kongemor

tirsdag den 24. maj 2011

Mærkelige Mor.

Vores drenge sover på deres eget værelse. Hver aften inden jeg går i seng, skal jeg lige ind til dem, putte dynen om dem og kigge lidt på dem. Det sidste jeg gør, inden jeg går ud igen, er at tjekke, om de trækker vejret, det kan godt være svært at se nogle gange, børn kan sove ret så stille. Men altså, jeg står der og kigger og kigger, og hvis jeg ikke er helt sikker på at de trækker vejret, begynder jeg at ae dem, indtil jeg lige får dem vækket lidt, og de trækker vejret dybt. Det er noget jeg altid har gjort, så det falder mig helt naturligt, en rutine kan man vel kalde det, banket ind i rygraden med syvtommersøm.
Men her på det sidste er jeg begyndt at tænke, at det er lidt fjollet. Altså det er ikke fjollet at jeg putter dynen om dem, men det er fjollet, at jeg skal se dem trække vejret. For det første: hvorfor søren skulle de ikke trække vejret? For det andet: hvis de (mod al sandsynlighed) skulle holde op med at trække vejret, hvad er så oddsene for at det lige er i de 2 min jeg er der, at det sker,  jeg mener, de sover jo 12 timer hver nat. Men nogle gange er det bare det der er fjollet, som føles rigtigt.

4 kommentarer:

  1. Jeg forstår dig. Selv kan jeg ikke overskue tanken om at min datter skal sove i et andet rum end jeg, for så kan jeg jo ikke lige høre om hun trækker vejret, når jeg vågner midt om natten.

    At hun en skønne dag skal køre på cykel, tage på interrail eller gå over vejen et sted uden fodgængerfelt virker temmeligt urealistisk.

    SvarSlet
  2. Min mor havde samme bekymring da hun fik mig, har hun fortalt. Hun holdt et lille spejl under min næse, for lige at tjekke, om det blev dugget.

    Det kan også være, dine børn synes det er meget hyggeligt lige at blive nusset lidt vågen, og så sove dybt igen :)

    SvarSlet
  3. Du er i hvert fald ikke en mærkelig mor :-)

    SvarSlet
  4. I har ret, det er vist meget mor almindeligt.

    SvarSlet