Universet holder nøje øje med os.

Som bekendt er vi en familie med 2 små børn, et fuldtidsstudie, et deltidsstudie (ja undskyld kære mand, jeg kan altså ikke karakterisere det, du laver, som andet pt.), en masse freelanceopgaver (ja det er så også min kære mand), et hus, en have, en sød omgangskreds (både venner og familie under denne kategori), en sindsyg sy/strikke hobby, tonsvis af vasketøj og jeg kunne selvfølgelig blive ved, men tror I er kvikke og ¨get the picture¨.
Vi har travlt, og tingene er bare aldrig lige så nemme som vi havde forestillet os. Faktisk bør jeg her nok kun tale for mig selv, da det er mig der tit har et fuldkommen urealistisk billede af hvordan vores hverdag, bare lige, kan fungere.
F.eks. er jeg altså ikke typen, der bare lige stå op og smider morgenmad på bordet,  afleverer børn, handler ind, tager hjem og studerer intensivt, henter børn, cruiser forbi første maj arrangement, snupper en kold mens børnene leger, spiser en hurtig picnic, tager hjem, kaster børn i bad og putter glade små trætte børn i seng. Selvfølgelig foregår det hele med et stort smil på læben. Ovenstående lyder nemt, og er også sådan tingene tit ser ud oppe i mit hoved.

Jeg er dog en anden type. Min dag kunne se sådan ud (1.maj 2012): Står op, sluger brød og KAFFE ved køkkenbordet, skændes med min kæreste om hvis tur det er til at aflevere børn, afleverer børn sammen, handler sammen, tager hjem. Kan selvfølgelig ikke tage mig sammen til at læse, bliver enig med mig selv om, at jeg da har fået lidt struktur på min læsning. Bruger lang tid på spise frokost (mmm stegt torskerogn og makrel), læser lidt mere ( denne gang læser jeg faktisk). Tager afsted for at hente børn. Beslutter at droppe første maj, fordi jeg ikke kan overskue det. Istedet handler jeg mini is i LIDL, inden jeg henter unger. På vej hjem vinder jeg 1000 børnepoints på at hive is op af tasken. Vi stopper ved farmor, for at fordrive lidt ulvetime. Farmor cykler med os hjem for at ¨besøge os¨(vigtigt for en 3 årig og vi bor 5 min. fra hinanden). Vi holder 1 maj i vores egen have, børnene plasker med vand og griner og bliver mega trætte. Maden bliver færdig for sent, og der er mange grunde til gråd på dette tidspunkt. Et barn bliver vasket, dog uden hårvask, selvom det er mindst en uge siden, og puttes derefter halvgrædende-træt. Et andet barn leger overraskende godt, men da nattøj bliver nævnt, græder dette barn også, og puttes hulkende. Hulkelydende stopper dog to sekunder efter hovedet rammer puden, og afløses af snorken.
Ovenstående er beskrivelse af en god dag i kongefamilien. Vi nåede at hygge en del, og jeg er faktisk et sted, rent studiemæssigt, hvor jeg er begyndt at føle overblik, og jeg er ved at lære at hygge mig midt i kaos. På den sociale side har vi en del arrangementer planlagt for maj, men de er efterhånden vel planlagt, hvilket avler overskud hos moren. Kort sagt, jeg følte mig ovenpå.

Men, men, men jeg har åbenbart glemt, at universet fører et nøje regnskab over børnefamiliers gøren og laden. Et regnskab hvor overskud på bundlinien er fuldstændigt uacceptabelt. Det er bestemt fra højere magter, at man med to små børn partout skal hænge i en meget tynd tråd, og det nytter ikke, at hjælpe til, ved at hænge i med neglene, for de er allerede slidt af. Overskud= umuligt.
Det havde jeg glemt, heldigvis var universet så sød at huske mig på det, da Storebror vågnede op i morges med ryg og mave fyldt med små fine skoldkopper.
Dette sætter os selvfølgelig tilbage til i overlevelses-mode, og jeg forventer selvfølgelig at når vores dreng om en uges tid kan komme i børnehave igen, vil Ormen uden tvivl lægge sig med de små sataner spredt ud over hele kroppen.

Glædelig 2. maj.

Er det normalt, lort og sutter.

Vi har taget Storebrors sut.
Det er ikke sket uden kamp, faktisk måtte jeg vride sutterne ud af en grædende drengs hånd, og hængte dem op på træet. Efterfølgende talte han med hulke stemme i flere dage og sagde ting som "mor giv mig min sut nu","du er meget dum", " men jeg bruger jo faktisk sut", " jeg vil gerne blive hjemme hos dig", " jeg vil bare have havregryn", " vil du lege nu?" kort sagt alt blev sagt hulkende.
Alt dette er, hvad man kunne forvente. Derudover gjorde han en masse ting for at gøre opmærksom på, at han stadig var en lille dreng, der faktisk slet ikke var stor. Han hang på mig, og vi var helt indstillet på at dette ville kræve mange ekstra kram ( muligvis et langt kram der skulle vare indtil krisen var ovre).
Af mærkelig 'hey jeg er stadig lille opførsel' kan nævnes, hælde juice op i leverpostejen, tisse ekstra meget i bukserne ( han har været uden ble i over et år), skulle have hagesmæk på under måltid, bede om hjælp til ALT og gøre mange ting, han godt ved er forbudt.
Og nu til det jeg fandt yderst bizart, fordi det er en opførsel, jeg forbinder med et barn, der har været udsat for noget forkert.
Han gik på toilettet selv. Efter et ( lidt for langt) stykke tid, ville min mand lige tjekke op på situationen. På toilettet mødte ham et højst usædvanligt syn. Vores lille dreng havde lavet stort i den kop vi normalt opbevarer tandbørster i, og nu var han igang med at skylle det ud i vasken. Ømmm og hvordan tackler man lige sådan en. Vi hævede ikke stemmen, havde ikke skæld ud stemmen på, men fortalte ham grav alvorligt at sådan noget foregår på toilettet, og INGEN andre steder. Drengen var selv meget alvorlig, og man kunne læse i hans små treårige øjne, at han ikke selv rigtig vidste, hvad der var sket de sidste fem minutter. Jeg hjalp ham i bad, og min mand gjorde toilettet rent. Vi har ikke talt om det siden, vi mente ikke det ville gøre hverken fra eller til.
Men helt ærligt, er ovenstående normal opførsel for en treårig? Kunne virkelig godt bruge noget respons.

Pest eller kolera.

Jeg tror ikke der går en dag, eller en time, eller måske endda en halv time uden at jeg tænker "hold nu op, I går mig på nerverne" eller " jeg bliver sindsyg, gå nu væk", om mine børn. Ikke særlig sympatisk moder træk, det ved jeg skam godt. Hver dag tænker jeg, mmm idag tager jeg det bare stille og roligt, ingen stress, jeg kan rumme dem. Og hver dag når jeg skræmmende hurtigt min tolerance grænse for, hvor mange gange jeg stille og roligt kan forklare, at man ikke må slå sin lillebror i nødden med sit sværd, at man skal lade være med at hælde mælk på gulvet, at man ikke skal tage ting fra skraldespanden og putte dem i munden eller at man ikke selv bestemmer, om man skal have sandaler på i børnehave ( den diskussion har jeg faktisk droppet, sandaler, gummistøvler, kondisko, sol, isvinter, regn, jeg er ligeglad nu). Min pointe er, at jeg på daglig basis har lyst til at smide dem ud af vinduet og skænke mig et stort glas rødvin, måske endda en hel flaske og få lidt ro fra al den skrig og skrål der præger lydbilledet i vores lille odenseanske forstadshytte.
Og hvorfor smider jeg dem så ikke bare ad h til og nyder livet? Jo men det er jo fordi, jeg åbenbart ikke kan leve uden de to små borehoveder, de har bidt sig fast, som små blodsugende igler, der gør mig bleg i bæret.
Jeg sidder i flyet på vej til min allerkæreste veninde. Jeg skal være der en weekend. Den står på minus ansvar, maks hygge og ingen børn der tørrer snot af i mine bukser, men helt sikkert et glas vin eller to, og DRINKS. Wuhu frihed til mig, og nu er problemet bare, at jeg ikke var kommet en time væk fra min larmende hjemmebane før savnet meldte sig. Ja, man tror det er løgn- can't live with them, can't live without them.
Men ahhhh min tid en hel weekend, jeg pakker savnet væk.





Men se nu hvor kær den mindste er når han sover.

Åndsvage ting sket i dag.

Jeg har knækket min nyindkøbte tvillingenål, jeg havde kun brugt den til en halv bluse. Fuck altså.
Jeg har prøvet at læse lektier, og taget mig selv i at sidde og studere et billede af et histologisk snit ( sådan noget mikroskopi noget) med en forklarende billedtekst, og ikke kunne se hvad de udpenslede i billedteksten. Det er altså ikke særlig fedt, når man ikke engang fatter det, der bliver skåret ud i pap.
Godnat

Noget om drenge #19 De gør det svært at holde masken...

Min ældste sidder og hælder spandevis af koldskål indenbords, og denne ordveksling udspiller sig:
Min mand: Er du ikke ved at være mæt.
Storebror: Nej, jeg kan godt spise rigtig meget, så jeg får en meget tyk mave, der hænger sådan her (han  demonstrerer)......ligesom Henrik (min svigermors kæreste).

Jeg sms'ede straks sviger, hun var flad af grin, Henrik fandt det ikke specielt morsomt.

Hvad er historien om 'den lille hvide løgn'???

Det hele startede med, at jeg i torsdags formåede at købe for 900 kr. sko til min halvandenårige dreng. Historien er måske ikke så vild og crazy som jeg lige har lagt op til, anyways. Efter samtale med min mand blev vi enige om, at det måske lige var overkill, da han højst sansynligt kommer til at bruge det ene par i maks 2 måneder, og helt ærligt 500 stakater for et par sandaler.... vi besluttede at kigge efter andre billigere alternativer, vi er trods alt på SU.
I fredags var jeg i genner, her fandt jeg et par udemærkede sko i god stand til 20 kr., og så fandt jeg....... præcis samme model sandal, i præcis samme størrelse, i sidste års farve og i god stand til 10 kr. Hvad giver I mig? Heldig var?? Og når ja der var halv pris, 2 par sko 30 kr.
I dag var jeg så nede for at skrive for 900 kroners sko retur. Ekspedienten var flink, og lige inden hun udbetalte pengene spurgte hun: og du kunne ikke bruge nogen af dem?
Jeg svarede: nej desværre....vi har fået nogen der er bedre af min svigermor.

Hvad skete der lige der...hvorfor skulle jeg finde på sådan en åndssvags løgnhistorie? Og hvorfor fanden skulle min svigermor blandes ind i det?

Ohh joy!

Påske er i sandhed en velsignet tid. Mad, chokolade og øller i rigelige mængder. Vi har nydt ferien meget. I starten var det svært at finde ud af, at vi bare havde fri, altså ingen skole, daginstitution eller andre faste aftaler. Jeg har nydt det, og efter opstarts skænderierne var overstået, med både mand og børn, har jeg haft det som en lykkelig kvinde. Ordnet have, bagt kage, set tegnefilm gange en million, syet jakke, kysset børn, spinnet-Hurray, fået en god snak med min mandsling (=nærhed) og øvet mig i at hvile i mig. Nu er jeg tilbage på skolebænken, jeg er drøn træt med yndige rande under øjnene, rosen-revne hænder, ondt i muskulaturen, glad og med masser af mod på at komme igang med bøgerne igen- så visdom kom til mig! Jeg er klar til alt lige nu.
Note: Der er lige en der har indtaget stolen bag ved mig, der kom nogle meget mærkelige lyde fra hendes mobil. Jeg nåede lige at tænke: ej sluk lige mobillos søsterlagkage, så opdagede jeg det var en baby alarm!!!!! Fuck hvad sker der for overskuddet??? Hold nu barsel og nyd det damer!!! (erindrer hun fødte for under to måneder siden).
P.s. Jeg blogger når jeg burde høre efter i skolen, same on me, men jeg er stadig helt parat til at suge viden til mig, NU Hej Hej !




Tip: bilhotter får børn til at være stille og glade under lange køreturer hjem fra sukkerhypet påskegilde, tjek.