WARDROBE CHALLENGE- Dag 5.

Fridag, fest, rødvin og tilbage på pinden. Lille mand meget syg og medtaget af skoldkopper. Jeg er målløs over hvor voldsomt udbruddet er. Har virkelig lyst til at blive hjemme med mine børn i dag, men jeg har virkelig ikke lyst til at misse en dag i klinik, jeg er der jo kun 2 uger i denne omgang for pokker altså.
Anyways ny dag--> nyt outfit. Har du forresten tjekket Ida's blog, der kan du læse mere om, hvorfor jeg har nyt-gammelt tøj på hver dag i denne uge, samt se hvilke andre bloggere der også har nyt-gammelt tøj på hver dag i denne uge.

Kortærmet herreskjorte med tern, fra genner i London (igen, jeg har jo faktisk boet i England et år). Sort tube nederdel fra American Apparel. Kobberfarvede tights fra H&M. Adidas sneakers som er købt, dengang jeg spillede håndbold i sjette klasse. Hvid sweater, som har været min mors, og som hun selv har strikket. Stor sølvfarvet netagtig taske i gris, tror jeg, fra NAFNAF, købt i Paris. Tasken er stor nok til både at indeholde skolegear og sportstøj, så det gør den.

Ses til weekend, hvor det bliver ekstremt farverigt/ kongemor

Åhh hvor er det skønt at være studerende.

Det der 8-16 er godt nok en hård negl, med sådan to små baryler derhjemme. Det er vildt spændende at være ude i den virkelige verden, men det gør også bare, at jeg, her lidt før kl.20, er ved at gå omkuld af træthed.
Jeg følges med en super sød ung læge, hun er virkelig flink til at lære fra sig, og har endda overskud til at smalltalke lidt hyggesnak om børn f.eks. Hun har så 3 børn på 2, 4 og 6 år!!! Ja, og jeg troede, at jeg havde meget at se til, men hun beroligede mig ved at følge op med denne kommentar: det var egentlig ikke særlig hårdt at få nummer tre, fordi på det tidspunkt lavede vi (forældrene) allerede noget 100% af tiden, og man kan jo ikke lave mere end det. WORD siger jeg bare.
Any ways helt kort kan mit liv lige nu opsummeres således:
1. Spændende arbejde.
2. Overvældende træthed.
3. Ormen har fået skoldkopper ( ja hvad kunne man forvente, for helvede univers).

Åhhh hvad gør man?

Når man sidder på sin pind, med bøgerne (ej faktisk Ipad'en, jaja man er vel hoppet med ind i den elektroniske verden) åbne, og prøver, prøver, prøver og få noget fornuftigt for hånden, og der er en million andre ting der fylder hovedet. Lige nu burde jeg læse om forskellige typer af kræftsygdomme og hvordan de navngives, men det der fylder i mit hoved er helt andre sager, så som:

1.
 Pyyhhhh hvor er det hårdt at have en lille dreng der stadig er hjemme med skoldkopper. På den ene side har jeg lyst til at kysse og nusse ham, på den anden siden, er jeg ved at få pip i låget af, at han hele tiden skal hænge i mine imaginære skørter (sådan nogle går husmødre vel med). Jeg skal nok blive ved med at nusse, selvom det er svært. Jeg er ked af, at jeg ikke kan overskue ham, når det eneste han har brug for er sin mor. Hver gang jeg er skrap (som i 'nu skal du slippe mig' eller ' jeg vil være i fred et øjeblik' eller 'jeg
vil ikke lege med dig nu'), fortryder jeg det, jeg vil jo for pokker ikke ødelægge drengens selvværd.

2.
Jeg skal i klinik i næste uge (klinik=praktik i min verden), jeg glæder mig helt vildt, og er hunderæd på samme tid. Jeg er bange for, at jeg ikke er dygtig nok, det er en ¨frygt¨der har fulgt mig lige siden studiestart. Den er latent i løbet af semestret men blusser op ved tanken om forestående eksamen eller klinik. Hvis der er nogen, der ved, hvordan den fordrives for altid, må de endelig melde sig på banen.
Jeg har det som om, at jeg lidt har snydt alle ved at nå så langt med studiet, uden nogen har opdaget, at jeg ikke kan finde ud af det.

3.
Jeg skal huske at nusse min kære mand lidt, sådan en sygdomsuge pynter ikke just på parforholdet, skulle jeg hilse og sige.

4. Blah blah blah

5. Jeg vil også gerne sy.

2 dage inden skoldkopperne brød ud i fuldt flor.

Universet holder nøje øje med os.

Som bekendt er vi en familie med 2 små børn, et fuldtidsstudie, et deltidsstudie (ja undskyld kære mand, jeg kan altså ikke karakterisere det, du laver, som andet pt.), en masse freelanceopgaver (ja det er så også min kære mand), et hus, en have, en sød omgangskreds (både venner og familie under denne kategori), en sindsyg sy/strikke hobby, tonsvis af vasketøj og jeg kunne selvfølgelig blive ved, men tror I er kvikke og ¨get the picture¨.
Vi har travlt, og tingene er bare aldrig lige så nemme som vi havde forestillet os. Faktisk bør jeg her nok kun tale for mig selv, da det er mig der tit har et fuldkommen urealistisk billede af hvordan vores hverdag, bare lige, kan fungere.
F.eks. er jeg altså ikke typen, der bare lige stå op og smider morgenmad på bordet,  afleverer børn, handler ind, tager hjem og studerer intensivt, henter børn, cruiser forbi første maj arrangement, snupper en kold mens børnene leger, spiser en hurtig picnic, tager hjem, kaster børn i bad og putter glade små trætte børn i seng. Selvfølgelig foregår det hele med et stort smil på læben. Ovenstående lyder nemt, og er også sådan tingene tit ser ud oppe i mit hoved.

Jeg er dog en anden type. Min dag kunne se sådan ud (1.maj 2012): Står op, sluger brød og KAFFE ved køkkenbordet, skændes med min kæreste om hvis tur det er til at aflevere børn, afleverer børn sammen, handler sammen, tager hjem. Kan selvfølgelig ikke tage mig sammen til at læse, bliver enig med mig selv om, at jeg da har fået lidt struktur på min læsning. Bruger lang tid på spise frokost (mmm stegt torskerogn og makrel), læser lidt mere ( denne gang læser jeg faktisk). Tager afsted for at hente børn. Beslutter at droppe første maj, fordi jeg ikke kan overskue det. Istedet handler jeg mini is i LIDL, inden jeg henter unger. På vej hjem vinder jeg 1000 børnepoints på at hive is op af tasken. Vi stopper ved farmor, for at fordrive lidt ulvetime. Farmor cykler med os hjem for at ¨besøge os¨(vigtigt for en 3 årig og vi bor 5 min. fra hinanden). Vi holder 1 maj i vores egen have, børnene plasker med vand og griner og bliver mega trætte. Maden bliver færdig for sent, og der er mange grunde til gråd på dette tidspunkt. Et barn bliver vasket, dog uden hårvask, selvom det er mindst en uge siden, og puttes derefter halvgrædende-træt. Et andet barn leger overraskende godt, men da nattøj bliver nævnt, græder dette barn også, og puttes hulkende. Hulkelydende stopper dog to sekunder efter hovedet rammer puden, og afløses af snorken.
Ovenstående er beskrivelse af en god dag i kongefamilien. Vi nåede at hygge en del, og jeg er faktisk et sted, rent studiemæssigt, hvor jeg er begyndt at føle overblik, og jeg er ved at lære at hygge mig midt i kaos. På den sociale side har vi en del arrangementer planlagt for maj, men de er efterhånden vel planlagt, hvilket avler overskud hos moren. Kort sagt, jeg følte mig ovenpå.

Men, men, men jeg har åbenbart glemt, at universet fører et nøje regnskab over børnefamiliers gøren og laden. Et regnskab hvor overskud på bundlinien er fuldstændigt uacceptabelt. Det er bestemt fra højere magter, at man med to små børn partout skal hænge i en meget tynd tråd, og det nytter ikke, at hjælpe til, ved at hænge i med neglene, for de er allerede slidt af. Overskud= umuligt.
Det havde jeg glemt, heldigvis var universet så sød at huske mig på det, da Storebror vågnede op i morges med ryg og mave fyldt med små fine skoldkopper.
Dette sætter os selvfølgelig tilbage til i overlevelses-mode, og jeg forventer selvfølgelig at når vores dreng om en uges tid kan komme i børnehave igen, vil Ormen uden tvivl lægge sig med de små sataner spredt ud over hele kroppen.

Glædelig 2. maj.

Pest eller kolera.

Jeg tror ikke der går en dag, eller en time, eller måske endda en halv time uden at jeg tænker "hold nu op, I går mig på nerverne" eller " jeg bliver sindsyg, gå nu væk", om mine børn. Ikke særlig sympatisk moder træk, det ved jeg skam godt. Hver dag tænker jeg, mmm idag tager jeg det bare stille og roligt, ingen stress, jeg kan rumme dem. Og hver dag når jeg skræmmende hurtigt min tolerance grænse for, hvor mange gange jeg stille og roligt kan forklare, at man ikke må slå sin lillebror i nødden med sit sværd, at man skal lade være med at hælde mælk på gulvet, at man ikke skal tage ting fra skraldespanden og putte dem i munden eller at man ikke selv bestemmer, om man skal have sandaler på i børnehave ( den diskussion har jeg faktisk droppet, sandaler, gummistøvler, kondisko, sol, isvinter, regn, jeg er ligeglad nu). Min pointe er, at jeg på daglig basis har lyst til at smide dem ud af vinduet og skænke mig et stort glas rødvin, måske endda en hel flaske og få lidt ro fra al den skrig og skrål der præger lydbilledet i vores lille odenseanske forstadshytte.
Og hvorfor smider jeg dem så ikke bare ad h til og nyder livet? Jo men det er jo fordi, jeg åbenbart ikke kan leve uden de to små borehoveder, de har bidt sig fast, som små blodsugende igler, der gør mig bleg i bæret.
Jeg sidder i flyet på vej til min allerkæreste veninde. Jeg skal være der en weekend. Den står på minus ansvar, maks hygge og ingen børn der tørrer snot af i mine bukser, men helt sikkert et glas vin eller to, og DRINKS. Wuhu frihed til mig, og nu er problemet bare, at jeg ikke var kommet en time væk fra min larmende hjemmebane før savnet meldte sig. Ja, man tror det er løgn- can't live with them, can't live without them.
Men ahhhh min tid en hel weekend, jeg pakker savnet væk.





Men se nu hvor kær den mindste er når han sover.

Ohh joy!

Påske er i sandhed en velsignet tid. Mad, chokolade og øller i rigelige mængder. Vi har nydt ferien meget. I starten var det svært at finde ud af, at vi bare havde fri, altså ingen skole, daginstitution eller andre faste aftaler. Jeg har nydt det, og efter opstarts skænderierne var overstået, med både mand og børn, har jeg haft det som en lykkelig kvinde. Ordnet have, bagt kage, set tegnefilm gange en million, syet jakke, kysset børn, spinnet-Hurray, fået en god snak med min mandsling (=nærhed) og øvet mig i at hvile i mig. Nu er jeg tilbage på skolebænken, jeg er drøn træt med yndige rande under øjnene, rosen-revne hænder, ondt i muskulaturen, glad og med masser af mod på at komme igang med bøgerne igen- så visdom kom til mig! Jeg er klar til alt lige nu.
Note: Der er lige en der har indtaget stolen bag ved mig, der kom nogle meget mærkelige lyde fra hendes mobil. Jeg nåede lige at tænke: ej sluk lige mobillos søsterlagkage, så opdagede jeg det var en baby alarm!!!!! Fuck hvad sker der for overskuddet??? Hold nu barsel og nyd det damer!!! (erindrer hun fødte for under to måneder siden).
P.s. Jeg blogger når jeg burde høre efter i skolen, same on me, men jeg er stadig helt parat til at suge viden til mig, NU Hej Hej !




Tip: bilhotter får børn til at være stille og glade under lange køreturer hjem fra sukkerhypet påskegilde, tjek.

Mamah!

Den ene unge er stadigvæk Batman. Den anden render rundt og spiser flamingo påskeæg ( I ved dem børn pynter i børnehaven), imens han råber mamah, hvilket til dato er det tætteste, han er kommet på at sige noget på dansk. Jeg har lige ryddet op i køkkenet efter aftensmad, imens jeg gjorde det fløj denne tankestrøm gennem min knold: 1-når så er det 10 dages ferie, 2- men det er da altid noget vi ikke skal smørre madpakker, 3- ej HOV det er da først og fremmest noget, at vi får lov at få hele 10 dages ferie med vores skønne drenge børn.

Skrig, jammer, jammer!

Nå men så fødte min veninde da lige en lille dreng. Det var en god fødsel, har jeg hørt. Han er mega dejlig, lækker og nuttet, har jeg hørt. Hun (moren) har ro, træthed og lykke i stemmen(i ved det man har når man lige er blevet mor), har jeg hørt. Om jeg har set dem endnu? nej da, men fuck hvor jeg glæder mig. Om jeg lige er blevet ramt af en skrukhedbombe? Hell ya, mine æggestokke piver og jamrer, hvilket de faktisk slet ikke har ret til, for jeg har jo faktisk trykket to små, ej faktisk kæmpestore (ca. 4500g begge to), drenge ud. Se selv:

Og ja de er tykke og trykkede, men de er mine ynglings.

Tyvetøsen i Berlin.

Det er mig. Vi er på vej hjem fra byernes by, staden hvor der er plads til alle, mangfoldighedens samlingspunkt, kærlighedens højborg, kulturlivets bankende hjerte, skønhedens flammende bål og hverdagens betonblå fængsel. Jeg er ret vild med den sild, der kaldes Berlin, kan dunok forstå. Vi har nydt livet i tre dage, og jeg har brugt alle de penge mine børn fik i julegave på sushi og weissbier. Nope, jeg har ikke dårlig samvittighed over at have drukket alle børnenes skopenge op, det er jo faktisk en ustyrlig glad mor de får hjem, og jeg lover de ikke skal gå barfodede. Og, og, og ret skal være ret, jeg har faktisk også købt noget lækkert stof, som det er planen, der skal sys børnetøj(-sko??) af.

Tjys tjys eller hva er det man siger.

Børneblues

Se hvad jeg kan:


Jeg har så travlt. Kan en blog så leve? Lige nu sidder jeg i toget på vej til fødselsdag, og så har jeg masser af tid til at skrive på min blog, og til at strikke og til at drikke kaffe ( ej det har jeg altid tid til) og til høre podcast. Det er et mærkeligt frikvarter fra mit liv. Jeg kan godt lide det.

Så ved man det fredag...

Jeg står og bager pandekager med den ene hånd, og drikker øl samt spiser chips med den anden. Lidt hygge fortjener vel selv jeg, selv om jeg virkelig er bagefter i skolen, og burde bruge min tid på E. coli og streptokker i stedet for at drikke bajer og tulle rundt i hyggesokker.

Børnene spørger du?

Jo de sidder og ser barbapapa på youtube, de hygger sig også, deres far er til fredagsbar.

God fredag folkens!

Kender I det,

når man melder sig frivilligt til at tage med vuggestuen på tur, fordi der er sygdom blandt personalet, og institutionen ikke har råd til vikarer? Og kender I det, når pædagogen siger, at lige til turdag, har de faktisk vikar på? Og kender I det, når man alligevel får insisteret på, at det da slet ikke er et problem at bruge sin tirsdag på turdag, og alligevel ender med at tage på tur med vuggeren?
Nej vel, det kender I ikke? Det gjorde jeg heller ikke, før i går, hvor ovennævnte episode faktisk udspillede sig for mig. Og det var slet ikke min mening, jeg ville jo bare være lidt venlig, men venlighed, kombineret med massive trætheds tømmermænd, resulterer åbenbart i kongemor på tur med vugger.
Håber pædagogerne synes det var bare en lille hjælp, at have mig med, og ikke bare irriterende at have hende den insisterende mor på slæb.
Og forresten endte jeg trods trætheds tømmermænd med at have det vildt hyggeligt sammen med de der unger.
Vi var på Odense havn:

Hverdag 3.

Jeg er glad selvom alting hænger i en tråd.
Jeg syer, kysser børn, får mad, spinner, går i skole, knokler i skolen, lære nye ting, drømmer om fremtidige faglige projekter, tager en spontan bytur med store drinks (sjældent men ahhh), ser på Ormen mens han lærer at gå, lytter på Storebror når han siger: "mor, du skal spise din kage, så du ikke får hul i maven ( hvem har fortalt ham det?), drikker rødvin og husker at kysse min mand.
Sidst men ikke mindst øver jeg mig i at være glad, for det jeg har, og ikke stresse over det jeg skal. Det er mærkeligt at noget så ligetil kan være svært.

Kronisk snotknæ.

Jeg kan ikke huske, om jeg før har berettet om begrebet snotknæ. Det er noget der, her i huset, er groet fast på os, og ikke mindst vores bukser. Lad mig forklarer. Jeg står op. Jeg tager rene bukser på. Jeg møder et barn ( Storebror eller Ormen). Mine ben får en meget kærlig omfavnelse, med indbygget næseaftørring, og voila jeg har så en fin snot/savlplamage lige ved knæet, et snotknæ.
Hvis man er så heldig, at komme ud af døren uden snotknæ en morgen, skal man skynde sig at juble hele vejen ned til vuggeren. I vuggeren kan man nemlig være sikker på, at et andet barn ( Mateo højst sandsynligt) vil afhjælpe fejlen, så man ikke behøver gå gennem dagen uden snotknæ.

Hverdag.

Vi er i gang med morgenens opgaver, og jeg tager mig selv i at sige: "jeg bliver gal.....og jeg slukker fjernsynet".
(mit liv i en nøddeskal i øjeblikket, men nu smutter jeg igen, har et skrigende snotbarn hængende om mit ben)
(et øjebliks uopmærksomhed, og nu har jeg mælk på bukserne, ihhhhh ORM)

Back in O-town.

"Vi er hjemme i vores eget hus. Her er mange ting", sagde Storebror da vi kom hjem. Vi bor i lejlighed, og ja ok jeg er samler, men prøver altså at begrænse mig. Jeg købte f.eks. kun lidt stof i genbrugsen på Læsø og slet ingen ting på kræmmermarkedet
Vi er hjemme efter knap 2 ugers ferie i sommerhuse hos diverse bedste-og oldeforældre. Vi har hygget os, men til sidst var vi alle, børnene inklusiv, meget trætte, fordi intet var som det plejer. Man kan godt lide at tingene er som de plejer, når man er 10 måneder eller 2 år gammel. Man kan selvfølgelig også godt lide græs, is, bedsteforældre, sol, regn, pandekager, vandpistoler, gravkøer, eventyrer på egen hånd, sporvogne, cykler, stranden, katten Nala, samt Olde's brune sovs og kartofler. Når alle de faktorer er gjort op, kan vi vist godt blive enige om at det var en god ferie. Også selvom Storebror tissede i mit sengetøj, så jeg var nød til at håndvaske det, der er jo ingen der har et ekstra set sengetøj med, når de kun skal være en uge i sommerhus vel? 

Ferieudfordringer.

Vi holder ferie. Vi besøger folk i nær og fjern. Det er skønt at være i sommerhuse uden Tv og spille piratbridge til aftenrødvinen. Udfordringen går på Storebror. Jeg tror aldrig jeg fik fortalt, at vi inden ferien var til endnu et møde i hans vugger. De fortalte, at det gik godt, og de synes han klarede det hele så meget bedre end før. Det var dejligt at høre, især når man synes, at man kæmper en hård kamp. Nu hvor vi holder ferie er vi konstant i uvante rammer og rytmer, og hold da op det kan mærkes på min store dreng. Han kan slet ikke finde ud af hvor grænsen går. Jeg bebrejder ham ikke, for det kan jeg heller ikke. Jeg har lige læst denne bog om børns selvværd, den er skrevet af Dan Svarre, og den handler bl.a. om at dit eget selvværd afspejler sig i dit barn, så det gælder om at kigge ind ad. Den satte tanker i gang, og os lidt på arbejde. Jeg synes den er værd at bruge en aften eller to på at pløje igennem.






- Posted using BlogPress from my iPhone

Høj søgang kan ikke anbefales.

Læsø er fantastisk. Vi har været oppe og hente Storebror og besøge mine forældre. Vi har spist kantareller og friskefrikadeller i lange baner. Desværre skulle vi hjemad lige i det øjeblik, hvor mine forældres Læsø-ven kom forbi med et stort fad jomfruhummere, Læsøs national spise, sammen med røget hest og glade grisebasser selvfølgelig. Han havde dem bare i overskud, og tænkte vores familie kunne fortærer dem, han tænkte rigtigt.

Hvad der er mindre fantastisk er stiv kuling med regn, når man står og venter på færgen med en dreng i regntøj, en dreng i klapvogn og en helvedes masse habengut. Vi voksne havde selvfølgelig kun sandaler, kortebukser og solbriller på, kort sagt blev vi drivvåde.
Men lidt regn skal ikke slå mig af pinden. Vi havde købt fiskedeller, remo og lækkert rugbrød til turen, en komplet der skulle gøre det ud for aftensmad. Vel ombord smuttede Manden i cafeteriet efter varm kaffe, med drivvådt hår og tøj var det hårdt tiltrængt. Da han kom tilbage, kunne han oplyse, at frituregryden var slukket og ikke blev tændt mmmmm....tænkte jeg (ville han mon have købt fritter????), og dvælede ikke mere ved den tanke(senere skulle finde ud af hvorfor).

Efter vi havde fået fodret ungerne blev søen høj, næsten så høj at min mand blev bange for, at færgen ville lave en grønlændervending. Jeg er ikke sådan en pivskid, og var fast besluttet på at få skiftet Ormen og puttet ham i nattøjet, inden vi ramte fastlandet. Jeg sejlede ud til puslerummet og sejlede tilbage igen, uden at falde, ret godt klaret af en kvinde med min motorik.
Sikkert tilbage på min plads hilste og smilte jeg med en jokeende mine på Storebror og Manden. Manden smilede tilbage med et glimt i øjet. Storebror kvitterede med at brække sig ud over min mand. Derfra gik det kun længere ned i sølet. Storebror skulle over til sin moar. Her sad han så og pjevsede over ondt i maven, imens jeg selv blev mere og mere søsyg. Efter en rolig stund tog hans brækkerier for alvor fat. Det gik ud over mig, gulvet, sædet, Mick Jagger(-sovekanin), ham selv(og ALT hans tøj) og sutten, som jeg måtte fiske op af en halvfyldt brækpose. Det endte med, at jeg sad med en af de der brækposer mast op i hans ansigt, mens jeg (med lukkede øjne og tilbagelænet hoved, jeg var jo også dårlig) messede samtlige sange fra "Bamsesbilledbog"-albummet for at trøste ham.
Da vi kom til Frederikshavn kunne vi skrabe bræk, vådt tøj, skrald og resten af vores egendele op fra gulvet og luske i land. Ud i regnen for at finde bilen, så blege familien bræk kunne komme hjem.

Henter Storebror og p.s. jeg kan bakke med trailer (når jeg ikke er fuld)!!!

I lørdags vinkede jeg farvel til ham. Det var meget hårdt, ufff. Jeg savnede ham med det samme. Jeg har været spændt på hvordan det skulle gå. Ferie alene med mormor og morfar. Jeg har selvfølgelig ringet til dem, blev jo nød til at høre hvordan den lille mand klarede det. Han har været glad, der har været en ked-af-det situation, han var kommet til at lave stort i sin natble, og det er jo ikke så rart, når man ellers har været blefri siden april. Han blev skiftet og kom tilbage i seng, og så var der lidt mor-kalden. Min mor sagde, at hun holdt om ham til han sov igen. Jeg vil også gerne holde om ham.
Noget andet svært for moren at accepterer, har været, at alle vores regler og rytmer er blevet brudt. Der har gældt bedsteforældrelove, og de harmonere ikke altid med mine egne love. Jeg har gjort mig umage for ikke at kommentere på sengetid og isindtag, når jeg har talt med dem. For helt ærligt, hvis man ikke kan få lov at være længe oppe og spise sig mæt i is, når man er på ferie med bedsterne, hvornår i hede hulen kan man så?

Tiden herhjemme er mod forventning gået hurtigt. Vi har fået ryddet godt og grundigt op i vores kolonihave, at slæbe rester af havehus på losseren, luge have og klippe hæk er ikke for småbørn, næh nej det er skam benhårdt arbejde, men vi blev enige om, at det var rart, at det var lidt fysisk, så havde man ligesom bedre fortjent sin middagslur...eller noget (som om, jeg fortjener ALTID en middagslur).
Jeg tror det bliver rigtig godt derude i haven. Sol, æbletræer og tidslomme må unægteligt give forhøjet livskvalitet, hvis du spørger mig.

Lørdag aften fik vi passet Ormen også, og så kan I ellers lige tro, at de voksne slog sig løs. Først ude at spise og blive halvsnaldret over en flaske rød. Så på bar og drikke, hvad der ifølge manden var en meget stor, mindst 1 liters, øl.  Efter øl og smøger- wuhu! Gik turen til en anden bar, hvor man kunne få dobbelte gin og tonics til 35kr. følte at det var den rene gavebod, namme nam. Det var ganske enkelt fantastisk at være unge, og få lov til at opfører sig som andre unge, om ikke andet bare for en aften. Det var tiltrængt, at få lov at kigge min dejlige mand dybt i øjnene i nogle timer, faktisk blev jeg lige lidt mere forelsket. Efter drinks, øl og vin gik turen hjem. Kl.00.00 lå vi i sengen, kan man så lige tale om at være ung og vild, eller hva?!?

Om lidt kører vi op for at hente Storebror, og nyde lidt tid i sommerhus.

Noget om mødre.

There he goes.




På ferie med mormor og morfar. Og så stod jeg tilbage med en stor klump i halsen og vinkede. Jeg var faktisk ikke forberedt på at min mave ville vende sig og tårerne ville presse sig på.
Nu skal vi nyde kun at have et barn. I aften har vi endda fået farmor til at passe Ormen. Kort sagt satser vi på frihed, fjollethed og kærlighed, for voksne. I virkeligheden er det måske slet ikke så tosset at undvære sin øjesten nogle dage.