Voksenmobning har fået en ny dimension.

Følgende scenarie har udspillet sig hjemme hos hos hver evig eneste morgen det sidste laaaange stykke tid.
Når Manden og Storebror skal afsted, siger jeg farvel og nu må I have en dejlig dag. Som svar peger Storebror ned mod gaden, kigger på mig med store runde forventningsfulde øjne, og siger i spørgende tonefald: "bil?",  så svare jeg, så entusiastisk som muligt: "nej lille pusling, vi har desværre ingen bil, men I skal cykle!" (med  ekstra stor juhu faktor i stemmen når jeg siger cykle selvfølgelig). Nogen gange topper han med endnu et håbefuldt: "bil?" Og jeg må svare: "nej ikke bil".

Vi har ingen bil. Vi vil gerne have en, det ville gøre nogle ting lidt lettere, men som jeg måske har skrevet før, er vi på SU, og SU er ikke rigtig kompatibelt med en bil.

Jeg ved godt, at en bil ikke er foreneligt med livslang lykke, men det er da træls hver dag at blive gjort opmærksom på, at der ikke er nogen form for billykke i vores liv.
Idag satte storebror imidlertid trumf på, i det han efter hans sædvanlige "bil?" og mit sædvanlige "nej, cykel", løftede højre hånd, og lod som om han drejede en nøgle, samtidig med han sagde "brumbrum" og grinede (af mig).
Nu overvejer jeg at ringe ned til vuggestuen, og fortælle de voksne at Storebror driller, det eneste der holder mig tilbage, er frygten for at blive stemplet som sladrehank.

Det kunne være, at jeg skulle prøve en mere voksen tilgang og bygge ham en sæbekassebil. Så kan han ikke komme her og sige, at han ikke har en bil, og Ormen har vel alligevel ikke brug for hjul på sin barnevogn, han bruger den jo kun til at sove i.

(Sådan klares indkøb til to voksne, Ormen og en ret knotten Storebror)