Jeg kan ikke huske, om jeg før har berettet om begrebet snotknæ. Det er noget der, her i huset, er groet fast på os, og ikke mindst vores bukser. Lad mig forklarer. Jeg står op. Jeg tager rene bukser på. Jeg møder et barn ( Storebror eller Ormen). Mine ben får en meget kærlig omfavnelse, med indbygget næseaftørring, og voila jeg har så en fin snot/savlplamage lige ved knæet, et snotknæ.
Hvis man er så heldig, at komme ud af døren uden snotknæ en morgen, skal man skynde sig at juble hele vejen ned til vuggeren. I vuggeren kan man nemlig være sikker på, at et andet barn ( Mateo højst sandsynligt) vil afhjælpe fejlen, så man ikke behøver gå gennem dagen uden snotknæ.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar