvis af med en klud (okay med toiletpapir), for lige at tage det værste, og så behøver jeg jo ikke vaske det.
2.
Der sidder en klat havregrød på væggen ved spisebordet, som Storebror kastede derover for i hvert fald 2 ugers tid siden. Mon ikke den bliver fjernet på et eller andet tidspunkt?
3.
Når jeg træder i noget på gulvet, som ikke ligefrem er en tør brødkrumme, er min løsning ikke at støvsuge det op, men bare at skifte sokker.
4.
Havregrød, rugbrødsmadder og pandekager er også aftensmad.
5.
Vasketøjet hænger til tørre læææænge, mindst 5-7 dage, så er det som regel rigtig tørt og vi mangler det.
6.
Børnene får færre bade, men til gengæld flere klatvaske.
7.
Der bliver oprettet en hotline til farmor.
8.
Jeg er blevet så glad for at se Disneys "OP" at jeg også sætter den på som baggrundsstøj når Storebror ikke er hjemme.
9.
Bad og makeup bliver ikke så vigtigt for mig mere, hvis håret er snavset kan man sætte et tørklæde om det (jeg ønsker mig altså sådan noget tørshampoo).
10.
Mine negle ser sådan her ud:

Hvis det er svært at se, kan jeg fortælle, at lakken blev lagt på sidste fredag og er svært afskallet, ikke noget kønt syn.

Jeg synes, at min mand er dygtig, også selvom han siger, at jeg er hans hårdeste kritiker. Se hvad han kan her.

Plastickirurgi ?!?

Plastickirurgi har egentlig aldrig sagt mig noget. Egentlig findes det ikke rigtig i min verden, medmindre der er nogen der direkte ryster deres silikone jader under min næse. Eksempelvis, sidste år til en familiejulefrokost kom min papsvigerinde anstigende med en skinne og forbinding på tuden. Jeg reagerede ved at se på hende, tage mig for munden, gispe og udbryde "gud, hvad er der dog sket?", hun svarede: "ikke noget, jeg har bare fået et nosejob". Det var så her mit ansigt vist nok faldt i nogle meget mærkelige folder. Jeg tror, at jeg sagde noget i retning af "nåååh". Viste ærlig talt ikke hvad man siger, måske noget i retning af "ej hvor spændende", "nice nok (nose nok)", "gjorde det ondt", "endelig", "er du blevet sindsyg?" eller måske "hvad kostede det". Egentlig havde jeg mest lyst til at sige "hvorfor?", for jeg synes faktisk hun var enormt pæn inden operationen.
Kort sagt kan jeg slet ikke forstå, at folk vil lægge sig under kniven for at få foretaget udelukkende forskønnende operationer, nå det så er sagt, må folk for min skyld gøre hvad de vil. Jeg har fuld forståelse for operationer på baggrund af f.eks. et uheld eller medfødt misdannelse, eller som da min mormor fik fjernet hud over øjnene, fordi hun næsten ikke kunne se ud mere.

Nu er sagen den, at min egen mor skal have foretaget plastickirurgi, og hun glæder sig. Jeg ved ikke rigtig, hvad jeg skal mene om det. Hun har været gravid fire gange, været ret overvægtig, har tabt sig igen og nu er hun ret normal. Alle disse ind-og udvidelser at maveskindet har gjort, at hun har et hængende maveskind (nogen ville måske sige en hængevom, men det er min mor vi taler om her, så det kunne jeg aldrig finde på), det er det man kalder hud mod hud. Ikke desto mindre skal hun have skåret hudflappen væk. Det er fordi hun synes, at det er forfærdeligt at kigge på og så er det også lidt irriterende.
Selvom jeg ikke er fan af kosmetiske operationer, tror jeg, at jeg er kommet frem til, at det er en god ide for hende - det vil gøre hende gladere. Her er det så, at min holdning om ikke at gå ind for forskønnende operationer ikke rigtig holder. Hva pokker, man har et standpunkt, til man tager et nyt.

Det skal også lige siges, at min mor på ingen måde skammer sig over denne operation, og hun fortæller gerne vidt og bredt om proceduren, og hvis du spørger pænt trækker hun også gerne op i blusen og ned i bukserne og viser frem, sådan er hun bare, meget ligetil.

Mærkelige Mor.

Vores drenge sover på deres eget værelse. Hver aften inden jeg går i seng, skal jeg lige ind til dem, putte dynen om dem og kigge lidt på dem. Det sidste jeg gør, inden jeg går ud igen, er at tjekke, om de trækker vejret, det kan godt være svært at se nogle gange, børn kan sove ret så stille. Men altså, jeg står der og kigger og kigger, og hvis jeg ikke er helt sikker på at de trækker vejret, begynder jeg at ae dem, indtil jeg lige får dem vækket lidt, og de trækker vejret dybt. Det er noget jeg altid har gjort, så det falder mig helt naturligt, en rutine kan man vel kalde det, banket ind i rygraden med syvtommersøm.
Men her på det sidste er jeg begyndt at tænke, at det er lidt fjollet. Altså det er ikke fjollet at jeg putter dynen om dem, men det er fjollet, at jeg skal se dem trække vejret. For det første: hvorfor søren skulle de ikke trække vejret? For det andet: hvis de (mod al sandsynlighed) skulle holde op med at trække vejret, hvad er så oddsene for at det lige er i de 2 min jeg er der, at det sker,  jeg mener, de sover jo 12 timer hver nat. Men nogle gange er det bare det der er fjollet, som føles rigtigt.

Foredrag om parforhold i Odense d.8/6.

Vil bare lige sige, at Kvindeklubben har arrangeret endnu et foredrag i Odense onsdag d.8 juni 2011.
Det er parterapeut Katrine Axholm der kommer og fortæller om parforholdets "svære" kunst. Og jaja den er god nok, det var også hende, der blev udloddet i Fuhrmann's gaveuge, så hvis du ikke vandt hende der, så har du chancen nu. Kom, kom og bliv klogere, og fortæl endelig vidt og bredt om foredraget. Jeg har lagt et link til foredraget ude i højreside på bloggen, klik på Kvindeklubben og reserver billetter.


Klik og reserver billet ved at sende en mail til kvindekultur@gmail.com.

Et tegn!

Jeg sidder i toget på vej hjem fra vores kære hovedstad, Kongens København. Ormen og jeg har været til den skønneste fødselsdag. 1års fødselsdag vel at bemærke. Der er blevet guffet muffins med blå glasur og glimmerpynt, lagkage med hindbær, brownies med valnødder og boller med tandsmør. Det hele er blevet konsumeret i sådanne mængder, at jeg burde sprække hvert øjeblik det skulle være, og hvis ikke det sker, kunne jeg lige så godt have trillet til Odense og sparet togbilletten. Jeg har også slikket sol og slubret kaffe til den store guldmedalje. Og så tænker du måske, at det ikke bliver bedre en lørdag sidst i maj, men du tager fejl. Udover de gastronomiske godter ad libitum var det hele tilsat et godt gammelt slæng af gode gæve gutter og gudinder. Er du misundelig? Ahmen det ok, jeg forstår. Fik Ormen så osse kage? Næhhh nej, jeg er nazimor der nægter mine børn sukker til de er minst et år.
og nu til tegnet. Se hvad jeg fandt lige ved Stormbroen.


En vaskeægte konge. Gad vide hvad det er et tegn på?

Drenge #1 Jeg er sjældent i tvivl....

.... men hvis det skulle ske, at jeg blev i tvivl om min førstefødte i virkeligheden er en dreng, gør han noget som dette.
I går blev jeg kaldt ind på værelset med et:"Moar.... jeg hænger". Dette var hvad jeg fandt:

Vi mangler grænsekontrol.

Altså herhjemme, ikke i Danmark generelt som de der DF'ere åbenbart mener. Nej nej.
Manden og jeg er kommet dertil i vores forhold, hvor vi simpelthen glemmer at lukke døren nå vi går på toilettet. Eller det passer faktisk ikke, der har vi været længe. Det er ikke fordi, at jeg synes det er rart, frækt eller hyggeligt at gå på toilettet "sammen", men jeg glemmer simpelthen bare at lukke døren.
Og det er altså heller ikke fordi, at vi er ligeglade med det. Manden kommer f.eks. spænende for at lukke døren, hvis han hører at jeg er gået på toilettet, med et" Ej helt er ærligt tag lige at luk døren, jeg gider virkelig ikke høre på dit tisseri, lalala(fingrene i ørene)". Jeg er lidt mere magelig anlagt åbenbart, jeg råber bare "LUK DØREN". Det er jo ikke fordi, at jeg vil have, at han gør noget ved det præcis i tisseøjeblikket, det ville blive noget være grisseri, det er mere en slags skældud og reminder fremover.

Den anden dag nåede toiletscenen nye højder. Manden var igang med at vaske gulv på badeværelset, ja han kender sin plads. Jeg kommer ind, trækker bukserne ned og begynder at tisse. I det øjeblik mødes vores øjne, ord var egentlig ikke nødvendige, men manden sagde alligevel: " ej det her må altså se mærkeligt ud set udefra". Jeg kunne ikke være mere enig, så nu overvejer jeg at indfører grænsekontrol.

(billedet er lånt her)

Gæt en maler!

Jeg har længe ment, at jeg er en ganske habil maler. Jeg er sådan en, der har haft billedkunst på højniveau i gymnasiet. Jeg følte mig skrøbelig, kunsterrisk, vigtig og uopdaget, når jeg bar mine lærreder hjem efter skole. Jeg var sådan en, der fortalte folk, at jeg faktisk vidste en del om den der afsindigt svære malerkunst, og høstede efterfølgende beundrende blikke.
Jeg har brugt mange penge på udstyr, aldrig gå ned på udstyr. Jeg har brugt for mange penge på udstyr, ser jeg nu.
Jeg fordybede mig også i den mørke malekælder på højskolen, hvor der blev drukket kaffe og vin, ja altså ikke alene, der var faktisk andre, der også mente, at de var morgendagens stjerner. Jeg lyttede til Nirvana og Radiohead, alt imens jeg lagde sidste hånd på mine croquis værker, lyder det ømt? så er det fordi, at det var ømt!

Nå men nu til essensen af dette indlæg.
I dag har Storebror malet et billede til sin Farmor, da hun har fødselsdag snart.
Da jeg her til aften stod og pakkede mit malergrej væk igen, fandt jeg i malerkassen et billede, som jeg selv har malet i mine teenage år. Dengang syntes jeg, at det var et mindre mesterværk, og jeg brugte faktisk rigtig lang tid og megen tankevirksomhed på at overveje farvevalg og komposition(jaja lidt prof-ord kan jeg da). Kort sagt, jeg var tilfreds med billedet, og med mig selv.

Denne tilfredshed er nu smuldret, for som jeg stod der med mit billede i den ene hånd og Storebrors i den anden, opdagede jeg, at der faktisk ikke er den store forskel. Dette leder mig frem til den konklusion, at enten er jeg ikke så dygtig, som jeg gik og troede, eller også er Storebror et 2 årigt naturtalent.

Kan du gætte en maler?

Jeg lever i min barselsbobbel....

...og derfor handler det hele mest om børn. Storebror har lagt bleen, og det er jo vildt flot. Når han er på potte sidder jeg som regel ude på badeværelsesgulvet, og holder ham med selskab. Jaaaa det er sååå hyggeligt.

Efter han har tisset, er han lynhurtig til at springe op og kaste sig om halsen på mig. Springeriet kommer sig af hans begejstring over, at han har tisset, og det er skam også værd at være begejstret for. 

Jeg er begejstret!

Begejstret for at halverer antallet af møller* der skiftes, begejstret for Storebrors stolthed.

Jeg er IKKE begejstret for, at han ikke kan nå at tørre sig inden springeriet, for jeg tror faktisk ret tit, at han drypper lidt tis på mig, og det er faktisk ikke så lækkert.

Det næste han skal lære, må være: Lær at dryp af eller tør dig, inden du giver din mor et knus.

*mølle betyder numse på fynsk. Jeg kan ikke finde ud af, om jeg synes det er sødt eller bare meget mærkeligt.

Fucking YES

WUHUUU stort smil og hoppen rundt af glæde, har lige talt med pladsanvisningen igen-igen, og saftsuseme om de ikke giver min lille Orm en plads i Storebrors vuggestue 1 september, YES! Seriøst jeg har sgu lige hoppet rundt af glæde og råbt, hvorfor er  man alene når man skal bruge nogen at råbe hurra med?

P.s. for dem der ikke er klar over det har der været stor krise på vuggestue fronten, læs bare her.
Og undskyld banderiet.

Syspam!

Jeg var så vildt heldig at få en ny symaskine til min fødselsdag. Den syr som en drøm, og der er en verden til forskel fra min gamle, som var ret dårlig, ved jeg nu.
Min nye maskine har betydet, at jeg er gået syamok, og har kastet mig ud i lidt vildere projekter, end jeg plejer. Jeg har, efter inspiration fra denne post hos Anne, der har bloggen krittewitt, fået åbnet min gamle mønsterbog, jeg har arvet fra min mor. Og den er virkelig lige til at gå til.

Jeg er gået hen og blevet en lille syoman, der kan komme til at sidde til midt om natten ved maskinen, fordi jeg bare lige skal være færdig. Det er et misbrug på vej ud af kontrol. Dog ikke helt på højde med amarOrama's og Pille's elskede elefant besættelse. Jeg synes altså bare, at det er fedt at producere noget, og når jeg nu ikke må producere flere børn (mandens ordre) bliver det til tekstilprodukter.
Jeg føler, at jeg bliver dygtigere og dygtigere, hvilket også er ret fedt. Til sammenligning er det altså sjældent jeg stopper op og tænker, at jeg er blevet en dygtigere mor. Jaja, selvfølgelig er jeg blevet dygtigere til nogen morting, såsom at snyde mine børn til at tro de bestemmer, men i virkeligheden er det mig der bestemmer, et lille våben til at undgå alt for mange konflikter.

Nu ikke så meget sniksnak, her er et udsnit af hvad jeg har lavet:

En fin jakke til Storebror.

Den har sørme hætte og foer og lommer og alt muligt og ikke nok med det, så er den også syet i genbrugsstof, sort fløjl købt i genbrugs og et gammelt dynebetræk som foer, bumbum.

Og jeg har syet et vattæppe til en gave.

Og matchende solhatte, ja undskyld mine unger ser så retardo ud, billedet er total opstillet og ingen af dem gad. Især Ormen ser helt tosset ud. Jeg prøvede faktisk at tage et andet billede, men det var ikke meget bedre, se selv:

Men det var bare lige det jeg ville vise, fordi jeg faktisk er stolt.

Weekend og voldtræt.

Ja det er weekend,  og ja jeg er voldtræt. Det bliver man (jeg), nå man er alene hjemme det meste af en weekend med to små børn. 

Hvad har Storebror spist???

Fredag aften: pandekager

Lørdag morgen: boller med syltetøj

Lørdag middag: pandekager

Lørdag eftermiddag: chips

Lørdag aften: chips og en kvart rundtom med leverpostej

Søndag morgen: boller med syltetøj

Usundt? Ja!

Det mærkelige er, at jeg faktisk ikke er træt af mine børn. Jeg synes de er alt for skønne, og i går takkede jeg faktisk nej til svigermors tilbud om at passe dem, så jeg kunne komme til koncert. Jeg ville meget hellere blive hjemme i casa del kaos og sørge for snotunger. 

Normalvis ville jeg ikke have tænkt to gange over sådan et tilbud, især fordi jeg på sådan en weekend nemt kan få lyst til at låse dem ude på altanen, tage høreværn på og gå i seng, bare for at undgå at blive sindsyg. 

Jeg ved ikke om mit overskud over for børnene skyldes, at jeg på mystisk vis er blevet total Mor med mega M, eller det er fordi min søde veninde kom forbi i går aftes og delte en kage og en flaske vin med mig. Jeg hælder helt klart mest til det sidste.

Hvorfor bliver jeg træt af en weekends intenst samvær med mine børn?

Fordi når den ene er færdig med at blive madet vælter den anden en kop mælk. Når jeg er ude at skifte Ormen risikere jeg at vende tilbage til en fin tegning på sofabordet (klart min egen fejl, hvem lader en kuglepen ligge fremme med en toårig i huset). Når den ene sover tungt har den anden feber og pjevser. Nå der er ro på settet er det fordi vi ser Robin Hood for syttende gang. Fordi jeg ikke kan forstå, at det er MEGET fedt at hamre, over ALT også på vinduer. Fordi jeg synes, at det er irriterende med syltetøj på tøjet og på gulvtæppet. Fordi der bliver tisset igennem, netop som jeg har skiftet sengetøj. Fordi klokken er 12.45 og jeg har stadig hverken været i bad eller vasket mig eller børstet tænder.

Hvorfor elsker jeg dem stadig?

Fordi de er så søde:

Også Storebror selvom han godt kan finde på at drille og sprøjte med vand, har jeg sagt Ormen er meget tolerant:

Dumme mor

I morges kom jeg til at sove lidt på det tidspunkt, hvor jeg egentlig burde stå op. Ormen lå ved siden af mig og moslede. Jeg blev hevet ud af drømmeland ved et dunk og et højt vræl. Han havde moslet sig ud over kanten. Nu har han en hudafskrabning på kinden og et blåt øje. Vi kan vel godt blive enige om, at det giver utallige minus point på mor-kontoen. Jeg skal højst sansynligt bage uanede mængder pandekager for at komme i nul igen og servere saftevand i sutteflasken og give ham turpas til tittebøh leg og og og

På besøg i smilets by.

Var lige hvad min husbond, Ormen og jeg var i dag.

Vi besøgte det her sted:

Spændende bygning med rigtig spændende indhold, så længe min koncentration holdt i hvert fald. Har jeg egentlig nævnt, at jeg for tiden sover  5 timer i snit hver nat?? Jeg kan ikke engang give mine drenge skylden for det, for de sover som sten, meget eksemplarisk, hele natten, alle tre.
5 timer er ikke nok for mig, burde få minimum 7 timer, og helst 8 timer, så jeg kan blive rigtig smuk, lige nu er jeg snydesmuk med hjælp fra min gode ven Concealer (ved egentlig ikke om søvn ville gøre mig smuk, man har vel lov at håbe).
Det er forresten ham der superstjernen Olafur Eliasson, som har udformet regnbuen på toppen. Jeg satser på, at man kan få en oplevelse der vækker minder om elverland, guldkister, blomster og ikke mindst LSD, fordi jeg synes godt nok ikke den passer ind i resten af arkitekturen, om så mig sige.

Ormen synes også det var spændende, og  ville mægtig gerne udstilles!
Ej det ved jeg jo ikke, men han holdt rimelig meget mund, og sad bare og kiggede, og spiste den bideand, der sad på klapvognen. Og han passer da næsten ind, ikk ?

Vi spiste også frokost på fancy-lækker cafe. Ormen synes desværre, at det var mega nederen, og begyndte at skrige. Det resulterede selfølgelig i hele cafeens uforbeholdne opmærksomhed, tak allesammen. Heldigvis fik vi proppet en banan og adskillige riskiks i krapylet, jeg åndede lettet op stolt over at have undgået total krise.
Efter, hvad der føltes som, et øjebliks ro bristede skrigeballonen igen, så manden måtte slynge 120kroners burger indenbords og flygte ud i regnen med blikklumpen ( ja for guldklump var han ikke, og jeg regner med blik er et billigt metal?)

Nåede lige at få et billede af flygtende mand.

Og de sølle rester efter "slug din burger NU" konkurrencen.


Nu kan jeg spørge mig selv, var turen en succes???? JAJAJAJAJA
Skrigende baby er næsten allerede glemt Jeg husker i stedet på håndholdning, kys og egentlig bare tid med min Mand. Og tid med min Mand det kan jeg ikke få nok af, hvilket er problematisk for tiden fordi, at han laver sit bachelor projekt og er meget væk, hvis ikke fysisk så mentalt, og jeg savner ham.

Jeg har besluttet....

at mandage er det nye sort, som jeg vil embrace, dyrke og klæde mig i, måske ikke alle ugens dage (det har jeg prøvet her og her og her og her) men i hvert fald mandag.

I den anledning kommer her to små sange, til at hjælpe mandagen godt på vej.
Da jeg var lille, boede vi på en bondegård. Min far yndede at vække mig med to sange, hvilket var mere end rigeligt, da han synger piv falskt og meget højt. Han ville komme ind på mit værelse, tænde lys, åbne vindue, hive dyne af og muligvis kilde under tæerne, alt imens han brød ud i sang. Nå jeg tænker nærmere efter, ved jeg faktisk ikke, hvorfor det er et godt minde, men det er det åbenbart.

Sang nr. 1
Godmorgen, GODMORGEN
til hele bondegården

Sang nr. 2
Så er det op og igang,
vær frisk start dagen med en sang.
Hvorfor være sur og tvær,
nå man ligeså godt kan la vær!

Du kan selv finde på en melodi.

Og nu vi taler om bondegårde, vil jeg da lige vise lidt bondegårdslækkerier, der var at finde i min første pose fra Odense Fødevare Fælleskab.

Gulerødder og jordskokker.

Rabarber, løg og porrer.

Rødbeder.

Og snart begynder forårs og sommergrøntsager at ramme poserne.

Udsendelse !

I går og i dag er jeg på kursus, det handler om at være praktikant i troperne. Jeg er hooked !

Dreng?

Blodtud, hammer, snavset fodboldtrøje og pink sut!?!

Mandag, nåååånej fredag morgen i billeder.

I dag var det vist min Mands mandag. Han sov over sig, ikke mig selvfølgelig, jeg skal jo ikke nå noget. Anyways der var lidt stress på drengen, hvis du forstår??

Så der blev spist morgenmad i bar røv og hagesmæk. Jeg var faktisk imponeret over, at de havde husket hagesmæk, man kan jo diskutere om det er nødvendigt med hagesmæk, nå man ikke har noget tøj på, der kan blive snavset.

Efter morgenmad, var det tid til at få tøj på, og her ses Storebror i Ormens bukser, flot ikk? det flotte består vel egentlig i, at Manden overhovedet har kunne få presset drengen i dem, eftersom de er en str. 74 og Storebror bruger str.92-98 normalt.

Der skulle også ordnes madpakker, og selvfølgelig blev der væltet et halvfyldt vinglas fra i går, fordi Manden synes, at jeg skulle have et knus midt i det hele. Det resulterede i glasskår og vin sådan cirka overalt, på skabe, uden på skuffer, inden i skuffer, på mig, inden i mig( ej pjat) og på gulvet. 

Lige rødvin er jo ikke det smarteste at lade blive liggende til senere, så det skulle tørres op NU. Og spændende var det, kan I nok forstå!

Behøver jeg sige at Manden endte med at tage et tog en time senere?

Har overvejet, at jeg måske burde have hjulpet ham, i stedet for at rende gnækkende rundt og knipse billeder.

Lidt mere om den mandag der næsten ikke ville tage en ende

Efter dramatisk frokost i går, satte jeg mig med en ordentlig spand kaffe for lige at slappe lidt af og selv spise noget ikke muggent rugbrød, mens den lille Orm sov middagslur. Jeg kunne jo have sagt mig selv, at jeg ville vælte den kop, de kalder mig jo ikke motorikspasser for ingeting, flot ik?

Og dagen fortsatte med, at Manden ikke nåede sit tog hjem fra skole, så jeg måtte halv løbe i silende regn, med en forsovet baby i klapvognen, og iført joggingtøj (havde jo lige spildt kaffe på mit "rigtige"tøj) , ned for at hente Storebror 5 min i vuggestuens lukketid, ikke lige et drømme scenarie.

Og lige som man tænkte, at nu kan det ikke blive værre, så klarede det op i mit rige. Storebror har øvet sig i at gå uden ble, det går egentlig godt, han tisser på potte fordi vi husker ham på det og sætter ham derud, og laver desværre stort i bukserne. Men i går aftes kom han selv hen og sagde, at han skulle tisse, og da han så sad derude, sagde han, at han også skulle lave "pølser" (ja undskyld, jeg ved det er mega ucharmerende at kalde det pølser, men er lort bedre??) og det gjorde han så, nøj hvor blev jeg stolt af ham, der blev både kastet highfives og råbt hurra.
Og dermed endte dagen rigtig godt.

Hold nu op....

....mandagen fortsætter!
Så sidder vi og spiser rugbrødshapsere med smøreost. Pludselig bliver Ormen helt rød i krydreren. Jeg klapper ham i ryggen, det hjælper ikke. Jeg dunker ham i ryggen, det hjælper ikke. Jeg flår ham op af stolen og hænger ham med hoved ned af, det hjælper ikke. Mit hjerte galopere, jeg overvejer at ringe 112. Jeg prøver at holde hovedet koldt.  Jeg overvejer hvordan man laver Heimlich- manøvren på en baby. Jeg husker alle de teknikker, som jeg har lært i førstehjælp og starter fra en ende af. Efter adskillelige forsøg, hvor Ormen ligger på maven på min underarm med hovedet ned af, mens jeg dunker ham i ryggen, kommer der endelig to stykker rugbrød og en masse slim op. Fuck hvor blev jeg nervøs.




Men det slutter ikke her. Kender I det der med, at man står og spiser en rundtom rugbrød, og netop som man tygger på den sidste bid opdager man, at der er grønne mugspore på resten af brødet i posen. Jamen det skete da også i dag, bare ikke for mig men for Ormen. Så kan jeg godt forstå, at han var ved at blive kvalt, jeg håber godt nok ikke han bliver syg af det.
Her er resten af hans skorper:

En kompliment, ej tak

Den anden dag kom Storebror med denne her bog, pegede på hende ude til venstre og sagde 'mor'.

Ej men tak, fast mave, faste bryster og lækre stænger. Har hørt et sted at man skal høre sandheden fra børn og fuldefolk. Så hvis det er sådan han ser mig, vil jeg straks glemme alt om løs hud og dvaskhed i al almindelighed.
Blev noget mere bekymret da han senere kom med denne bog:



pegede på forsiden og sagde 'far'. Hold da ferie, jeg må jo være fuldstændig forblændet af kærlighed.

Mandag for fuld udblæsning

For det første, hvornår pokker lærer jeg at jeg IKKE skal klippe mit eget pandehår. Det er jo så dumt, og nu skal jeg går rundt de næste 2 ugers tid og ligne en nervøs puddel der har været til dårlig hundefrisør. Flot og klap klap af mig.

For det andet så har jeg, i forsøget på at glatte mit pandehår inden jeg skulle klippe det ( det plejer frisøren altid at gøre), brændt mig ikke 1 men 2 gange i panden med glattehjernet, igen klapsalve taktak.

For det tredje, møg, møg, møg pladsanvisning, så er det sagt. I øjeblikket går vi og venter på en plads til Ormen, og den plads skal selvfølgelig helst være i Storebrors vuggestue, fordi det er nemt og fordi vi er meget glade for den. Desværre er der åbenbart stopfyldt, pis. Vi har af flere omgange talt med damerne på pladsanvisningen og rykket vores pasningsgaranti dato først en måned frem, så to måneder frem og senest ringede min mand og sagde at han gerne ville vente hjemme med Ormen helt til 2012, hvis det var det, som det krævede.
Ret fleksibelt, og det skal lige siges at al kontakt med pladsanvisningen har min mand taget sig af, for at undgå hysteriske anfald fra min side, så vi har absolut ikke været uforskammede men nærmere meget samarbejdsvillige og forstående. Nu er der så kommet et brev: "Vi vil tilbyde jer en plads i "BLABLA"vuggestue 1/8, hvis i siger nej går der to måneder før I får et nyt tilbud", BLABLA er ikke Storebrors vuggestue og vi vil ikke stå standby i 2 måneder hvis der skulle komme en plads i Storebrors vuggestue i mellemtiden, fatter de ikke en brik.
Jeg blev så sur, først råbte jeg af manden, så græd jeg, så græd jeg ned i min tallerken, så rev jeg brevet i tusind stykker (mindst) og smed det i skralderen, og så græd jeg lidt mere. Jeg er ved godt jeg ter mig barnligt og hystademor agtigt, men jeg er frustreret fordi de åbenbart ikke har lyttet på os, og så er jeg frustreret fordi jeg synes vuggestuen BLABLA er et ikke særlig rart sted, og jeg har besøgt dem, det er stort og upersonligt og klinisk. Min Orm er "fragile" og jeg vil gerne have ham et rart og trygt sted hen. Hvis det var udadvendte opdagelsessøgende Storebror det handlede om var det en anden sag, for han tæller til 1 og så tonser han ud over stepperne, men Ormen er anderledes, tryghedsnarkoman og fragile.Øv.

Det skal ikke undre mig hvis jeg idag både slår min lilletå mod bordbenet, taber babymosen på gulvet og træder i det, smider mine nøgler væk og Ormen sikkert også skal have en ny tand.

Men mandag- bring it on, vi kan lige så godt have en lortedag med maner!

Og kom da lige til at tænke på denne her:

Mine problemer er nok i en lidt andet genre men anyways,  jeg har lyst til at høre tråd.