Noget om drenge #12 Højt at flyve....

Den anden dag fandt jeg en flyverdragt frem til Storebror, og vi havde denne lille samtale om den.
Mig: Her er din flyverdragt.
Storebror, meget optimistisk: JA.
Storebror to sekunder efter, med et trist ansigt og armene viftende i luften: Men jeg har jo ikke nogen vinger.

Min mor krone skinner.

I dag har jeg holdt fridag med Storebror. Jeps jeg pusser min morglorie. Vi afleverede Ormen i vugger, gik hjem og pakkede tasken med håndklæder og den nyeste bademode. Så gik turen til Bolbro Svømmer, der er det ene ud af kun to steder i O-town, der har et bassin der er varmt nok til småbørn, skidt så pyt med at bassinet er ca. 2x1,5 meter (hvad sker der egentlig for det, er Odense ikke omkring en stor by i DK? og burde vi så ikke have et eller andet svømmeLAND til rådighed???).
Storebror plaskede og hoppede og svømmede og tog en gang rutchebanen i det kolde vand, bagefter skulle han absolut ikke nyde noget af det kolde bassin. Jeg bebrejder ham ikke, jeg gad ikke engang hoppe i efter ham da han rutchede i, jeg stod bare på kanten og hev ham op efter dykket i det kolde gys. Det er vel ikke et problem? Jeg mener, han er to et halvt og havde korkbælte på, og det var ikke på det dybeste sted.
Efter svømmer spiste vi kanelsnegle (hjemmelavede selvfølgelig- pudse, pudse næ hvor den skinner).
Hjem, æggemad, Robin Hood og middagslur.
Op, kanelsnegl, læse bog og hente Orm.
Købe stof, besøge farmor, spise pasta med ketchup og røræg, putte Ormen og se Disney show.

Nu sidder jeg her alene, min søde kunster mand skulle i aften til en fernisering i hovedstaden. Nu har han "fået lov" til at tage spontant i byen med vores journalist ven, der skal dække 'vild med dans' afterparty, SE og HØR betaler regningen. Som han sagde: What's not to like??
Ud over at jeg sidder her alene, har jeg kun 'like' tilovers for en lille tur ud at lufte danseskoene. I morgen gør jeg det selv med mine girlfriends, and I like, like like.

Forresten, hvis du er i København, skulle du da lige slå et smut forbi Kunstnernes Efterårsudstilling, og se om du kan gætte hvilket bidrag min mand har lavet (yes det er lidt blær, men jeg er saftsuseme også stolt af ham).

Hverdag 3.

Jeg er glad selvom alting hænger i en tråd.
Jeg syer, kysser børn, får mad, spinner, går i skole, knokler i skolen, lære nye ting, drømmer om fremtidige faglige projekter, tager en spontan bytur med store drinks (sjældent men ahhh), ser på Ormen mens han lærer at gå, lytter på Storebror når han siger: "mor, du skal spise din kage, så du ikke får hul i maven ( hvem har fortalt ham det?), drikker rødvin og husker at kysse min mand.
Sidst men ikke mindst øver jeg mig i at være glad, for det jeg har, og ikke stresse over det jeg skal. Det er mærkeligt at noget så ligetil kan være svært.

Noget om drenge #11 De kan gøre dig glad, når....

du kommer hjem kl. 19.30 efter verdens længste dag.
Jeg træder ind af døren, og Storebror siger: Hej mor.
Jeg svarer: Hej.
Storebror: Kom herhen, så jeg kan ae dig.
Mig: Okay.
Mens Storebror aer mig på kinden, ser han alvorligt på mig og siger: Du er fin.
Jeg spørger, meget skeptisk og overrasket: Er jeg fin???
Storebror svarer: Ja.
Og han fortsætter meget insisterende: Kig dig i spejlet, og se hvor fin du er.
Behøver jeg fortælle, at jeg ikke følte mig særlig fin?

Kronisk snotknæ.

Jeg kan ikke huske, om jeg før har berettet om begrebet snotknæ. Det er noget der, her i huset, er groet fast på os, og ikke mindst vores bukser. Lad mig forklarer. Jeg står op. Jeg tager rene bukser på. Jeg møder et barn ( Storebror eller Ormen). Mine ben får en meget kærlig omfavnelse, med indbygget næseaftørring, og voila jeg har så en fin snot/savlplamage lige ved knæet, et snotknæ.
Hvis man er så heldig, at komme ud af døren uden snotknæ en morgen, skal man skynde sig at juble hele vejen ned til vuggeren. I vuggeren kan man nemlig være sikker på, at et andet barn ( Mateo højst sandsynligt) vil afhjælpe fejlen, så man ikke behøver gå gennem dagen uden snotknæ.

Hverdag 2.

Jeg sover, spiser, smører madpakker, er træt, vasker tøj, vader rundt i krummer og gammel pizza (hint: jeg støvsuger ikke), skifter bleer, rydder op, laver mad, læser: totte bygger, har kronisk snotknæ, afleverer børn med 7000 pakkenellikker på slæb ( så jeg er svedig når jeg kommer i skole, SELVOM jeg nåede et morgendusch), skælder ud, barberer stortset aldrig ben, er stoppet med at gå med neglelak og, sidst men ikke mindst, er jeg glad.

I lørdags så jeg nogle bekendtes lille nye familiemedlem, nuurh han var kær, og jeg blev lidt skruk igen, hvordan er det muligt?

Hverdag.

Vi er i gang med morgenens opgaver, og jeg tager mig selv i at sige: "jeg bliver gal.....og jeg slukker fjernsynet".
(mit liv i en nøddeskal i øjeblikket, men nu smutter jeg igen, har et skrigende snotbarn hængende om mit ben)
(et øjebliks uopmærksomhed, og nu har jeg mælk på bukserne, ihhhhh ORM)