kongemor

fredag den 10. juni 2011

Tristhed og tårer.

Jeg er ked af det, og jeg græder. Jeg har lyst til at kramme min store lille dreng hele tiden.

Vores Storebror er en voldsom gut, han er stor og stærk af sin alder, og han er tit voldsom over for andre børn. Jeg har tænkt en del over det på det sidste. Vi har talt om det herhjemme på det sidste. Tænkt på og talt om hvordan man kan lære ham, at man ikke må slå. Jeg kan ikke lide at råbe og jeg kan ikke lide at skælde meget ud, og jeg øver mig i ikke at hidse mig op over for ham. Vores strategi har indtil videre været at sige bestemt "nej det må man ikke", og så henlede opmærksomheden på noget han godt må, så han ikke føler sig skældt ud hele tiden. Jeg syntes, at det har været meget svært at håndtere ham nogen gange.

Onsdag da jeg hentede Storebror i vuggestuen, ville pædagogen godt lige tale med mig og aftale et møde om Storebror. Det skulle handle om, at han er meget voldsom, at han tit slår og skubber de andre børn, at han ikke kan finde ud af at lege selv, at han ikke kan finde ud af at lege/omgås de andre børn, at når han leger med sig selv er det destruktive lege, som at gå og slå til ting med en pind, at han har dårlige sociale kompetencer og at de mistænker, at han har et sart taktilt sansesystem.
Det var som at få en mavepuster, jeg fik tårer i øjnene og lidt kvalme, og jeg har grædt mange gange siden.

Selv om at jeg godt vidste, at han er voldsom og kan være skrap, gik jeg ud fra at det var en fase, som så meget andet. I virkeligheden er det langt mere alvorligt end som så, fordi min søn måske mistrives. Jeg er ked af det på hans vegne, og jeg er ked af, hvis vi har håndteret ham forkert.

Der er ikke nogen der har fortalt mig, at det kan forvolde så meget smerte at være forældre. Jeg har en sten siddende i mit hjerte, en klump i min hals og det føles som om at nogen maser mig så hårdt, at jeg ikke kan være i mig selv. Alt dette vil jeg med glæde bære rundt på, hvis bare min lille dreng var glad og ubekymret.

6 kommentarer:

  1. Fuck. Kan godt forstå, du er ked.

    SvarSlet
  2. Åh nej - får helt ondt i maven af at læse dit indlæg. Ikke, at jeg har så meget klogt at sige, for jeg kender ikke til præcis den problematik, du beskriver, men jeg kender til det med at føle smerte som forældre. At føle, at man ikke slår til, har gjort noget forkert eller bare være helt og aldeles magtesløs. Nogen kunne altså godt have fortalt, hvor svært det kan være at være forældre.

    Dog har jeg tit en fornemmelse af, at vi er vores egne værste fjender og er meget hurtige til at give os selv skylden, hvis der er noget 'galt' med poderne. I nogle tilfælde er det naturligvis forældrenes skyld, men i lige så mange - om ikke flere - tilfælde, er det bare sådan, det er. Nu er jeg ny læser af din blog, men ud fra det, jeg har læst, så virker du som en sød, kærlig og omsorgsfuld mor, der kun vil dine børn det bedste. Bliv ved med dig - så er jeg sikker på, at det hele nok skal rette sig. Og at det vitterligt bare ER en fase - måske lidt længere og hårdere end 'almindelige' faser, men en fase none the less.

    Derudover - bare lige for at gøre en lang kommentar endnu længere - skal du også holde fast i, hvordan du synes, din dreng virker til at have det. Ganske vist er pædagogerne sammen med ham hver dag, men derfor behøver deres 'diagnostik' jo ikke nødvendigvis være korrekt.

    Og til allersidst: ae aeee! Håber, at dit humør snart bliver bedre!

    SvarSlet
  3. åhh hvor lyder det træls og svært. Og faktisk også som en lidt dårlig introduktion til en problematik, som pædagogerne ser anderledes end I selv gør.

    Jeg synes du skal læse dette: http://harning.wordpress.com/2008/10/03/kommunikation-og-magtforhold-i-for%C3%A6ldresamtaler/

    Det handler om hvordan pædagoger og lærere møder forældre i samtaler om "noget svært". Og det er selvfølgelig vigtigt at huske, at pædagogerne har et sigte mod at hjælpe jeres dreng. MEN...

    Tro på jer selv OGSÅ. Lyt til de indre mavefornemmelser. Stå sammen og tal med hinanden. Ikke for at gå i forsvar, men for at kunne bevare jer selv i det og ikke "gå med på noget" uden grund.

    Jeg har selv en dreng med vanskeligheder. Og jeg har oplevet flere gange, at pædagoger hurtigt danner en "sandhed" og nemt går og bliver lommeterapeuter på børn og adfærd. Det er IKKE i orden. Hvis det er pædagogernes ord, at jeres drengs lege er "destruktive" vil jeg sige, at de er på et område, hvor de skal vare sig meget. I kender JERES dreng bedst, det er SÅ vigtigt at huske.

    Sørg for hurtigt at få indkredset, hvad der helt nøjagtigt er problemet vedr. jeres drengs trivsel - og tal fx med sundhedsplejerske eller læge, så I får et nuanceret billede.

    Årh hvor skulle du bare have en stor krammer...

    SvarSlet
  4. Puha, sikke en omgang. Jeg sidder med tårre i øjnene, for hvor kan jeg følge dig. Man kan klare det meste her i verden, bare ikke når ens børn ikke er glade og har det godt. Jeg sender masser af tanker og kram...

    SvarSlet
  5. Tak for jeres søde og hjælpsomme kommentarer. Vi har talt meget om at huske på hvordan vi ser ham, men stadig være åbne for deres syn på sagen. Jeg har stor respekt for vores pædagoger, og de vil selvfølgelig vores søn det bedste. Mit indlæg afspejler min oplevelse, og jeg holder intet imod vores søde pædagog som jeg talte med, men når man har sådan en samtale hører man lige pludselig kun de meget tunge ord. Pædagogen sluttede også samtalen af ved at kigge mig dybt og varmt i mine våde øjne og forsikrer mig om det nok skal gå og fortælle mig, at jeg ikke måtte gå hjem og være ked af det. Det var selvfølgelig nemmere sagt end gjort. Vi krammer og tænker og taler herhjemme<3

    SvarSlet
  6. Og tak for link Hulebo, rigtig interessant læsning.

    SvarSlet