Tristhed og tårer.

Jeg er ked af det, og jeg græder. Jeg har lyst til at kramme min store lille dreng hele tiden.

Vores Storebror er en voldsom gut, han er stor og stærk af sin alder, og han er tit voldsom over for andre børn. Jeg har tænkt en del over det på det sidste. Vi har talt om det herhjemme på det sidste. Tænkt på og talt om hvordan man kan lære ham, at man ikke må slå. Jeg kan ikke lide at råbe og jeg kan ikke lide at skælde meget ud, og jeg øver mig i ikke at hidse mig op over for ham. Vores strategi har indtil videre været at sige bestemt "nej det må man ikke", og så henlede opmærksomheden på noget han godt må, så han ikke føler sig skældt ud hele tiden. Jeg syntes, at det har været meget svært at håndtere ham nogen gange.

Onsdag da jeg hentede Storebror i vuggestuen, ville pædagogen godt lige tale med mig og aftale et møde om Storebror. Det skulle handle om, at han er meget voldsom, at han tit slår og skubber de andre børn, at han ikke kan finde ud af at lege selv, at han ikke kan finde ud af at lege/omgås de andre børn, at når han leger med sig selv er det destruktive lege, som at gå og slå til ting med en pind, at han har dårlige sociale kompetencer og at de mistænker, at han har et sart taktilt sansesystem.
Det var som at få en mavepuster, jeg fik tårer i øjnene og lidt kvalme, og jeg har grædt mange gange siden.

Selv om at jeg godt vidste, at han er voldsom og kan være skrap, gik jeg ud fra at det var en fase, som så meget andet. I virkeligheden er det langt mere alvorligt end som så, fordi min søn måske mistrives. Jeg er ked af det på hans vegne, og jeg er ked af, hvis vi har håndteret ham forkert.

Der er ikke nogen der har fortalt mig, at det kan forvolde så meget smerte at være forældre. Jeg har en sten siddende i mit hjerte, en klump i min hals og det føles som om at nogen maser mig så hårdt, at jeg ikke kan være i mig selv. Alt dette vil jeg med glæde bære rundt på, hvis bare min lille dreng var glad og ubekymret.

Og prisen går til....

kongemor-hurra for mig.
I fredags var vi til havefest sammen med vores fantastiske fødevarerfællesskab. Der var dømt sol, sommer, græs, bål, øl, kongespil, musik, børn, hvidvin, store smil, fyldte maver,  voksne, popcorn, solcreme, sorte negle, saftevand, vattæpper, tippi, tæer og, sent på aftenen, trætte smil. Alle medbragte en ret til buffeten og nogle havde også dessert med. Her kan du se, hvad vi havde med. Den bedste ret og bedste dessert blev kåret, og gæt hvad.... nej du gætter det aaaaaldrig, nu siger jeg det! MIN (eller det vil sige Sif's) dessert vandt prisen som aftenens bedste dessert, ret vildt var. Og der fulgte endda en præmie med i form af total lækker-smovse-øko-fairtrade chokolade, virkelig fornemt.
Vi havde allesammen den bedste aften, både Storebror, mor og far, og også Ormen selvfølgelig. Faktisk hyggede vi os så meget, at vi første pakkede en total overtræt, men stadig glad Storebror i klapvognen kl.23.30, hvilket er langt over hans normale sengetid 19.30. På vejen hjem konstaterede Manden, at det var en af de bedste aftener han længe havde haft, og at han synes det havde været skønt, at være sammen med nogle mennesker der var så glade og positive, og at det havde været befriende ikke at skulle tale job og karriere og projekter, som han meget ofte gør for tiden.


Velkommen sommer!

Og psst så er jeg blevet sommerforelsket, mere om det på et andet tidspunkt.

"Ferie" i billeder.

Udlængsel:




Syning:


Snobrødsspisning:


Pligter:


Lurer:


Læsning:


Mad:


Guf:

Gave til mig, JA MIG!?!

JA GAVE. I fredags dumpede denne pakke ned i postkassen.



Pakken indeholdt tørshampoo til en trængende kvinde( mig ). Pakkens afsender er skønne karoline-med-k, som forbarmede sig over mig, da hun læste dette indlæg. Jeg synes ganske enkelt, at det er fantastisk at jeg har fået mig en blogveninde der er så omsorgsfuld. Søde Karoline du skal vide, at du gjorde mig virkelig glad-Tak!

Noget om drenge #3 Glem alt om...

søde, små, nussepussede hundehvalpe. 

BANG et vandgevær på størrelse med en bazooka!

Lærestreger.

Den står stadig på toptunet travlhed herhjemme. I dag er det meste af travlheden fuldstændig selvforskyldt. I aften skal vi til havefest med vores dejlige fødevarerfællesskab. Man skal have en ret med, og eventuelt en dessert,  til en fælles buffet og så ellers en masse godt humør.  Humøret er i hus, for jeg synes virkelig, at det fødevarerfællesskab er en total god idé, og indtil videre har jeg kun mødt nogle ovenud imødekommende mennesker i forbindelse med den forening.

Så var der det med retterne. Jeg sad i morges og pløjede kogebøger, for jeg ville gerne lave noget lækkert, let og vegetarisk ikke mindst. Jeg har indtryk af, at rigtig mange af medlemmerne er vegetarer, og jeg er åbenbart sådan en "pleaser", at jeg så ligepludselig selv vil lave vegetarmad, for ligesom at passe ind. JA, magen til "crap" skal man lede længe efter. Jeg er nemlig overhovedet ikke vegetar. Heldigvis gik det op for mig i morges, at det er dumt at prøve at være noget man ikke er. Jeg besluttede mig for nogle sunde deller, salat og brød, faktisk det her. Til dessertbordet laver jeg en æblekage fra en af Sif´s bøger.
Den menu er nogenlunde overskuelig, eller det vil sige, at det havde den været, hvis det ikke er fordi, at jeg var alene hjemme med Ormen og Storebror. Sandheden er jo, at jeg netop i dag skulle være smuttet forbi Netto på vej derud og kastet en pakke pølser, en pakke brød, en cola og en sixpack i kurven, så ville vi være mere en parat til havefest i kolonihaven.
Så selvom jeg var klog nok til at springe over ved vegetarmaden, var jeg åbenbart ikke klog nok til at springe over at agere overskudsmor-der-laver-mad-hele-dagen-mens-jeg-passer-mine-to-DRENGE. Fanden tage mig, at jeg ikke kan lære, at jeg nogen gange bare er rødepølser-og-ketchup-mor. Kort sagt har det ikke været nogen fornøjelse at lave mad i dag.
Nu er min mand kommet hjem og børnene sover. Når de vågner tager vi til havefest, som jeg stadig glæder mig til, tror jeg tager både øl og vin med, jeg trænger.

Travlhed i mit rige.

Som nogen måske har fanget, er der travlhed i mit rige. Det påvirker mig i sådan en grad, at når jeg om morgenen skal huske på og planlægge, hvad det nu er, denne dag byder på, ikke kan få  nerveenderne i hjernen til at frigive de rette signalstoffer, og logistikken på min provinsvej til at gå op. Jeg kan knap nok huske hvor kaffen står, og kaffe ville ellers gøre det hele lidt nemmere.
Det er de små ting, som at hente noget mælk eller vaske hår, der kommer til at virke enorme og de hyggelige aftaler, som at tage på cafetur eller besøge en ven,  der kan virke uoverskuelige.
Ofte ender det med, at jeg ringer til min mand, som siger noget i stil med: " bare tag tingene en efter en, start med morgenmaden(det er vigtigt), så i tøjet, når Ormen vågner fra sin lur giver du ham mad, bagefter går du ned og møder veninde x til frokost og så kan du hente Storebror på vej hjem, hvis du kan overskue det, det skal nok gå lille kongemor"(og han kalder mig selvfølgelig ikke kongemor, men mit andet SUPERHEMMELIGE kælenavn). Og det hele går rigtig godt endda, for jeg har travlt med gode ting, og travlheden gør mig heldigvis ikke ked af det, bare rigtig, rigtig forvirret.