Noget om drenge #5 Ni måneder gammel...

og allerede svært populær hos damerne.

Selvfølgelig takler Ormen situationen som en sand konge, og soler sig i opmærksomheden.

Gad vide om han er til at holde ud som 18 årig?

Handleplan.

Ja, det tror jeg det hedder, det vi nu har lagt for Storebror. Vi var til samtale i vuggestuen i onsdags. I store træk skal vi hjælpe Storebror til at lege selv, komme ham i forkøbet når vi kan se, at han er ved at blive voldsom, give ham meget opmærksomhed og en masse kys, kram og nus. Både herhjemme og i vuggestuen.

Så kan det være du spørger: "jamen, lader I ham da bare blive voldsom og sejle i sin egen sø normalt?", "nussede I ham ikke før?", "får han ikke opmærksomhed?"
Svaret er selvfølgelig: "nej, jo og jo, hvad tror du selv?"
Selvfølgelig gør vi alle de ting. Storebror er 2 år og det virker som om, at han har svært ved at kapere det hele nogen gange, så vi skal kridte banen lidt tydeligere op, og hjælpe ham med at bevare roen når overblikket ryger fløjten.

Med hensyn til gisningen om at han har et sart taktilt sansesystem, ser vi tiden lidt an, og imødekommer det med en masse fysisk kontakt (jeg ved ikke hvordan, at jeg kan formulere det ordenligt).

Det var en svær samtale. Svært at høre alt det hårde, svært ikke at gå i forsvarsposition og svært at huske hvad jeg selv mente. Vi talte længe og om mange ting, mange flere end dem jeg har nævnt her. Vi gik derfra med godt mod. Jeg fik fortalt hende, at jeg blev meget ked af det i sidste uge og været det siden, at vi stadig ser vores skønne dreng, når vi kigger på Storebror, at vi gerne vil lytte til deres faglighed, at vi synes det er mærkeligt at give ham mærkat på og vi fik spurgt, hvad de gør for ham. Vi valgte, at tale helt åbent med hende, det føles dog mærkeligt at lægge sit følelsesliv ud på personalestuebordet ved siden af lunken kaffe, en vissen plante og en halvtom pose lakridser, men mon ikke det er til det bedste.

Nu knokler vi herhjemme. Det "gode mod" vi forlod samtalen med bliver hele tiden gjort usikker til bens, vi vakler og finder fæste, men vi klarer det sgu, ikke mindst Storebror. Sjove, seje, kloge, omsorgsfulde, lille Storebror.

I dag har Storebror og jeg bl.a. leget med duplo. Vi fik hjælp til at bygge et meget højt tårn af elefantbamsen, babyelefantbamsen og sovekaninen Mick Jagger, det gik godt.

Mere om min sommerforelskelse.

Nu er jeg parat til at introducere jer for min sommerforelskelse.
Vi skal ud på en lille tur, så spænd hjelmen og husk solcreme.

Vi hopper på cyklen og træder i pedalerne i ca. 15 minutter. På et tidspunkt møder vi en høj bakke. Den kan vi desværre ikke komme uden om, men jeg lover, at det er det hele værd.

Du er kommet til det rigtige sted, hvis denne udsigt møder dig på toppen:

Nu fortsætter vi ned af denne gang,

og planter vores fødder i den have, som ser mest tilgroet ud.

Her kan vi finde blomster.

Vi kan finde lidt bær.

Hvis vi leder godt, kan vi også finde rabarber.

Der er ikke mindre end 3 fine æbletræer.

Nede i hjørnet står en lille faldefærdig rønne, som vil blive revet ned. Vi har nemlig besluttet at lave et, for os, stort indhug på den ikke eksisterende opsparing. Da ingen af os er handy, forærer vi os selv en "bjælkehytte samlepakke" fra Bauhaus og en tømrer. Tømreren skal vi aflevere tilbage, men den lille bjælkehytte forbliver vores i al evighed.

På denne herlige plet er der plads til glade bybørn,

som kan lære hvad det-der-græs er for noget.

Nu kan du måske forstå, hvorfor jeg er forelsket. Ville du ikke også blive forelsket i en kolonihave, der giver dig blomster?

En af kongemors laster...

er åbenbart mayonnaise.
Som nogen måske har regnet ud, efter at have kigget lidt på bloggen, er jeg sådan en der godt kan lide systemer og orden og planer, åhh ikke mindst PLANER. Noget helt andet er, at ting langtfra altid går efter min plan.
Et af mine issues er, at jeg stort set altid sørger for at alt i køleskabet bliver spist inden udløbsdatoen er overskredet, og så er det bare ærgerligt hvis man ikke gider have coleslaw for sjette dag i træk. Har vi hvidkål, bruger vi hvidkål. Og nej nu vil jeg ikke skrive, at jeg har spist for gammel mayo HA det kunne du li hva? Det vil jeg i hvert fald aldrig indrømme på skrift.
Vi har for tiden et meget stort glas mayo stående i køleren, det er købt i Lidl og det smager ikke specielt godt, men jeg havde indstillet mig på at spise det op, jeg smider jo ikke mad ud.
Fordi jeg er sådan en planlægger-type, er jeg også sådan en tilbudsjager, der stash'er f.eks. syltetøj, shampoo, tandpasta, mel og mayo ikke mindst.
I dag sad jeg så med min kartoffelmad og lidlmayo foran mig, og så tog fanden sgu ved mig. Væk røg dårlig møgmayo fra lidl og frem røg den skønneste skønne af alle mayoer:

Som jeg selvfølgelig havde to af i køkkenskabet.
Lidt fandenivoldskhed har vi vel alle?!?

Ugens kommentar.

På et tidspunkt i denne uge sad jeg med chipsskålen i den ene hånd, mens jeg skovlede indenbords med den anden.
Min mand spurgte om jeg ikke kunne stille den på bordet, så vi begge kunne nå den, jeg bad ham om at finde sin egen skål.
Han sagde: " Tror du ikke, at du har godt af lige at skulle læne dig frem for at nå chipsene?"
Jeg tænker nej, vel?

Jeg føler mig ramt og så...

alligevel ikke.
I går fortalte jeg om noget, der ligger mig meget på sinde, noget der trykker mig.
Jeg fik nogle meget søde og brugbare kommentarer, som jeg sætter stor pris på.
Den kære Hulebo gav mig dette link til et blogindlæg, som handler om kommunikation og magtforholdet i forældresamtaler. Det var lærerigt at læse, og meget relevant i forhold til den situation jeg står i lige nu.
Jeg følte mig virkelig uforberedt på, hvad der kom til mig/os i onsdags, og som harning indlægget beskriver, var jeg i chok.
Jeg tror at grunden til, at jeg skriver dette indlæg er, at jeg gerne vil fortælle, at jeg føler mig utrolig ramt af Harning indlægget, men at jeg ikke føler mig ramt af sidste del, hvor en kvinde føler sig talt ned til af en pædagog. Gårsdagens indlæg var min opfattelse af en samtale, hvor (næsten) kun de tunge ord brændte sig fast på min nethinde. Jeg var i chok, men jeg følte mig ikke truffet over pædagogen, hendes fremgangmåde eller hendes omsorgsfuldhed tilslut i samtalen. Jeg vil helst ikke have det misforstås, da jeg synes, at hun og hendes kollegaer er dygtige og omsorgsfulde, og jeg har respekt for dem. Dermed ikke sagt at jeg uden at blinke godtager en diagnose på vores dreng, mange har husket mig på, at vi ikke skal glemme hvordan vi opfatter vores dreng, og det gør jeg ikke.

Jeg synes, at det er rigtig svært at være mor lige nu. Jeg synes, at det er svært at finde den gyldne vej hvor ro, regelmæssighed og renlighed efter sigende skulle give glade og veltilpasse børn. For lige nu ved jeg ikke hvad den rigtige ro er og hvor regelmæssig at regelmæssigheden skal være.

Noget om drenge #4 Er det normalt....

at far og søn har matchende outfits???

Jeg troede ærlig talt, at det var en mor-datter ting det der med ens tøj.

Og nå ja, sig hej til familien joggingbuks, det er nemlig os!