Plastickirurgi har egentlig aldrig sagt mig noget. Egentlig findes det ikke rigtig i min verden, medmindre der er nogen der direkte ryster deres silikone jader under min næse. Eksempelvis, sidste år til en familiejulefrokost kom min papsvigerinde anstigende med en skinne og forbinding på tuden. Jeg reagerede ved at se på hende, tage mig for munden, gispe og udbryde "gud, hvad er der dog sket?", hun svarede: "ikke noget, jeg har bare fået et nosejob". Det var så her mit ansigt vist nok faldt i nogle meget mærkelige folder. Jeg tror, at jeg sagde noget i retning af "nåååh". Viste ærlig talt ikke hvad man siger, måske noget i retning af "ej hvor spændende", "nice nok (nose nok)", "gjorde det ondt", "endelig", "er du blevet sindsyg?" eller måske "hvad kostede det". Egentlig havde jeg mest lyst til at sige "hvorfor?", for jeg synes faktisk hun var enormt pæn inden operationen.
Kort sagt kan jeg slet ikke forstå, at folk vil lægge sig under kniven for at få foretaget udelukkende forskønnende operationer, nå det så er sagt, må folk for min skyld gøre hvad de vil. Jeg har fuld forståelse for operationer på baggrund af f.eks. et uheld eller medfødt misdannelse, eller som da min mormor fik fjernet hud over øjnene, fordi hun næsten ikke kunne se ud mere.
Nu er sagen den, at min egen mor skal have foretaget plastickirurgi, og hun glæder sig. Jeg ved ikke rigtig, hvad jeg skal mene om det. Hun har været gravid fire gange, været ret overvægtig, har tabt sig igen og nu er hun ret normal. Alle disse ind-og udvidelser at maveskindet har gjort, at hun har et hængende maveskind (nogen ville måske sige en hængevom, men det er min mor vi taler om her, så det kunne jeg aldrig finde på), det er det man kalder hud mod hud. Ikke desto mindre skal hun have skåret hudflappen væk. Det er fordi hun synes, at det er forfærdeligt at kigge på og så er det også lidt irriterende.
Selvom jeg ikke er fan af kosmetiske operationer, tror jeg, at jeg er kommet frem til, at det er en god ide for hende - det vil gøre hende gladere. Her er det så, at min holdning om ikke at gå ind for forskønnende operationer ikke rigtig holder. Hva pokker, man har et standpunkt, til man tager et nyt.
Det skal også lige siges, at min mor på ingen måde skammer sig over denne operation, og hun fortæller gerne vidt og bredt om proceduren, og hvis du spørger pænt trækker hun også gerne op i blusen og ned i bukserne og viser frem, sådan er hun bare, meget ligetil.
jeg har også svært ved at forstå at umiddeltbare pæne næser og helt normale bryster skal opereres bare for at opnå et eller andet ideal billede, men når det kommer til operationer hvor man opererer p.g.a. en fysisk problemstilling som er til gene for personen synes jeg det er ok. Jeg kan godt forstå at man vil have fjernet noget af det løse hud når man har tabt sig meget, men jeg synes at det er en balancegang at sige hvad der er rigtigt og forkert. Jeg er i hvertfald sikker på at der skal meget til for at jeg frivilligt ligger mig under kniven
SvarSletJeg er bare forfængelig, så jeg har også fået lavet plastik! Havde helt sikkert mine grunde til det dengang, men efter jeg er blevet mor har min holdning nok ændret sig og nu virker det lidt pjattet...
SvarSlet@ Heidi: ja for mit vedkommende skal deres også meget til før jeg lægger mig under kniven.
SvarSlet@: Karoline: Ja du havde da helt sikkert dine grunde. Jeg er ved at finde ud af, at jeg har været noget snæversynet omkring emnet. Nu hvor nogen jeg rent faktisk kender godt skal under kniven, kan jeg mærke at min holdning nok har ændret sig.
Plastikkirugi er også noget, der lægger mig meget fjent. Jeg tror heller ikke jeg kender en eneste, der har fået lavet noget... Jeg synes det er lidt mærkeligt... Selvfølelig ikke, hvis der er et eller anden misdannelse ol., så kan jeg godt forstå, at man gerne vil være "normal"...
SvarSlet@ imab: Ja det har jeg jo også altid syntes, men nu med min mor virker det bare meget rigtigt egentlig, det der med standpunkter ik ;-)
SvarSlet