Så er det venskab slut.

Jeg har haft den samme sundhedsplejerske til begge mine unger. Hun er rigtig sej, og jeg kan lide hende fordi, at hun var god at tale med, både om børn og om mig. Hun er sådan en sundhedplejerske der lytter, støtter og absolut ikke dømmer når man siger, at man synes, at modermælkserstatning lugter klamt og ikke har lyst til at give det til barnet(Storebror), selvom retningslinjerne siger, at barnet bør få 400ml om dagen. I stedet hjælper hun med at finde andre alternativer.
Og da man så kom med barn nummer to, og rent faktisk ikke havde mælk nok, så man var tvunget til at give modermælkserstatning, støtter hun også i det. Uden først at presse på for  at få amningen til at vare lidt længere selvom der hænger et skrigende og sultent barn ved et tomt bryst, og det er tydeligt for enhver at det ikke fungerer. Kort sagt er hun rigtig god, fordi hun støtter i den situation man står i, og ikke kører alle mødre over en kam.

I dag mødte jeg hende på gaden, jeg smilede og sagde hej, hun smilede og sagde hej, og fortsatte sin færd.
Det føltes mærkeligt, fordi jeg havde lyst til at stoppe op og sludre, jeg har jo talt om tunge emner med hende, om den store omvæltning det er at blive mor, om glæderne ved det, men absolut også "sorgerne" ved det. Derfor ser jeg hende nærmest som en veninde(åbenbart). Efter vi havde passeret hinanden på gaden, gik det op for mig, at jeg jo bare er en "borger" for hende, en arbejdsopgave. Jeg kan egentlig godt forstå, at hun ikke stoppede op. Da jeg var hjemmeplejer, ville jeg jo nok heller ikke have stoppet op og slået en laaang sludder af med de gamle "borgere" jeg mødte på gaden, men bare sagt høfligt goddag.

Jeg ville bare sige, at jeg synes det er mærkeligt, at vi ikke er venner i virkeligheden.

Namme nam

Ja lækre cup-agtige kager. Hjemmelavede kanel-gulerod muffins med frosting.
Det var så til min mors fødselsdag d.17, at jeg havde overskud til det.

I dag er jeg alene hjemme med drengene igen. Jeg er dødtræt og udkørt. Jeg har ondt i ryggen og bumser. Mens børnene sov til middag så jeg en fransk film uden undertekster, noget med en blond skønhed (Brigitte Bardot agtig) og en dværg, og jeg synes den var ganske udemærket, og jeg kan ikke fransk.
Det eneste guf, vi har i huset, er nogle gamle kammerjunker, men dem er jeg heldigvis ikke for fin til at spise.

Noget om drenge #2 Når far han ringer hjem...

for at høre hvordan vi har det, taler han med Storebror. Han spørger Storebror hvad han laver, svaret falder altid promte: "Ballade". Og det er sådan set rigtig nok.

Undtagelsestilstand og savn.

Ikke nødvendigvis i den rækkefølge, jeg tror faktisk savnet kommer først. For tiden er min mand ved at gøre sit bachelorprojekt færdigt, det betyder, at han bruger rigtig meget tid på skolen, og ikke så meget tid herhjemme. Jeg savner ham, ikke fordi vi skal lave noget specielt sammen eller fordi jeg føler mig tilsidesat, og ikke engang fordi jeg synes, at det er træls at være husmor alene, nej. Jeg savner faktisk bare hans nærhed, og jeg synes at mit savn er begyndt at fylde lidt for meget, jeg har lyst til at ringe til ham hele tiden, maile til ham og give ham kage med på madpakke, bare fordi han er sød.
En anden ting der sker, nå en af os befinder sig i en eksamensperiode er, at vores hjem lige så stille kommer i undtagelsestilstand. Det er ikke noget der huer mig, som jeg vist har nævnt før på bloggen, kan jeg godt lide at vores hjem er nogenlunde rydeligt. Tegnene på at undtagelsestilstanden har fået sit tag i vores lille hjem er mange, men her kommer nogle få af dem:

1.
Jeg kan finde på at tørre badeværelsesgulvet pletvis af med en klud (okay med toiletpapir), for lige at tage det værste, og så behøver jeg jo ikke vaske det.
2.
Der sidder en klat havregrød på væggen ved spisebordet, som Storebror kastede derover for i hvert fald 2 ugers tid siden. Mon ikke den bliver fjernet på et eller andet tidspunkt?
3.
Når jeg træder i noget på gulvet, som ikke ligefrem er en tør brødkrumme, er min løsning ikke at støvsuge det op, men bare at skifte sokker.
4.
Havregrød, rugbrødsmadder og pandekager er også aftensmad.
5.
Vasketøjet hænger til tørre læææænge, mindst 5-7 dage, så er det som regel rigtig tørt og vi mangler det.
6.
Børnene får færre bade, men til gengæld flere klatvaske.
7.
Der bliver oprettet en hotline til farmor.
8.
Jeg er blevet så glad for at se Disneys "OP" at jeg også sætter den på som baggrundsstøj når Storebror ikke er hjemme.
9.
Bad og makeup bliver ikke så vigtigt for mig mere, hvis håret er snavset kan man sætte et tørklæde om det (jeg ønsker mig altså sådan noget tørshampoo).
10.
Mine negle ser sådan her ud:

Hvis det er svært at se, kan jeg fortælle, at lakken blev lagt på sidste fredag og er svært afskallet, ikke noget kønt syn.

Jeg synes, at min mand er dygtig, også selvom han siger, at jeg er hans hårdeste kritiker. Se hvad han kan her.

Plastickirurgi ?!?

Plastickirurgi har egentlig aldrig sagt mig noget. Egentlig findes det ikke rigtig i min verden, medmindre der er nogen der direkte ryster deres silikone jader under min næse. Eksempelvis, sidste år til en familiejulefrokost kom min papsvigerinde anstigende med en skinne og forbinding på tuden. Jeg reagerede ved at se på hende, tage mig for munden, gispe og udbryde "gud, hvad er der dog sket?", hun svarede: "ikke noget, jeg har bare fået et nosejob". Det var så her mit ansigt vist nok faldt i nogle meget mærkelige folder. Jeg tror, at jeg sagde noget i retning af "nåååh". Viste ærlig talt ikke hvad man siger, måske noget i retning af "ej hvor spændende", "nice nok (nose nok)", "gjorde det ondt", "endelig", "er du blevet sindsyg?" eller måske "hvad kostede det". Egentlig havde jeg mest lyst til at sige "hvorfor?", for jeg synes faktisk hun var enormt pæn inden operationen.
Kort sagt kan jeg slet ikke forstå, at folk vil lægge sig under kniven for at få foretaget udelukkende forskønnende operationer, nå det så er sagt, må folk for min skyld gøre hvad de vil. Jeg har fuld forståelse for operationer på baggrund af f.eks. et uheld eller medfødt misdannelse, eller som da min mormor fik fjernet hud over øjnene, fordi hun næsten ikke kunne se ud mere.

Nu er sagen den, at min egen mor skal have foretaget plastickirurgi, og hun glæder sig. Jeg ved ikke rigtig, hvad jeg skal mene om det. Hun har været gravid fire gange, været ret overvægtig, har tabt sig igen og nu er hun ret normal. Alle disse ind-og udvidelser at maveskindet har gjort, at hun har et hængende maveskind (nogen ville måske sige en hængevom, men det er min mor vi taler om her, så det kunne jeg aldrig finde på), det er det man kalder hud mod hud. Ikke desto mindre skal hun have skåret hudflappen væk. Det er fordi hun synes, at det er forfærdeligt at kigge på og så er det også lidt irriterende.
Selvom jeg ikke er fan af kosmetiske operationer, tror jeg, at jeg er kommet frem til, at det er en god ide for hende - det vil gøre hende gladere. Her er det så, at min holdning om ikke at gå ind for forskønnende operationer ikke rigtig holder. Hva pokker, man har et standpunkt, til man tager et nyt.

Det skal også lige siges, at min mor på ingen måde skammer sig over denne operation, og hun fortæller gerne vidt og bredt om proceduren, og hvis du spørger pænt trækker hun også gerne op i blusen og ned i bukserne og viser frem, sådan er hun bare, meget ligetil.

Mærkelige Mor.

Vores drenge sover på deres eget værelse. Hver aften inden jeg går i seng, skal jeg lige ind til dem, putte dynen om dem og kigge lidt på dem. Det sidste jeg gør, inden jeg går ud igen, er at tjekke, om de trækker vejret, det kan godt være svært at se nogle gange, børn kan sove ret så stille. Men altså, jeg står der og kigger og kigger, og hvis jeg ikke er helt sikker på at de trækker vejret, begynder jeg at ae dem, indtil jeg lige får dem vækket lidt, og de trækker vejret dybt. Det er noget jeg altid har gjort, så det falder mig helt naturligt, en rutine kan man vel kalde det, banket ind i rygraden med syvtommersøm.
Men her på det sidste er jeg begyndt at tænke, at det er lidt fjollet. Altså det er ikke fjollet at jeg putter dynen om dem, men det er fjollet, at jeg skal se dem trække vejret. For det første: hvorfor søren skulle de ikke trække vejret? For det andet: hvis de (mod al sandsynlighed) skulle holde op med at trække vejret, hvad er så oddsene for at det lige er i de 2 min jeg er der, at det sker,  jeg mener, de sover jo 12 timer hver nat. Men nogle gange er det bare det der er fjollet, som føles rigtigt.

Foredrag om parforhold i Odense d.8/6.

Vil bare lige sige, at Kvindeklubben har arrangeret endnu et foredrag i Odense onsdag d.8 juni 2011.
Det er parterapeut Katrine Axholm der kommer og fortæller om parforholdets "svære" kunst. Og jaja den er god nok, det var også hende, der blev udloddet i Fuhrmann's gaveuge, så hvis du ikke vandt hende der, så har du chancen nu. Kom, kom og bliv klogere, og fortæl endelig vidt og bredt om foredraget. Jeg har lagt et link til foredraget ude i højreside på bloggen, klik på Kvindeklubben og reserver billetter.


Klik og reserver billet ved at sende en mail til kvindekultur@gmail.com.