Jeg har haft den samme sundhedsplejerske til begge mine unger. Hun er rigtig sej, og jeg kan lide hende fordi, at hun var god at tale med, både om børn og om mig. Hun er sådan en sundhedplejerske der lytter, støtter og absolut ikke dømmer når man siger, at man synes, at modermælkserstatning lugter klamt og ikke har lyst til at give det til barnet(Storebror), selvom retningslinjerne siger, at barnet bør få 400ml om dagen. I stedet hjælper hun med at finde andre alternativer.
Og da man så kom med barn nummer to, og rent faktisk ikke havde mælk nok, så man var tvunget til at give modermælkserstatning, støtter hun også i det. Uden først at presse på for at få amningen til at vare lidt længere selvom der hænger et skrigende og sultent barn ved et tomt bryst, og det er tydeligt for enhver at det ikke fungerer. Kort sagt er hun rigtig god, fordi hun støtter i den situation man står i, og ikke kører alle mødre over en kam.
I dag mødte jeg hende på gaden, jeg smilede og sagde hej, hun smilede og sagde hej, og fortsatte sin færd.
Det føltes mærkeligt, fordi jeg havde lyst til at stoppe op og sludre, jeg har jo talt om tunge emner med hende, om den store omvæltning det er at blive mor, om glæderne ved det, men absolut også "sorgerne" ved det. Derfor ser jeg hende nærmest som en veninde(åbenbart). Efter vi havde passeret hinanden på gaden, gik det op for mig, at jeg jo bare er en "borger" for hende, en arbejdsopgave. Jeg kan egentlig godt forstå, at hun ikke stoppede op. Da jeg var hjemmeplejer, ville jeg jo nok heller ikke have stoppet op og slået en laaang sludder af med de gamle "borgere" jeg mødte på gaden, men bare sagt høfligt goddag.
Jeg ville bare sige, at jeg synes det er mærkeligt, at vi ikke er venner i virkeligheden.
Hmm, ja, jeg forstår sandelig godt din følelse. Jeg underviste engang nybagte mødre i fødselsforberedelse og gymnastik, og oplevede tit, at kvinderne dér knyttede sig meget til os undervisere, netop fordi de delte så meget med os. Og jeg må med skam sige, at det af og til var svært, netop hvis jeg mødte en på gaden - fordi jeg ofte kun kunne huske ansigtet og ikke historierne. Jeg havde jo ikke delt mit liv med dem...
SvarSletDet er i det hele taget svært med distancer, der rækker over noget professionelt. I dag oplever jeg fx at møde patienter på gaden, og jeg hilser aldrig først. Ikke fordi jeg ikke vil hilse, men fordi jeg ser dem i en anden situation omfattet af tavshedspligt, så jeg står ikke nede i Brugsen og råber "hej" henover køledisken - der er jeg nødt til at vente med at tage kontakt, til de selv hilser.
Omvendt har jeg selv gået til psykolog i mere end et år - og tit haft lyst til at kontakte hende, og fortælle hvor godt det går. Jeg synes jo også, at jeg var mere end en tilfældig patient, ha ha...
Ja man er jo "bare" endnu en patient, det gik bare først op for mig i dag, at jeg gik og troede vi var venner. Det er jo heller ikke fordi jeg synes hun burde have stoppet, for hende skal der jo også være en grænse mellem arbejdsliv og privatliv, selvfølgelig:)
SvarSletMin mor arbejdede en overgang på et børnehjem. Det har jeg altid tænkt måtte være ufatteligt hårdt for børnene - de ansatte var jo deres erstatningsforældre, men kom der kun, fordi de blev betalt.
SvarSletDet må have været meget smertefuldt for børnene at indse, efterhånden som de blev ældre. Det bliver jo ret tydeligt, når børnene enten forlader stedet, eller når de ansatte finder nyt arbejde. Eller ganske enkelt har ferie på barnets fødselsdag osv.
Det er selvfølgelig lidt ekstremt i forhold til dit eksempel, men alligevel lidt i samme retning.
Ja lidt ekstremt men alligevel lidt samme dur, jeg vælger at tro, at de voksne på et børnehjem alligevel har et lidt specielt forhold til ungerne:)
SvarSlet