Jeg føler mig ramt og så...

alligevel ikke.
I går fortalte jeg om noget, der ligger mig meget på sinde, noget der trykker mig.
Jeg fik nogle meget søde og brugbare kommentarer, som jeg sætter stor pris på.
Den kære Hulebo gav mig dette link til et blogindlæg, som handler om kommunikation og magtforholdet i forældresamtaler. Det var lærerigt at læse, og meget relevant i forhold til den situation jeg står i lige nu.
Jeg følte mig virkelig uforberedt på, hvad der kom til mig/os i onsdags, og som harning indlægget beskriver, var jeg i chok.
Jeg tror at grunden til, at jeg skriver dette indlæg er, at jeg gerne vil fortælle, at jeg føler mig utrolig ramt af Harning indlægget, men at jeg ikke føler mig ramt af sidste del, hvor en kvinde føler sig talt ned til af en pædagog. Gårsdagens indlæg var min opfattelse af en samtale, hvor (næsten) kun de tunge ord brændte sig fast på min nethinde. Jeg var i chok, men jeg følte mig ikke truffet over pædagogen, hendes fremgangmåde eller hendes omsorgsfuldhed tilslut i samtalen. Jeg vil helst ikke have det misforstås, da jeg synes, at hun og hendes kollegaer er dygtige og omsorgsfulde, og jeg har respekt for dem. Dermed ikke sagt at jeg uden at blinke godtager en diagnose på vores dreng, mange har husket mig på, at vi ikke skal glemme hvordan vi opfatter vores dreng, og det gør jeg ikke.

Jeg synes, at det er rigtig svært at være mor lige nu. Jeg synes, at det er svært at finde den gyldne vej hvor ro, regelmæssighed og renlighed efter sigende skulle give glade og veltilpasse børn. For lige nu ved jeg ikke hvad den rigtige ro er og hvor regelmæssig at regelmæssigheden skal være.