Sommerjazz !

Ved brandts i Odense. Storebror og jeg er begge solgt. Hvor heldig kan man være at støde på sådan et arrangement på vej hjem fra Føtex?



Og det kører indtil 3 juli, en slags minifestival kan man vel kalde det.

Må Mor smage?

Ja, sådan noget siger jeg. Siden Storebror begyndte at tale, har jeg forvandlet mig til en lallende tosse, som går rundt i offentligheden og omtaler mig selv i tredje person. Det driver mig til vanvid, og hver gang jeg gør det ( og det er tit) er jeg ved at krybe ud af mit gode skind. Førhen gik jeg altså ikke rundt og sagde ting som " har du lyst til at drikke en øl med kongemor i aften?" eller " nej, kongemor har ikke tid til en kaffetår i dag", jeg mener helt ærligt, hvor ånssvagt lyder det ikke lige?

Nu har jeg besluttet at stoppe det. Jeg og mig skal igen bruges i mit rige, så kommende generationer ikke skal gå og få fine fornemmelser, selvom de jo faktisk ER kongelige mine kære sønner.
Med den beslutning taget skulle man tro, at den potte var ude af verdenen, men det er den ikke. Hver evig eneste gang jeg åbner munden for sige noget til min søn, viser Mor-pesten sit grimme ansigt, og jeg siger ting som "Vil du lige give koppen til Mor?" og "av det gør ondt på Mor, Mor kan ikke lide at få gok i hovedet".

"For fuck sake, blame it on the kids!" siger kongemor.

Kaniner!

Nå men så kan jeg jo virkelig godt lide amarorama's elefanter. Jeg synes, at det er skønt at følge med når hun og Pille tager på safari.
Dengang jeg opdagede elefantoteket, bildte jeg straks mig selv ind, at Odense snildt kunne matche elefantmanden med kaninmanden. Jeg var nemlig helt sikker på, at jeg rundt omkring i Odense havde set MANGE kaniner malet i samme stil.
Så med inspiration fra amarorama gik jagten i gang. Jeg fandt hurtigt de to jeg mindedes at have set før:

P-plads for enden af Slotsgade

og

 Vestergade

Og så var resten af kaninerne stukket af!!!
Jeg ledte og ledte og ledte.
Jeg var lige ved at opgive ævred, men heldigvis lå kaninerne hele tiden i mit baghoved og rumsterede. I sidste uge var jeg ude at cykle med min skønne veninde. Hun var på besøg fra Norge, og skulle selvfølgelig se vores kolonihave. Efterfølgende cyklede vi rundt og udforskede kvarteret omkring kolonihaven, og lige med et brød jeg spiralen, jeg fandt et nyt familie medlem.

 Gøteborggade

Jeg vil mene, at der stadig er håb for et lille odenseansk kaninotek.

Noget om drenge #6 Hvorfor er der flest drenge der bliver tømrer?

Jeg tror jeg har fundet svaret. Kender I ikke alle Totte og Lotte bøgerne?
Der er bl.a. denne her:


Den læser vi for tiden.
Storebror siger, at han vil have en hammer, et svingbor, en tang og en skruetrækker. Han vil bygge et hus. Og sidst men ikke mindst, vil han også have overalls på, så i går blev han sendt i vuggestue i klapbukser. Behøver jeg sige, at han var lykkelig og meget stolt. Jeg tror han kan leve højt på det lidt tid, så vi kan udskyde hus-bygge-projektet bare en uge eller to. Forhåbenligt.

Fredag og kæresterier.

Ja, det var planen, at vi skulle have lidt af det her til aften. Noget med børnene i seng, voksentid, god mad, vin, chips (uden tvivl), musik, starinlys og brætspil. Jeg elsker, at banke min mand i brætspil, heldigvis er jeg så vidende, at jeg vinder hver gang. Så jeg har kun latter til overs, når han siger, at jeg burde læse flere nyheder tsk tsk, blogs er vel også nyheder?!?

Desuden er jeg på barsel, så han kan bare gemme de gode råd, til jeg vender tilbage til det virkelige liv (det var vist et sidespring).

Ben Harper har en lidt speciel plads herhjemme. Manden og jeg så en fantastisk koncert med ham i Amsterdam, på samme ferie hvor Storebror blev lavet.

Morgenens succesoplevelse.

Storebror og jeg legede lidt med lego, jeg sagde jeg ville gå efter kaffe, og at han bare kunne lege videre. OG ved I hvad??? Det gjorde han faktisk et minut eller to, han kørte endda en lille tur med legotoget rundt i stuen og sagde tuttut, inden koncentrationen røg fløjten.
Og hvordan går det ellers??
Tjooo jeg er sådan virkelig træt. At min mand er hjemme det meste af tiden giver ikke så meget mere overskud, han er også træt. Det er hårdt at være på HELE tiden, og jeg ved ikke hvorfor, men "en dårlig dag" fylder enormt meget i bevidstheden i forhold til en god dag. Og vi er så fucking bevidste om alt, at det er til at blive syg af.
Når jeg er træt, bliver jeg let distræt og gnaven. Jeg har f.eks. lige siddet og rå gnedet mig i højre øje, som jeg ellers har lagt makeup på for 10 min. siden. Møg. Jeg må hellere gå ind og rette op på makeup-massakren, inden jeg bliver gnaven.

Nå men...

så var vi da lige ude i den der kolonihave. Vi skulle rydde lidt op og sådan. Man finder sære ting i sådan en forladt kolonihave. Blandt de mere normale fund var coladåser, plastic bestik, to stole, en lokumsspand, et ret fint køkkenskab, lidt gammel haveslange, sokker, en stofble (ja dem man bruger, når man ammer...mmm?), aviser og en opvaskebalje.
Blandt de mere uforventede fund var et dådyr, jaja den er god nok, det forduftede dog igen, og et hvepsebo!!!
Min mand opdagede hvepseboet, da han var ved at rive den gamle rønne ned, han slog hul i væggen, og en mindre sværm stak efter ham, sjældent har man set nogen løbe så hurtigt, jeg ville helt klart sætte mine penge på ham i hvilken som helst løbekonkurrence, Speedy Gonzales go home.
Efter hvepseopdagelse vidste vi ikke rigtig, hvad vi skulle gøre, jeg mener helt ærligt, jeg har sgu da aldrig fjernet et hvepsebo før, og da slet ikke et der sad inde i en væg, jesus.
Mens vi stod og funderede over vores muligheder, som vi faktisk ikke vidste hvad var på daværende tidspunkt, begyndte det selvfølgelig at regne. Efterfølgende har jeg fundet ud af, at det er noget med spray, og højst sandsynligt en rigtig skadedyrsbekæmper.

Men der stod vi altså i regnen, som tog til, så vi blev lidt gennemblødte, vi kunne jo ikke rigtig gå ind i hvepsehuset. Det endte med at vi krøb i læg under nogle af vores venners halvtag (de har hus i samme haveforening) som to forhutlede mus.
Så kan man jo spørge sig selv om debutten som havemennesker var en succes? Ja, mener jeg. Hvad synes du?

16 år

Har været til min søsters 16 års fødselsdag i dag. Hvad giver man en 16årig?
Neglelak var mit bud.
Svaret er et jagtgevær, jeg må være håbløst bagud, da det ikke havde strejfet mine tanker. Overhovedet!!!

Spørgsmål.

Det er godt nok svært at være forældre, at følge en handleplan og være usikker på det meste.
Tusindvis af spørgsmål dukker op. Nogle af de største spørgsmål i dag har været:

Hvor længe skal en to-årig kunne holde koncentrationen om en leg?

Skal "vilde" drenge ikke have lov at lege tumlelege?

Keder han sig?

Parmiddag.

Lige om lidt skal vi til parmiddag, med børn. Det er ikke noget vi gør særlig tit, så jeg er lidt spændt. Det er sammen med min super søde mødregruppe, deres mænd og unger. Vi har aftalt at børnene bliver puttet under bordet, og vi andre drikker rødvin til vi sejner (ej det passer ikke, men næsten). 

Det bliver spændende at se, om vores mænd kan finde ud af det sammen, det er nemlig lidt af et sats, da ingen af dem kender hinanden i forvejen. Hvis det går helt galt kan de jo bare snakke om børn, altid et nemt samtale emne, lidt ligesom vejret. Hvis det også glipper kan det være værtens kælderrum med dart OG bordfodbold, kan sætte gang i snakkeriet (kliche med mandens kælderrum? Ja, men en fed en af slagsen).

Anyways så glæder jeg mig rigtig meget til rødvin og grillbøffer. Håret har fået kur og neglene lak, og om lidt daffer vi afsted. Nå ja og jeg har da også barberet ben i dagens anledning, kommer jo ikke så tit ud.

Noget om drenge #5 Ni måneder gammel...

og allerede svært populær hos damerne.

Selvfølgelig takler Ormen situationen som en sand konge, og soler sig i opmærksomheden.

Gad vide om han er til at holde ud som 18 årig?

Handleplan.

Ja, det tror jeg det hedder, det vi nu har lagt for Storebror. Vi var til samtale i vuggestuen i onsdags. I store træk skal vi hjælpe Storebror til at lege selv, komme ham i forkøbet når vi kan se, at han er ved at blive voldsom, give ham meget opmærksomhed og en masse kys, kram og nus. Både herhjemme og i vuggestuen.

Så kan det være du spørger: "jamen, lader I ham da bare blive voldsom og sejle i sin egen sø normalt?", "nussede I ham ikke før?", "får han ikke opmærksomhed?"
Svaret er selvfølgelig: "nej, jo og jo, hvad tror du selv?"
Selvfølgelig gør vi alle de ting. Storebror er 2 år og det virker som om, at han har svært ved at kapere det hele nogen gange, så vi skal kridte banen lidt tydeligere op, og hjælpe ham med at bevare roen når overblikket ryger fløjten.

Med hensyn til gisningen om at han har et sart taktilt sansesystem, ser vi tiden lidt an, og imødekommer det med en masse fysisk kontakt (jeg ved ikke hvordan, at jeg kan formulere det ordenligt).

Det var en svær samtale. Svært at høre alt det hårde, svært ikke at gå i forsvarsposition og svært at huske hvad jeg selv mente. Vi talte længe og om mange ting, mange flere end dem jeg har nævnt her. Vi gik derfra med godt mod. Jeg fik fortalt hende, at jeg blev meget ked af det i sidste uge og været det siden, at vi stadig ser vores skønne dreng, når vi kigger på Storebror, at vi gerne vil lytte til deres faglighed, at vi synes det er mærkeligt at give ham mærkat på og vi fik spurgt, hvad de gør for ham. Vi valgte, at tale helt åbent med hende, det føles dog mærkeligt at lægge sit følelsesliv ud på personalestuebordet ved siden af lunken kaffe, en vissen plante og en halvtom pose lakridser, men mon ikke det er til det bedste.

Nu knokler vi herhjemme. Det "gode mod" vi forlod samtalen med bliver hele tiden gjort usikker til bens, vi vakler og finder fæste, men vi klarer det sgu, ikke mindst Storebror. Sjove, seje, kloge, omsorgsfulde, lille Storebror.

I dag har Storebror og jeg bl.a. leget med duplo. Vi fik hjælp til at bygge et meget højt tårn af elefantbamsen, babyelefantbamsen og sovekaninen Mick Jagger, det gik godt.

Mere om min sommerforelskelse.

Nu er jeg parat til at introducere jer for min sommerforelskelse.
Vi skal ud på en lille tur, så spænd hjelmen og husk solcreme.

Vi hopper på cyklen og træder i pedalerne i ca. 15 minutter. På et tidspunkt møder vi en høj bakke. Den kan vi desværre ikke komme uden om, men jeg lover, at det er det hele værd.

Du er kommet til det rigtige sted, hvis denne udsigt møder dig på toppen:

Nu fortsætter vi ned af denne gang,

og planter vores fødder i den have, som ser mest tilgroet ud.

Her kan vi finde blomster.

Vi kan finde lidt bær.

Hvis vi leder godt, kan vi også finde rabarber.

Der er ikke mindre end 3 fine æbletræer.

Nede i hjørnet står en lille faldefærdig rønne, som vil blive revet ned. Vi har nemlig besluttet at lave et, for os, stort indhug på den ikke eksisterende opsparing. Da ingen af os er handy, forærer vi os selv en "bjælkehytte samlepakke" fra Bauhaus og en tømrer. Tømreren skal vi aflevere tilbage, men den lille bjælkehytte forbliver vores i al evighed.

På denne herlige plet er der plads til glade bybørn,

som kan lære hvad det-der-græs er for noget.

Nu kan du måske forstå, hvorfor jeg er forelsket. Ville du ikke også blive forelsket i en kolonihave, der giver dig blomster?

En af kongemors laster...

er åbenbart mayonnaise.
Som nogen måske har regnet ud, efter at have kigget lidt på bloggen, er jeg sådan en der godt kan lide systemer og orden og planer, åhh ikke mindst PLANER. Noget helt andet er, at ting langtfra altid går efter min plan.
Et af mine issues er, at jeg stort set altid sørger for at alt i køleskabet bliver spist inden udløbsdatoen er overskredet, og så er det bare ærgerligt hvis man ikke gider have coleslaw for sjette dag i træk. Har vi hvidkål, bruger vi hvidkål. Og nej nu vil jeg ikke skrive, at jeg har spist for gammel mayo HA det kunne du li hva? Det vil jeg i hvert fald aldrig indrømme på skrift.
Vi har for tiden et meget stort glas mayo stående i køleren, det er købt i Lidl og det smager ikke specielt godt, men jeg havde indstillet mig på at spise det op, jeg smider jo ikke mad ud.
Fordi jeg er sådan en planlægger-type, er jeg også sådan en tilbudsjager, der stash'er f.eks. syltetøj, shampoo, tandpasta, mel og mayo ikke mindst.
I dag sad jeg så med min kartoffelmad og lidlmayo foran mig, og så tog fanden sgu ved mig. Væk røg dårlig møgmayo fra lidl og frem røg den skønneste skønne af alle mayoer:

Som jeg selvfølgelig havde to af i køkkenskabet.
Lidt fandenivoldskhed har vi vel alle?!?

Ugens kommentar.

På et tidspunkt i denne uge sad jeg med chipsskålen i den ene hånd, mens jeg skovlede indenbords med den anden.
Min mand spurgte om jeg ikke kunne stille den på bordet, så vi begge kunne nå den, jeg bad ham om at finde sin egen skål.
Han sagde: " Tror du ikke, at du har godt af lige at skulle læne dig frem for at nå chipsene?"
Jeg tænker nej, vel?

Jeg føler mig ramt og så...

alligevel ikke.
I går fortalte jeg om noget, der ligger mig meget på sinde, noget der trykker mig.
Jeg fik nogle meget søde og brugbare kommentarer, som jeg sætter stor pris på.
Den kære Hulebo gav mig dette link til et blogindlæg, som handler om kommunikation og magtforholdet i forældresamtaler. Det var lærerigt at læse, og meget relevant i forhold til den situation jeg står i lige nu.
Jeg følte mig virkelig uforberedt på, hvad der kom til mig/os i onsdags, og som harning indlægget beskriver, var jeg i chok.
Jeg tror at grunden til, at jeg skriver dette indlæg er, at jeg gerne vil fortælle, at jeg føler mig utrolig ramt af Harning indlægget, men at jeg ikke føler mig ramt af sidste del, hvor en kvinde føler sig talt ned til af en pædagog. Gårsdagens indlæg var min opfattelse af en samtale, hvor (næsten) kun de tunge ord brændte sig fast på min nethinde. Jeg var i chok, men jeg følte mig ikke truffet over pædagogen, hendes fremgangmåde eller hendes omsorgsfuldhed tilslut i samtalen. Jeg vil helst ikke have det misforstås, da jeg synes, at hun og hendes kollegaer er dygtige og omsorgsfulde, og jeg har respekt for dem. Dermed ikke sagt at jeg uden at blinke godtager en diagnose på vores dreng, mange har husket mig på, at vi ikke skal glemme hvordan vi opfatter vores dreng, og det gør jeg ikke.

Jeg synes, at det er rigtig svært at være mor lige nu. Jeg synes, at det er svært at finde den gyldne vej hvor ro, regelmæssighed og renlighed efter sigende skulle give glade og veltilpasse børn. For lige nu ved jeg ikke hvad den rigtige ro er og hvor regelmæssig at regelmæssigheden skal være.

Noget om drenge #4 Er det normalt....

at far og søn har matchende outfits???

Jeg troede ærlig talt, at det var en mor-datter ting det der med ens tøj.

Og nå ja, sig hej til familien joggingbuks, det er nemlig os!

Tristhed og tårer.

Jeg er ked af det, og jeg græder. Jeg har lyst til at kramme min store lille dreng hele tiden.

Vores Storebror er en voldsom gut, han er stor og stærk af sin alder, og han er tit voldsom over for andre børn. Jeg har tænkt en del over det på det sidste. Vi har talt om det herhjemme på det sidste. Tænkt på og talt om hvordan man kan lære ham, at man ikke må slå. Jeg kan ikke lide at råbe og jeg kan ikke lide at skælde meget ud, og jeg øver mig i ikke at hidse mig op over for ham. Vores strategi har indtil videre været at sige bestemt "nej det må man ikke", og så henlede opmærksomheden på noget han godt må, så han ikke føler sig skældt ud hele tiden. Jeg syntes, at det har været meget svært at håndtere ham nogen gange.

Onsdag da jeg hentede Storebror i vuggestuen, ville pædagogen godt lige tale med mig og aftale et møde om Storebror. Det skulle handle om, at han er meget voldsom, at han tit slår og skubber de andre børn, at han ikke kan finde ud af at lege selv, at han ikke kan finde ud af at lege/omgås de andre børn, at når han leger med sig selv er det destruktive lege, som at gå og slå til ting med en pind, at han har dårlige sociale kompetencer og at de mistænker, at han har et sart taktilt sansesystem.
Det var som at få en mavepuster, jeg fik tårer i øjnene og lidt kvalme, og jeg har grædt mange gange siden.

Selv om at jeg godt vidste, at han er voldsom og kan være skrap, gik jeg ud fra at det var en fase, som så meget andet. I virkeligheden er det langt mere alvorligt end som så, fordi min søn måske mistrives. Jeg er ked af det på hans vegne, og jeg er ked af, hvis vi har håndteret ham forkert.

Der er ikke nogen der har fortalt mig, at det kan forvolde så meget smerte at være forældre. Jeg har en sten siddende i mit hjerte, en klump i min hals og det føles som om at nogen maser mig så hårdt, at jeg ikke kan være i mig selv. Alt dette vil jeg med glæde bære rundt på, hvis bare min lille dreng var glad og ubekymret.

Og prisen går til....

kongemor-hurra for mig.
I fredags var vi til havefest sammen med vores fantastiske fødevarerfællesskab. Der var dømt sol, sommer, græs, bål, øl, kongespil, musik, børn, hvidvin, store smil, fyldte maver,  voksne, popcorn, solcreme, sorte negle, saftevand, vattæpper, tippi, tæer og, sent på aftenen, trætte smil. Alle medbragte en ret til buffeten og nogle havde også dessert med. Her kan du se, hvad vi havde med. Den bedste ret og bedste dessert blev kåret, og gæt hvad.... nej du gætter det aaaaaldrig, nu siger jeg det! MIN (eller det vil sige Sif's) dessert vandt prisen som aftenens bedste dessert, ret vildt var. Og der fulgte endda en præmie med i form af total lækker-smovse-øko-fairtrade chokolade, virkelig fornemt.
Vi havde allesammen den bedste aften, både Storebror, mor og far, og også Ormen selvfølgelig. Faktisk hyggede vi os så meget, at vi første pakkede en total overtræt, men stadig glad Storebror i klapvognen kl.23.30, hvilket er langt over hans normale sengetid 19.30. På vejen hjem konstaterede Manden, at det var en af de bedste aftener han længe havde haft, og at han synes det havde været skønt, at være sammen med nogle mennesker der var så glade og positive, og at det havde været befriende ikke at skulle tale job og karriere og projekter, som han meget ofte gør for tiden.


Velkommen sommer!

Og psst så er jeg blevet sommerforelsket, mere om det på et andet tidspunkt.

"Ferie" i billeder.

Udlængsel:




Syning:


Snobrødsspisning:


Pligter:


Lurer:


Læsning:


Mad:


Guf:

Gave til mig, JA MIG!?!

JA GAVE. I fredags dumpede denne pakke ned i postkassen.



Pakken indeholdt tørshampoo til en trængende kvinde( mig ). Pakkens afsender er skønne karoline-med-k, som forbarmede sig over mig, da hun læste dette indlæg. Jeg synes ganske enkelt, at det er fantastisk at jeg har fået mig en blogveninde der er så omsorgsfuld. Søde Karoline du skal vide, at du gjorde mig virkelig glad-Tak!

Noget om drenge #3 Glem alt om...

søde, små, nussepussede hundehvalpe. 

BANG et vandgevær på størrelse med en bazooka!

Lærestreger.

Den står stadig på toptunet travlhed herhjemme. I dag er det meste af travlheden fuldstændig selvforskyldt. I aften skal vi til havefest med vores dejlige fødevarerfællesskab. Man skal have en ret med, og eventuelt en dessert,  til en fælles buffet og så ellers en masse godt humør.  Humøret er i hus, for jeg synes virkelig, at det fødevarerfællesskab er en total god idé, og indtil videre har jeg kun mødt nogle ovenud imødekommende mennesker i forbindelse med den forening.

Så var der det med retterne. Jeg sad i morges og pløjede kogebøger, for jeg ville gerne lave noget lækkert, let og vegetarisk ikke mindst. Jeg har indtryk af, at rigtig mange af medlemmerne er vegetarer, og jeg er åbenbart sådan en "pleaser", at jeg så ligepludselig selv vil lave vegetarmad, for ligesom at passe ind. JA, magen til "crap" skal man lede længe efter. Jeg er nemlig overhovedet ikke vegetar. Heldigvis gik det op for mig i morges, at det er dumt at prøve at være noget man ikke er. Jeg besluttede mig for nogle sunde deller, salat og brød, faktisk det her. Til dessertbordet laver jeg en æblekage fra en af Sif´s bøger.
Den menu er nogenlunde overskuelig, eller det vil sige, at det havde den været, hvis det ikke er fordi, at jeg var alene hjemme med Ormen og Storebror. Sandheden er jo, at jeg netop i dag skulle være smuttet forbi Netto på vej derud og kastet en pakke pølser, en pakke brød, en cola og en sixpack i kurven, så ville vi være mere en parat til havefest i kolonihaven.
Så selvom jeg var klog nok til at springe over ved vegetarmaden, var jeg åbenbart ikke klog nok til at springe over at agere overskudsmor-der-laver-mad-hele-dagen-mens-jeg-passer-mine-to-DRENGE. Fanden tage mig, at jeg ikke kan lære, at jeg nogen gange bare er rødepølser-og-ketchup-mor. Kort sagt har det ikke været nogen fornøjelse at lave mad i dag.
Nu er min mand kommet hjem og børnene sover. Når de vågner tager vi til havefest, som jeg stadig glæder mig til, tror jeg tager både øl og vin med, jeg trænger.

Travlhed i mit rige.

Som nogen måske har fanget, er der travlhed i mit rige. Det påvirker mig i sådan en grad, at når jeg om morgenen skal huske på og planlægge, hvad det nu er, denne dag byder på, ikke kan få  nerveenderne i hjernen til at frigive de rette signalstoffer, og logistikken på min provinsvej til at gå op. Jeg kan knap nok huske hvor kaffen står, og kaffe ville ellers gøre det hele lidt nemmere.
Det er de små ting, som at hente noget mælk eller vaske hår, der kommer til at virke enorme og de hyggelige aftaler, som at tage på cafetur eller besøge en ven,  der kan virke uoverskuelige.
Ofte ender det med, at jeg ringer til min mand, som siger noget i stil med: " bare tag tingene en efter en, start med morgenmaden(det er vigtigt), så i tøjet, når Ormen vågner fra sin lur giver du ham mad, bagefter går du ned og møder veninde x til frokost og så kan du hente Storebror på vej hjem, hvis du kan overskue det, det skal nok gå lille kongemor"(og han kalder mig selvfølgelig ikke kongemor, men mit andet SUPERHEMMELIGE kælenavn). Og det hele går rigtig godt endda, for jeg har travlt med gode ting, og travlheden gør mig heldigvis ikke ked af det, bare rigtig, rigtig forvirret.