Kender I det....

når man møder en ven på gaden man ikke har set et stykke tid, så går samtalen som regel sådan her:

Mig:"Hej længe siden, hvordan går det?"

Ven: "Hej ja alt for længe siden, det går godt, hvad med dig?"

Mig: "blablabla"

Ven:"blablabla"

Mig:"blablabla"

Ven:"blablabla"

Mig:"Når men jeg må altså videre, men skal vi ikke snart tage en kop kaffe?"

Ven:" Jo helt sikkert lad os ringes ved!"

Kys, kram og farvel.

Det der så sker er, at ingen ringer, og så er vi lige vidt, desværre.

Idag ringede en "gammel" ven fra min første mødregruppe og spurgte, om jeg var hjemme, fordi hun stod lige nede ved baresso og så ville hun komme op med kaffe. "Fino" var midt svar.
Puha lidt stress over jeg stadig havde joggetøj på og ikke børstet tænder (klokken var jo kun 12, hvad kan man forvente af en mor på barsel;) og så rodede her selvfølgelig en del ( og ja her kan godt rode, selvom I måske ikke tror mig efter det her). Jeg børstede tænder og skiftede babyen (ja det bliver jo kun gjort når vi får gæster) og lod ellers næsten rod være rod.

Ven og latte kom på besøg, og det var bare smadder hyggeligt.
Det mindede mig på, hvor ærgerligt det er, at man (jeg) så sjældent får drukket den hurtige kop kaffe, jeg altid taler om. Og at bare en halv times sludder er nok til at sætte lidt krydderi på en helt kedelig hverdagsmandag. Så tak til impuls-kaffe-købende-og-udbringende ven-total JOY.