kongemor

mandag den 14. marts 2011

Men pandabjørne er da søde!

En måned eller to efter jeg havde født min anden søn, gik det pludselig op for mig, at jeg havde fået nogle voldsomme sorte rande rundt om øjnene. Ja faktisk så store, at man, hvis jeg havde haft pels på hele kroppen, godt kunne have forvekslet mig med en pandabjørn.
Det gik ikke sådan rigtig op for mig, før jeg en dag i Magasin tænkte, at idag var dagen. Normalt har jeg aldrig puttet andet i femøren end mascara (nogen gange), og jeg må krybe til skønhedskorset og sige, at jeg på daværende tidspunkt ikke havde brugt nogen ansigtshudplejeprodukter, ikke engang creme, siden før jeg blev gravid. Puha shame on me. Men nu var tiden inde til at vende skuden, og gøre en indsats og prøve kræfter med det der yummy mom.
Jeg gik hen til en makeupdame, og spurgte, om hun måske kunne hjælpe mig med at finde noget, der kunne dække sorte rande. Jo det kunne hun, og jeg kunne lige tage plads. Mig op i stolen, hende pensle, smøre, pudre noget i mit ansigt. Hun ordnede bare det ene øje som hun sagde, og jo tak, det kunne jeg snildt se da jeg kiggede i spejlet. For der midt i Magasin, var det ikke midt eget spejlbillede, der mødte mig. I stedet var det et yderst ubehageligt twoface, på den ene side mit eget glade jeg og på den anden døden fra Lübeck.
Det var ligesom at se et dårligt billede af sig selv, og tænke: "ej det ligner mig jo slet ikke, sådan ser jeg jo ikke ud", men det gjorde jeg.
Og selvom pandabjørne er søde og alt det der, var det så grelt, at jeg måtte bede hende pensle det andet øje, inden jeg forlod butikken, da det simpelthen ville være for pinligt, at spankulerer hjem som en anden Lundin.

Nu ca.4 måneder senere er jeg blevet "sådan en" der går op i makeup og skønhedspleje, og jeg nyder at få et dagligt fix på Anettes beautyspace.
Jeg mener også, at jeg har fundet ud af en ting eller to om, hvordan jeg plejer min hud, så jeg har en nogenlunde base, samt hvordan jeg lægger en enkel, hurtig og sund makeup.
Jeg er ret vild med Tromborgs produkter, som helt sikkert bliver en fast post på ønskeseddelen fremover. Jeg synes, at de er nemme at bruge og giver naturlig finish. På hjemmesiden her, giver Marianne Tromborg, en introduktion af og gode råd til, at få det optimale ud af hendes produkter.

Til slut vil jeg lige tilføje, at hvis I tror, at det er en overdrivelse, når jeg siger, at jeg lignede, og stadig uden makeup ligner, døden fra Lübeck. Så tror I altså forkert. For noget tid siden besøgte jeg min veninde. Jeg fortalte hende om min nye opdagelse: makeup. Hun sagde: " ja det er fantastisk ikke?", og fortsatte med: " du lignede godt nok også noget helt vildt lige efter fødslen, blev næsten bange, du var helt ligbleg og med store sorte huller der hvor dine øjne skulle have siddet". Rimelig ærlig veninde må man sige, og det sætter jeg pris på, men er nu glad for, at hun holdt lidt igen med realitetsbetragtningerne dengang efter fødslen, for der havde jeg sgu egentlig andet at tænke på end hvilken concealer, der er den bedste.

Kærlig hilsen kongemor, indehaver af nyindrettet  mini sminkebord.
Pandabjoern-arrestert-wm.jpg
(billede lånt fra humorlib.com)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar