I Odense ligger der den hyggeligste marskandiser jeg kender, indehaveren er Frede. Frede er altid rede for at slå en handel af, og så er han fuld af historier. Idag tog jeg derud blot for at se efter en ravklump, som jeg længe har været på udkig efter. Jeg endte med at køre hjem på en cykel læsset med skatte.
Det blev til:
Tre fine Irma kunstkaffedåser, jeg tror måske, at jeg er begyndt at samle på dem. Viste du, at der er over tyve forskellige slags designet af forskellige kunstnere?
Jeg har fem nu.
Et fint stykke rav som jeg har ledt efter lige siden, at jeg smed min elskede halskæde væk for godt to år siden, nu mangler jeg bare en kæde. Jeg er vildt glad for endelig at have fundet en afløser, jeg synes det er sådan et flot smykke.
Tre antikke portvinsglas hvor mønsteret er skåret ind i glasset, de er fra Holmegaard. Jeg skal bruge dem til en gave.
En gammel kuffert som skal bruges til at opbevare klædudtøj i, den skal stå på drengenes værelse, og jeg tænker, at jeg måske skal forsøge mig med at tapetsere den, efter inspiration fra Karoline-med-K's soveværelse.
Alt i alt en god fangst til den ydmyge sum af 250kr. og ja selvfølgelig pruttede vi om prisen, er det ikke det der er meningen???
(Et indlæg om mig og mere mig)
Jo, ser du for ca. en uges tid siden fyldte Storebror 2 år, det var en stor dag, som blev blogfejret med billeder, se bare her. Det er alt sammen meget godt, men i al forvirringen glemte jeg jo helt at gøre status over mig, 2 år som mor og hvad har jeg lært?
Ja umiddelbart vil jeg mene ikke så meget, men hvis jeg tænker nærmere efter er jeg da blevet klogere på en ting eller to.
Helt lavpraktisk har jeg lært at skifte en ble ( eller en milliard), jeg kan lave delikat(not)babymos, og for det meste vaske en baby i alle de små lyserøde hud(fedt)folder så den ikke lugter surt. Jeg har lært, at det er smartest at spise morgenmad i nattøj, fordi børn grisser herre meget, og så slipper man for at skifte tøj en ekstra gang eller sende barnet i vuggestue i snavset tøj.
Hvis vi lige tager trinet op er jeg ærlig talt ret tjekket til at få mine børn til at sove, og tro mig det kræver snilde, tålmodighed og en vilje af stål. Min organisatoriske sans er helt sikkert også blevet styrket, vælger jeg at tro.
Jeg har fundet ud af at udtrykket: "ro, renlighed og regelmæssighed", holder 100% og bidrager til glade børn og glade forældre.
Sidst men ikke mindst, så har det, at jeg er blevet forældre gjort, at jeg er blevet optaget i en helt speciel klub. Her mener jeg ikke "ihhh børn er bare det bedste, jeg forstår ikke hvordan jeg kunne leve uden, børn er meningen med mit liv"-klubben. Nej jeg mener, førhen når jeg var i Netto og jeg mødte et skrigende og plagende barn kunne jeg tænke: "hold da ferie, de forældre burde altså opdrage deres barn ordenligt", nu tænker jeg " puha, godt det ikke er mig", for det kunne det sagtens have været.
Jeg har nemlig lært at børn gør, som børn vil, og at trætte børn, især, er svære at tale til fornuft. Og så er det altså ligemeget hvor velopdragne og milde de normalt er, nogen gange slår det klik på øverste etage, ej faktisk ofte, når det gælder Storebror, der er den største bøllefrø der kan gå på to ben.
Kort sagt har jeg fået livslangt medlemskab til toleranceklubben, og hvis der er nogen derude der kender mig, vil I måske sige, at jeg også var tolerant før, men der har jeg snydt jer, for jeg gemte nemlig al min utolerance oppe i mit hoved, og smilede sødt, mens jeg tænke "helt ærligt, få nu den unge til at holde bøtte-tak!".
Så stort tillykke til mig, der er begyndt at lære tolerancens kunst. Nu vil jeg nyde at det er fredag, drikke en ordentlig spand kaffe (håbe en veninde vil dele den med mig) og glæde mig over at jeg næste år, forhåbentlig, er blevet endnu klogere på de kære små.
(nå jeg har brug for ro i mit hoved hører jeg ofte Pink Floyd's album "Wish you were here", og denne her sang er en favorit. Jeg ved den er lang, men du kan jo høre den mens du læser andre blogs og drikker kaffe)
Fordi hun i et anfald af at gøre sin sofa endnu mere tight, har pillet betrækket af og er begyndt at sprætte op i det for at sy det sammen på en ny og mere praktisk måde, og nu gider hun virkelig ikke mere!
Dumme sofa jeg er så dødsens træt af dig!
Og hvorfor nu det??? Jo altså, jeg har netop færdiggjort et ombetræknings projekt, som jeg blev hyret til af en legestue. 6 sofaer har jeg syet betræk til, og jeg fik penge for det, jeg er meget stolt af mig selv. Fordi jeg blev så ferm til det med sofaer, ville jeg da lige fikse vores egen igen(har egentlig syet betræk til den en gang). I mellemtiden havde jeg glemt hvor mega meget det hænger mig ud af halsen at sy sofaer, så nu sidder jeg her, med møg opsprættet betræk, ahhhrg
Hvis der er nogen der giver mig penge, kan det være jeg syer det færdigt, sådan fungerede det jo med de andre. Anyone??
Nå men positivitet tak, se er de ikke flotte, altså til en legestue:
kom nu tilbage syglæde please, så vi igen kan sidde i en sofa med betræk.
Igår nåede jeg lige at sende denne her sms til Manden: "Hvor bliver du af, troede du sagde, at du ville være hjemme nu?"
Så hørte jeg nøglen i døren, og ind kom Manden med dem her:
Juhu, hvor blev jeg glad. Han har kun givet mig blomster EN gang før, og det var dem her:
som han havde købt i en shawarma bar en nat på vej hjem fra byen. Han vækkede mig og gav mig dem med kommentaren: "så skal du ikke sige du aldrig får blomster, og de her blomster visner aldrig, ligesom min kærlighed til dig". Sød fuldemandskærlighedserklæring tænker du nok, men de er stadig af lyserød glimmer plastic. Så du kan nok forstå, at jeg er glad for røde roser, er helt forårskåd nu!
når man møder en ven på gaden man ikke har set et stykke tid, så går samtalen som regel sådan her:
Mig:"Hej længe siden, hvordan går det?"
Ven: "Hej ja alt for længe siden, det går godt, hvad med dig?"
Mig: "blablabla"
Ven:"blablabla"
Mig:"blablabla"
Ven:"blablabla"
Mig:"Når men jeg må altså videre, men skal vi ikke snart tage en kop kaffe?"
Ven:" Jo helt sikkert lad os ringes ved!"
Kys, kram og farvel.
Det der så sker er, at ingen ringer, og så er vi lige vidt, desværre.
Idag ringede en "gammel" ven fra min første mødregruppe og spurgte, om jeg var hjemme, fordi hun stod lige nede ved baresso og så ville hun komme op med kaffe. "Fino" var midt svar.
Puha lidt stress over jeg stadig havde joggetøj på og ikke børstet tænder (klokken var jo kun 12, hvad kan man forvente af en mor på barsel;) og så rodede her selvfølgelig en del ( og ja her kan godt rode, selvom I måske ikke tror mig efter det her). Jeg børstede tænder og skiftede babyen (ja det bliver jo kun gjort når vi får gæster) og lod ellers næsten rod være rod.
Ven og latte kom på besøg, og det var bare smadder hyggeligt.
Det mindede mig på, hvor ærgerligt det er, at man (jeg) så sjældent får drukket den hurtige kop kaffe, jeg altid taler om. Og at bare en halv times sludder er nok til at sætte lidt krydderi på en helt kedelig hverdagsmandag. Så tak til impuls-kaffe-købende-og-udbringende ven-total JOY.
Følelsen af utilstrækkelighed kommer tit over mig, når jeg er alene med mine små drenge i mere end et par timer. Idag havde Storebror en tvungen hjemmedag (fra vuggeren), fordi han skulle til toårs undersøgelse.
Det, der som regel sker, når vi er alene er, at hvis Ormen bare brokker sig det mindste, som regel omkring spise-eller sovetid, tror Storebror at han også skal pjevse eller "drille" for at blive set, og så står jeg der med to rollinger, og føler ikke jeg kan hjælpe nogen af dem ordenligt.
Det er møg træls, og det gør mig trist.
Det er også grunden til, at der gik lang tid efter Ormen var født, før jeg magtede dem begge alene på en gang. Lige meget hvor meget jeg prøver at være til stede, føler jeg ofte, at jeg må tilsidesætte Storebror, og faktisk kan det irritere mig, at han ikke "kan opføre ordenligt". Ja hvad fanden er jeg for en mor?!?
Jeg ved jo godt, at en toårig ikke beslutter sig for at være på tværs, og at min glade toårige bare er fuld af krudt og legeglæde, og det skal han ikke straffes for. Det er også derfor, at jeg bliver trist når jeg føler mig utilstrækkelig.
Heldigvis lærer jeg hele tiden, og jeg er også blevet bedre til at kunne overskue situationen, eksempelvis er Storebror meget hjælpsom til at give Ormen sut, så føler han at han hjælper til, og han elsker at hjælpe til og blive inddraget.
Idag har der selvfølgelig været en episode omkring sovetid, hvor utilstrækkeligheden overvældede mig. Men nu sover de begge lur ( jaja på samme tid, det er til gengæld en ret tjekket mor-feature jeg besidder der) og jeg sidder her med kaffe og reste kage fra i onsdags, og minder mig selv på, at vi faktisk har haft en god dag, og at et øjebliks utilstrækkelighed ikke skal have lov, at ødelægge det.
Idag er Storebror og jeg f.eks. startet på at gøre terrassen forårsklar mens Ormen sov formiddagslur.
Vi har renset potte og samlet fodboldmål, og jeg er blevet slået meget hårdt over fingeren med en JERNskovl af en meget entusiastisk dreng, der synes, at det der hårde jord i potten da bare skulle have en ordenlig omgang ( han havde jo lige set mig gøre det, og ville bare være hjælpsom). Min finger så efterfølgende sådan ud:
Det er en stor klemmelusagtig ting på siden, jeg har prikket hul så blodet kunne komme ud, så nu er den bare hævet til stor størrelse og meget øm, altså fingeren ( nu er det vist mig der pjevser). Heldigvis er det ligemeget, for vi hyggede og den faldt jo ikke af, selvom det føltes sådan i øjeblikket.
