Er det normalt, lort og sutter.

Vi har taget Storebrors sut.
Det er ikke sket uden kamp, faktisk måtte jeg vride sutterne ud af en grædende drengs hånd, og hængte dem op på træet. Efterfølgende talte han med hulke stemme i flere dage og sagde ting som "mor giv mig min sut nu","du er meget dum", " men jeg bruger jo faktisk sut", " jeg vil gerne blive hjemme hos dig", " jeg vil bare have havregryn", " vil du lege nu?" kort sagt alt blev sagt hulkende.
Alt dette er, hvad man kunne forvente. Derudover gjorde han en masse ting for at gøre opmærksom på, at han stadig var en lille dreng, der faktisk slet ikke var stor. Han hang på mig, og vi var helt indstillet på at dette ville kræve mange ekstra kram ( muligvis et langt kram der skulle vare indtil krisen var ovre).
Af mærkelig 'hey jeg er stadig lille opførsel' kan nævnes, hælde juice op i leverpostejen, tisse ekstra meget i bukserne ( han har været uden ble i over et år), skulle have hagesmæk på under måltid, bede om hjælp til ALT og gøre mange ting, han godt ved er forbudt.
Og nu til det jeg fandt yderst bizart, fordi det er en opførsel, jeg forbinder med et barn, der har været udsat for noget forkert.
Han gik på toilettet selv. Efter et ( lidt for langt) stykke tid, ville min mand lige tjekke op på situationen. På toilettet mødte ham et højst usædvanligt syn. Vores lille dreng havde lavet stort i den kop vi normalt opbevarer tandbørster i, og nu var han igang med at skylle det ud i vasken. Ømmm og hvordan tackler man lige sådan en. Vi hævede ikke stemmen, havde ikke skæld ud stemmen på, men fortalte ham grav alvorligt at sådan noget foregår på toilettet, og INGEN andre steder. Drengen var selv meget alvorlig, og man kunne læse i hans små treårige øjne, at han ikke selv rigtig vidste, hvad der var sket de sidste fem minutter. Jeg hjalp ham i bad, og min mand gjorde toilettet rent. Vi har ikke talt om det siden, vi mente ikke det ville gøre hverken fra eller til.
Men helt ærligt, er ovenstående normal opførsel for en treårig? Kunne virkelig godt bruge noget respons.

Siden sidst.

Har jeg fået en dreng der går i børnehave, og siger ting som: "nej jeg er Batman", " hmm nej det kunne jeg ikke forestille mig (det svarede han da jeg spurgte om han ville med mig på tur)", "kan du ikke forstå det?", "POPCORN ned til sofaen", "SOFAPANDEKAGER" og så siger han stadig: "Mor, jeg vil gerne ae dig".
Jeg er også dumpet en eksamen, det er bittert og træls, men sikkert fortjent, da mit hoved ikke kunne finde studiero på pågældende modul, men øv altså. Set fra den lyse side, bliver jeg sikkert rigtig god til alt det der om immunforsvaret, nu nå jeg er så heldig at skulle igennem pensum igen.
Nu skal jeg ned og vække min mand, han gik først i seng kl.02.30 i nat, fordi han var til inde på en bar og se en live computerspil finale der trak ud....don't ask.... for jeg fatter det ikke.

Skrald.

Bare fordi vi er flyttet til et hus med dobbelt så meget plads, betyder det ikke, at vi skal lade være med at smide sådan ca. 10 tons crap på lossepladsen. Jeg ved ærlig talt ikke, hvor vi har haft alle disse ting, men svaret må være, at en rigtig samler ( mig) finder altid, altid pladsen til en ny skat. Men jeg har besluttet at nu må de skatte, som er på deres fjerde flytning, uden at blive brugt nogen af de steder de har boet, lade livet og finde ro på lossepladsen ( selvom det inderst inde gør ondt).
Og sådan ser det ud når man kører på lossepladsen uden at eje en bil.



Og nej vi smed selvfølgelig ikke scooteren ud, Storebror ville bare ikke tage afsted uden den.

Krise hjælp.

Bestående af kaffe og chokoladekiks. Og Spinning. Og Storebror der fortalte mig en meget lang godmorgen historie om skildpadestuen, og prinsessen i gymnastikrummet, som ikke var en rigtig prinsesse, mens han aede mig på kinden.
Lørdag og søndag har jeg været meget flittig, mange timer på læsesal begge dage, plus lidt ekstra om aftenen herhjemme. Det giver altid et lille boost at se flueben på læselisten.
Min mentale status er dog stadig den samme, pres, pres, pres, og så alligevel ikke helt. Da jeg er fuldt ud besluttet på at holde ved, så må det briste eller bære ved denne eksamen, og de næste ca. mange eksaminer jeg skal igennem, og hvis det ikke kan bære første gang, har jeg heldigvis flere forsøg.
Hvordan skal man forblive glad, når man er så presset??
Jo, det er noget jeg konstant arbejder på (og det er ret svært, hvis du spørger mig). En dag af gangen. I dag har jeg f. eks. startet dagen med havregrød med ungerne og efterfølgende en gang spinning, mens Manden afleverede dem. Spinningtiden kunne helt sikkert være brugt på at tegne tabeller og memorere huskeregler, men spinning gør mig nu engang glad, hvor åndsvagt det end må lyde.

Havregrødstiden og historietiden kunne på ingen måde være brugt bedre på at memorere noget som helst, andet end kys.

Min mor krone skinner.

I dag har jeg holdt fridag med Storebror. Jeps jeg pusser min morglorie. Vi afleverede Ormen i vugger, gik hjem og pakkede tasken med håndklæder og den nyeste bademode. Så gik turen til Bolbro Svømmer, der er det ene ud af kun to steder i O-town, der har et bassin der er varmt nok til småbørn, skidt så pyt med at bassinet er ca. 2x1,5 meter (hvad sker der egentlig for det, er Odense ikke omkring en stor by i DK? og burde vi så ikke have et eller andet svømmeLAND til rådighed???).
Storebror plaskede og hoppede og svømmede og tog en gang rutchebanen i det kolde vand, bagefter skulle han absolut ikke nyde noget af det kolde bassin. Jeg bebrejder ham ikke, jeg gad ikke engang hoppe i efter ham da han rutchede i, jeg stod bare på kanten og hev ham op efter dykket i det kolde gys. Det er vel ikke et problem? Jeg mener, han er to et halvt og havde korkbælte på, og det var ikke på det dybeste sted.
Efter svømmer spiste vi kanelsnegle (hjemmelavede selvfølgelig- pudse, pudse næ hvor den skinner).
Hjem, æggemad, Robin Hood og middagslur.
Op, kanelsnegl, læse bog og hente Orm.
Købe stof, besøge farmor, spise pasta med ketchup og røræg, putte Ormen og se Disney show.

Nu sidder jeg her alene, min søde kunster mand skulle i aften til en fernisering i hovedstaden. Nu har han "fået lov" til at tage spontant i byen med vores journalist ven, der skal dække 'vild med dans' afterparty, SE og HØR betaler regningen. Som han sagde: What's not to like??
Ud over at jeg sidder her alene, har jeg kun 'like' tilovers for en lille tur ud at lufte danseskoene. I morgen gør jeg det selv med mine girlfriends, and I like, like like.

Forresten, hvis du er i København, skulle du da lige slå et smut forbi Kunstnernes Efterårsudstilling, og se om du kan gætte hvilket bidrag min mand har lavet (yes det er lidt blær, men jeg er saftsuseme også stolt af ham).

Hverdag 3.

Jeg er glad selvom alting hænger i en tråd.
Jeg syer, kysser børn, får mad, spinner, går i skole, knokler i skolen, lære nye ting, drømmer om fremtidige faglige projekter, tager en spontan bytur med store drinks (sjældent men ahhh), ser på Ormen mens han lærer at gå, lytter på Storebror når han siger: "mor, du skal spise din kage, så du ikke får hul i maven ( hvem har fortalt ham det?), drikker rødvin og husker at kysse min mand.
Sidst men ikke mindst øver jeg mig i at være glad, for det jeg har, og ikke stresse over det jeg skal. Det er mærkeligt at noget så ligetil kan være svært.

Ferieudfordringer.

Vi holder ferie. Vi besøger folk i nær og fjern. Det er skønt at være i sommerhuse uden Tv og spille piratbridge til aftenrødvinen. Udfordringen går på Storebror. Jeg tror aldrig jeg fik fortalt, at vi inden ferien var til endnu et møde i hans vugger. De fortalte, at det gik godt, og de synes han klarede det hele så meget bedre end før. Det var dejligt at høre, især når man synes, at man kæmper en hård kamp. Nu hvor vi holder ferie er vi konstant i uvante rammer og rytmer, og hold da op det kan mærkes på min store dreng. Han kan slet ikke finde ud af hvor grænsen går. Jeg bebrejder ham ikke, for det kan jeg heller ikke. Jeg har lige læst denne bog om børns selvværd, den er skrevet af Dan Svarre, og den handler bl.a. om at dit eget selvværd afspejler sig i dit barn, så det gælder om at kigge ind ad. Den satte tanker i gang, og os lidt på arbejde. Jeg synes den er værd at bruge en aften eller to på at pløje igennem.






- Posted using BlogPress from my iPhone

Sommerjazz !

Ved brandts i Odense. Storebror og jeg er begge solgt. Hvor heldig kan man være at støde på sådan et arrangement på vej hjem fra Føtex?



Og det kører indtil 3 juli, en slags minifestival kan man vel kalde det.

Morgenens succesoplevelse.

Storebror og jeg legede lidt med lego, jeg sagde jeg ville gå efter kaffe, og at han bare kunne lege videre. OG ved I hvad??? Det gjorde han faktisk et minut eller to, han kørte endda en lille tur med legotoget rundt i stuen og sagde tuttut, inden koncentrationen røg fløjten.
Og hvordan går det ellers??
Tjooo jeg er sådan virkelig træt. At min mand er hjemme det meste af tiden giver ikke så meget mere overskud, han er også træt. Det er hårdt at være på HELE tiden, og jeg ved ikke hvorfor, men "en dårlig dag" fylder enormt meget i bevidstheden i forhold til en god dag. Og vi er så fucking bevidste om alt, at det er til at blive syg af.
Når jeg er træt, bliver jeg let distræt og gnaven. Jeg har f.eks. lige siddet og rå gnedet mig i højre øje, som jeg ellers har lagt makeup på for 10 min. siden. Møg. Jeg må hellere gå ind og rette op på makeup-massakren, inden jeg bliver gnaven.

Spørgsmål.

Det er godt nok svært at være forældre, at følge en handleplan og være usikker på det meste.
Tusindvis af spørgsmål dukker op. Nogle af de største spørgsmål i dag har været:

Hvor længe skal en to-årig kunne holde koncentrationen om en leg?

Skal "vilde" drenge ikke have lov at lege tumlelege?

Keder han sig?

Handleplan.

Ja, det tror jeg det hedder, det vi nu har lagt for Storebror. Vi var til samtale i vuggestuen i onsdags. I store træk skal vi hjælpe Storebror til at lege selv, komme ham i forkøbet når vi kan se, at han er ved at blive voldsom, give ham meget opmærksomhed og en masse kys, kram og nus. Både herhjemme og i vuggestuen.

Så kan det være du spørger: "jamen, lader I ham da bare blive voldsom og sejle i sin egen sø normalt?", "nussede I ham ikke før?", "får han ikke opmærksomhed?"
Svaret er selvfølgelig: "nej, jo og jo, hvad tror du selv?"
Selvfølgelig gør vi alle de ting. Storebror er 2 år og det virker som om, at han har svært ved at kapere det hele nogen gange, så vi skal kridte banen lidt tydeligere op, og hjælpe ham med at bevare roen når overblikket ryger fløjten.

Med hensyn til gisningen om at han har et sart taktilt sansesystem, ser vi tiden lidt an, og imødekommer det med en masse fysisk kontakt (jeg ved ikke hvordan, at jeg kan formulere det ordenligt).

Det var en svær samtale. Svært at høre alt det hårde, svært ikke at gå i forsvarsposition og svært at huske hvad jeg selv mente. Vi talte længe og om mange ting, mange flere end dem jeg har nævnt her. Vi gik derfra med godt mod. Jeg fik fortalt hende, at jeg blev meget ked af det i sidste uge og været det siden, at vi stadig ser vores skønne dreng, når vi kigger på Storebror, at vi gerne vil lytte til deres faglighed, at vi synes det er mærkeligt at give ham mærkat på og vi fik spurgt, hvad de gør for ham. Vi valgte, at tale helt åbent med hende, det føles dog mærkeligt at lægge sit følelsesliv ud på personalestuebordet ved siden af lunken kaffe, en vissen plante og en halvtom pose lakridser, men mon ikke det er til det bedste.

Nu knokler vi herhjemme. Det "gode mod" vi forlod samtalen med bliver hele tiden gjort usikker til bens, vi vakler og finder fæste, men vi klarer det sgu, ikke mindst Storebror. Sjove, seje, kloge, omsorgsfulde, lille Storebror.

I dag har Storebror og jeg bl.a. leget med duplo. Vi fik hjælp til at bygge et meget højt tårn af elefantbamsen, babyelefantbamsen og sovekaninen Mick Jagger, det gik godt.

Jeg føler mig ramt og så...

alligevel ikke.
I går fortalte jeg om noget, der ligger mig meget på sinde, noget der trykker mig.
Jeg fik nogle meget søde og brugbare kommentarer, som jeg sætter stor pris på.
Den kære Hulebo gav mig dette link til et blogindlæg, som handler om kommunikation og magtforholdet i forældresamtaler. Det var lærerigt at læse, og meget relevant i forhold til den situation jeg står i lige nu.
Jeg følte mig virkelig uforberedt på, hvad der kom til mig/os i onsdags, og som harning indlægget beskriver, var jeg i chok.
Jeg tror at grunden til, at jeg skriver dette indlæg er, at jeg gerne vil fortælle, at jeg føler mig utrolig ramt af Harning indlægget, men at jeg ikke føler mig ramt af sidste del, hvor en kvinde føler sig talt ned til af en pædagog. Gårsdagens indlæg var min opfattelse af en samtale, hvor (næsten) kun de tunge ord brændte sig fast på min nethinde. Jeg var i chok, men jeg følte mig ikke truffet over pædagogen, hendes fremgangmåde eller hendes omsorgsfuldhed tilslut i samtalen. Jeg vil helst ikke have det misforstås, da jeg synes, at hun og hendes kollegaer er dygtige og omsorgsfulde, og jeg har respekt for dem. Dermed ikke sagt at jeg uden at blinke godtager en diagnose på vores dreng, mange har husket mig på, at vi ikke skal glemme hvordan vi opfatter vores dreng, og det gør jeg ikke.

Jeg synes, at det er rigtig svært at være mor lige nu. Jeg synes, at det er svært at finde den gyldne vej hvor ro, regelmæssighed og renlighed efter sigende skulle give glade og veltilpasse børn. For lige nu ved jeg ikke hvad den rigtige ro er og hvor regelmæssig at regelmæssigheden skal være.

Tristhed og tårer.

Jeg er ked af det, og jeg græder. Jeg har lyst til at kramme min store lille dreng hele tiden.

Vores Storebror er en voldsom gut, han er stor og stærk af sin alder, og han er tit voldsom over for andre børn. Jeg har tænkt en del over det på det sidste. Vi har talt om det herhjemme på det sidste. Tænkt på og talt om hvordan man kan lære ham, at man ikke må slå. Jeg kan ikke lide at råbe og jeg kan ikke lide at skælde meget ud, og jeg øver mig i ikke at hidse mig op over for ham. Vores strategi har indtil videre været at sige bestemt "nej det må man ikke", og så henlede opmærksomheden på noget han godt må, så han ikke føler sig skældt ud hele tiden. Jeg syntes, at det har været meget svært at håndtere ham nogen gange.

Onsdag da jeg hentede Storebror i vuggestuen, ville pædagogen godt lige tale med mig og aftale et møde om Storebror. Det skulle handle om, at han er meget voldsom, at han tit slår og skubber de andre børn, at han ikke kan finde ud af at lege selv, at han ikke kan finde ud af at lege/omgås de andre børn, at når han leger med sig selv er det destruktive lege, som at gå og slå til ting med en pind, at han har dårlige sociale kompetencer og at de mistænker, at han har et sart taktilt sansesystem.
Det var som at få en mavepuster, jeg fik tårer i øjnene og lidt kvalme, og jeg har grædt mange gange siden.

Selv om at jeg godt vidste, at han er voldsom og kan være skrap, gik jeg ud fra at det var en fase, som så meget andet. I virkeligheden er det langt mere alvorligt end som så, fordi min søn måske mistrives. Jeg er ked af det på hans vegne, og jeg er ked af, hvis vi har håndteret ham forkert.

Der er ikke nogen der har fortalt mig, at det kan forvolde så meget smerte at være forældre. Jeg har en sten siddende i mit hjerte, en klump i min hals og det føles som om at nogen maser mig så hårdt, at jeg ikke kan være i mig selv. Alt dette vil jeg med glæde bære rundt på, hvis bare min lille dreng var glad og ubekymret.